Tag Archives: dessert

Kirsebær- og blåbærclafoutis – sig [kla-fu-ti]

Traditionelt set bager man en clafoutis med hele kirsebær, altså med stenene siddende i, for at trække endnu mere smag ud af bærrene. Jeg hiver dog oftest stenene ud, det er trods alt en kende ubehageligt at sidde og frygte en knækket tand, mens man æder dessert. 

Man kunne jo også tage alle på nær en ud og spille russisk clafoutisroulette. Måske en ide til næste juleaften?

Nok om.

Det.

Her er det en kirsebær- og blåbærversion. Så jeg starter med cirka 300 gram blåbær og omkring 300 gram kirsebær i en godt smørsmurt form med også lidt sukker i bunden.

image

Og det er så næsten det.

Det eneste du mangler til denne klassiske franske dessert er dejen, som du hælder ned i formen sammen med bærrene. Det er nemlig en ganske våd dej, meget lig en pandekagedej. Både på ingrediensfronten og konsistensmæssigt.

Pisk 2,5 dl sødmælk, en 4-5 spsk Amaretto, 4 æg, 100 gram hvedemel, 100 gram sukker, kornene fra en vanillestang og et nip salt sammen. Sørg for at piske alle klumperne ud.

image

Hæld dejen ved, så bærrene lige nøjagtigt ikke er helt dækkede og stikker op som solbrændte tyske topmaver i en overfyldt svømmepøl.

Bag ved 210 grader i 30-40 minutter.

Lad clafoutis’en køle lidt af, drys med flormelis og gå til biddet.

image

med emneordet , , ,

Etonisk uorden – et nik til England, Wimbledon og jordbærsæsonen

Inspireret af sidste uges roadtrip i Sydengland og turen på River Cottage har jeg smidt en gang engelsk sommerdessert sammen, nemlig Eton Mess.

Marengs, flødeskum og jordbær.

Simpelt.

image

Først marengsen.

Du skal bruge en stor time, men kun en 6-7 minutters arbejde. Nap tre æggehvider og 150 gram sukker fra hylden.

Pisk æggehviderne med et par spiseskefulde af sukkeret i en fem minutter, indtil de er seje og stive. Det sidste halve minut kører du resten af sukkeret med.

image

Tag en stor grydeske og klask marengsen ud i store rustikke…hmm, bløbber og bag dem ved 100 grader i omkring en time og tyve minutter. Den temperatur og tid giver marengs, der er knasende sprøde udenpå og seje og tandhængende indeni.

image

Fløden pisker du ret stiv sammen med kornede fra en vanillestang og lidt sukker og vender sammen med en masse jordbær, som du har gjort i stand og skåret i kvarte eller ottendedele.

Som et ekstra lille tvist på desserten, kan du holde en lille håndfuld af jordbærrene tilbage og lave en jordbærsirup på dem. Altså ved at mose og koge dem op med lidt vand og sukker. Herefter sier du jordbærpulpen fra, returnerer saften til gryden og reducerer den til en tyktflydende aromatisk sirup, der giver desserten den afsluttende jordbærlussing.

Stramt.

image

med emneordet , ,

Hel rombraiseret ananas med vanilje og stjerneanis

En ganske nem dessert.

Det eneste, du skal gøre, er at tage huden af en hel ananas og braisere den, som du ville et stykke kød. Giv den en fire, fem timer i gryden ved meget lav varme. Enten på blusset eller i ovnen ved 125-150 grader. Vend ananassen en gang imellem.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_5143

Braiseringslagen var en kombination af Myers’s Rum og (undskyld, Mads) Stroh-rom, samme mængde vand, et par spiseskefulde brun farin, en hel flækket vanillestang og en stjerneanis.

Hvilken rom, du benytter, er en kende ligegyldigt, men brug en mørk en af slagsen, som generelt set er sødere og mere fyldig end de hvide.

Efterhånden som romlagen hygger sig med ananassen, reduceres den og bliver til sidst til en voldsomt aromatisk sirup, der både er sødmefuld og syrlig. Fænomenalt.

2LWTyRl+Swqmf01uk993DQ_thumb_5198

Skær store steaks af ananassen rundt om stokken og server med vanilleis og lidt af siruppen. Ikke helt dårligt.

God weekend, folkens.

Ses vi oppe foran til Flaming Lips på Northside i morgen?

 

med emneordet ,

Koldskål Deluxe

Gode gamle koldskål, her i en deluxe-version.

Denne opskrift holder lidt igen med sukkeret. Jeg kan godt lide en syrlig koldskål, der kan hygge sig i munden med de søde kammerjunkere.

En liter økokærnemælk, to spsk mascarpone, kornene fra en kæmpe satan af en polynesisk vaniljestang, fire æggeblommer, 10 tsk brunt rørsukker og endelig saften fra en hel citron.

image

med emneordet

Brombærsmuldrekage med mascaponecreme – for satan da!

En pokkers dejlig og helt igennem rodet dessert.

Dessertens hovedstol er en 300-400 gram brombær. Hvis du læser den her opskrift i brombærsæsonen, så kan du naturligvis bruge friske, men ellers er frosne helt fjong.

Nå men, derudover har du brug for 50 gram hvedemel, 50 gram fintvalset havregryn, 100 gram brun farin, 75 gram smør og en vanillestang.

image

Rul vanillestangen lidt frem og tilbage som en tynd cigar inden du sprætter den op – det gør det lettere at skrabe kornene ud af den.

image

Vend melet, havregrynene, kornene fra vanillestangen og farinen sammen i en skål. Tilsæt smørret i små klumper og smuldr det hele sammen indtil du har en omgang grov rasp.

Smid bærrene og den udskrabede vanillestang i et lille ildfast fad og hæld en smule vand ved. Dæk med smuldredejen.

Bag ved en 180 grader i 20-30 minutter indtil toppen er gylden og knasende og brombærrene bobler og bløder igennem.

image

Smuldrekagen skal spises lun sammen med et eller andet koldt mælkeagtigt som tyk fløde eller vanilleis. Du kan også købe et bæger mascarpone og piske lidt kærnemælk og ahornsirup i. Det spiller sgu.

Men ok, den smager også godt kold dagen efter med lidt yoghurt over.

med emneordet

Gin and tonic-sorbet – oooh, really!

En iskold version af universets bedste drink. 

Ingredienserne er få, nemlig 1/2 dl vand, 60 gram sukker, 1/2 dl gin, 3 dl tonic og en citron. Det giver en lille halv liter sorbet, nok til en 6-8 portioner.

Med 60 gram sukker træder syren fra citronen og bitterheden fra tonicvandet tydeligt frem. Det synes jeg er skidegodt. Men hvis du er til en sødere sorbet, så kan du…ja, netop.

image

Start med at lave en simpel sirup ved at varme vandet og sukkeret op, indtil sukkeret er smeltet. Tag af blusset.

image

Tilsæt saften og skallen fra citronen og gin’en og tonicvandet. Sæt blandingen på køl, så du hjælper din ismaskine på vej. Inden du skal bruge blandingen sier du citronskallerne fra.

Sorbetblandingen kan sagtens laves dage i forvejen og så trækkes gennem ismaskinen lige inden, du skal bruge den.

image

Udover sorbet’ens egenskaber som dessert så kunne man jo også bruge den som grundlag for en frozen daiquiry.

God lørdag, drenge og piger.

med emneordet ,

Svampet og snasket chokoladekage – med snask

Start med at smelte 175 gram smør. Hæld smørret over i en stor skål og pisk 4,5 dl brun farin i. Tilsæt 1,5 dl sødmælk og 3 æg. Pisk mellem hvert æg. Tilsæt 4 dl hvedemel, 3 tsk bagepulver, 1 tsk salt og 3 tsk vaniljesukker.

Pisk godt og grundigt, så du får tævet alt melet ud.

Varm 2,5 dl vand og 2 dl kakaopulver op i en gryde mens du pisker det sammen. Det behøver ikke at koge. Tilsæt kakaovandet til kagemassen lidt af gangen.

Pisk godt og grundigt. Igen.

Hæld kagedejen i en smurt springform.

IMG_5933

Og bag i en 40-50 minutter ved 180 grader.

Mens kagen bager, blander du 200 gram smør ved stuetemperatur, 350 gram flormelis, 3 spsk kakaopulver, en tsk vanillesukker. Brug håndmikseren eller bare dine ufatteligt t-shirt-sprængende overarme.

Stil på køl.

IMG_5824

Når kagen er bagt – tjek med en kødnål – lader du en køle af, og så giver du den smørcremen.

Spis. Uha!

IMG_5916

med emneordet

Tarte tatin med mango, vanille og kardemomme

Det vigtigste at huske, når man bruger mangoer i stedet for æbler til denne franske klassiker er, at få fat i nogle, der ikke er for modne. Så falder de nemlig helt sammen og bliver til mos.

Men ellers er der jo ikke så meget fikumdik ved opskriften: Smør og sukker i en pande, der kan tåle en tur i ovnen. Jeg plejer at bruge farin eller muscovadosukker, men helt almindelig melis går ganske fint. Varm op og rør rundt indtil du står med en karamelmasse for enden af grydeskeen.

Så strør du lidt stødt kardemomme i karamellen og lægger de to halvdele af en flækket vanillestang ned i midten. Du behøver ikke skrabe kornene ud af stangen, de skal nok finde vej ud af den og til alle afkroge af karamellen, når tærten bobler i ovnen.

På med god tykke skiver mango. Uden skræl.

Til sidst lægger du hatten på tærten i form af en god butter- eller mørdej. Og så skal den have omkring en 15-25 minutter i ovnen, afhængig af dejens tykkelse. 180 grader er fint.

6lvmFWB1RsaeAYrF+9clag_thumb_6474

Lad tærten hvile et par minutter efter ovnen og vend den ud på et fad eller stort skærebræt.

Server med et eller andet koldt på toppen.

med emneordet ,

Tærte med hvid chokolade og appelsin – sig “appelsiiiin!”… og ja, altså også “hvid chokolade!”

Du skal bruge en helt klassisk mørdej, som du kan finde opskrift på rigtig mange steder på nettet.

Hvis du ikke orker mere museklikkeri i dag, er her en, som jeg altid bruger. Mest fordi den er let at huske: 250 gram hvedemel, 125 gram smør, 100 gram sukker, et æg, lidt vanillesukker og et lille nip salt.

Nudlr og ælt det hele sammen i et raskt tempo. Folie om og i køleskabet en times tid. Rul ud og smid det i en smurt tærteform. Krøllet bagepapir fyldt med bønner eller ris i og bag ved 170 grader i en 20 minutters tid. Ud med formholderen og bag yderligere måske 10 minutter, indtil du er tilfreds med farven.

Mens tærteskallen bager, laver du fyldet. Varm 3 dl creme fraiche, 1,5 dl fløde, saften fra 1/2 appelsin og lidt Cointreau roligt op over svag varme. Tag gryden af varmen ved en 60-70 grader og smelt 200 gram hvid chokolade i flødeblandingen. Rør til sidst tre udblødte blade husblas i.

Hæld fyldet i tærten og sæt den i køleskabet et par timer.

En frisk og let syrlig appelsinsalat fungerer godt til.

image

Mmmmm!

image

med emneordet , , ,

Svampet kage med bær, hasselnødder og sirup

image

Denne kage har en perfekt svampethed. Bærrenes syrlighed går godt sammen med kagens sødme, og nødderne giver tænderne det knas, de leder efter.

Til selve kagen skal du bruge 200 gram hvedemel. 75 gram smør. 1 dl creme fraiche. 1 dl mælk. 2 æg. 90 gram sukker. Lidt vanillesukker. En lille spsk bagepulver. Et lille nip salt. Og til toppen skal du have fat i 450 gram bær – frosne er fint. En håndfuld hasselnødder. Og lidt sukker.

Start med at smelte smørret. Køl det lidt ned og tilsæt mælken og creme fraiche’en. Mens du gør det med den ene hånd, pisker du æggene, sukkeret og vaniliesukkeret til en luftig masse med den anden.

Så hælder du smørblandingen sammen med æggemassen og tilsætter melet, som du forinden har rørt bagepulveret og saltet ud i. Rør dejen godt, så den bliver ensartet.

image

Hæld dejen i et ildfast fad, en springform, eller hvad du nu har, foret med bagepapir. Bag i 30 minutter ved 175 grader.

Mens kagen er i ovnen, giver du bærrene et hurtigt opkog med en smule vand, og sier derefter saften fra dem. Stil bærrene til side.

image

Returner saften til gryden sammen med lidt sukker og reducer indtil du står med skeen i en dejlig sirup.

Hak nødderne groft.

Nu burde kagen være bagt færdig. Hiv den ud af ovnen og lade den køle en anelse. Det vil få den til at falde lidt sammen igen, så overfladen ikke buler så meget opad. Giv den eventuelt lidt tryk.

Fordel bærrene, de hakkede nødder og lidt sukker over kagen og giv den endnu 10 minutter i ovnen ved 175 grader.

image

Lad kagen køle lidt og hæld så meget af bærsiruppen på den, som du mener er passende. Måske det hele? Du kan også servere siruppen sammen med kagen – så folk selv kan pøse på.

image

In English:

For the vanilla cake base you will need 200 grams flour, 75 grams butter, 1 dl sour cream, 1 dl milk, 2 eggs, 90 grams of sugar, a bit of vanilla sugar, just under a tbsp baking powder and a pinch of salt.

For the berry goodness at the top you will need 450 grams of berries – frozen will do. A handful of hazelnuts. A bit of caster sugar.

Start off by melting the butter. Cool it slightly and add the sour cream and milk. Stir.

In a bowl whisk the eggs, sugar and vanilla to a fluffy batter and add the butter, milk and sour cream mixture. Pour in the flour – added the baking powder and salt – and mix thoroughly.

Pour the batter into an ovenproof dish or springform tin lined with greaseproof paper and bake at 175 degrees centigrade for around 30 minutes.

While the cake sweats in the oven bring the berries to a boil in a pan with a bit of water. Quickly off the heat and sieve the juice from the berries.

Set the berries aside and return the juice to the pan. Reduce it down to a syrup with a bit of sugar.

The cake is probably done by now. Take it out of the oven. The middle of the cake is probably bulging a bit, and you want to level it by cooling it slightly and maybe giving it a gentle press.

Top the cake with the berries, a bit of sugar and the hazelnut that you’ve given a rough chop. Return the whole thing to the oven, and give it another 10 minutes at the same temperature as before.

Leave the cake to cool a bit and drizzle the syrup over before serving it. You can also pour the syrup into a little jug and let you guests drench their own piece of cake.

med emneordet ,