Tag Archives: tærte

Blød og cremet quiche med salami og spinat – damebladsmad

Ja ja, quiche, schmuiche. Det er bare en tærte, ikke?

Men pokkers fin.

Også dagen efter i kold tilstand.

IMG_5535

Dejen er på 250 gram hvedemel, 170 gram smør, 1 lille æg, lille skvis citronsaft og 1 tsk salt. Slå den sammen, film den og lad den hvile i køleskabet, mens du høvler fyldet sammen.

Og det gør du ved at kombinere tre æg, to deciliter fløde, saften fra en halv citron og to teskefulde hvedemel i en skål. Kværn en god runde sort peber i blandingen og husk også en gavmild portion salt. Jeg vil sige sådan cirka en halv teskefuld, men måske en hel, hvis du er en saltmås.

Med denne æggemasse på plads kan du slå dig løs. Jeg brugt en modnet fransk landpølse med Karl Johan-svampe, men gå endelig andre veje. Skagensskinke? Bacon? Chorizo? Eller…*kvalmeryst*…revet Jaka-bov? Eller hvad med en ren vegetarisk tærte med svampe og timian?

Rist den finthakkede pølse af på en pande i lidt olivenolie og tilsæt så to store håndfulde frisk, skyllet spinat. Lad spinaten svinde ind og tilsæt hele pandens indhold til æggeflødeblandingen.

IMG_5437

Rul dejen ud og læg den i en tærteform. Prik bunden med en gaffel og forbag den ved 170 grader i en ti-femten minutter – gerne med lidt bønner i, så den holder fat på formen.

Og så! Fyldet i formen og en 35-40 minutter ved 180 grader.

Et voilá

IMG_5484

med emneordet , ,

Tarte tatin med løg, rosmarin og gedeost

Hov hov, tarte tatin er da en dessert, ikke?

Joh normalt, men ikke den her. Den her er en behagelig frokosttærte med sødme fra karameliserede skalotteløg og masser af aromatisk goddav fra rosmarin og cremet gedeost. Vegetarmad fra den øverste hylde.

Du skal bruge en 7-8 store skalotteløg, en omgang tærtedej, gedeost, frisk rosmarin, honning, balsamicoeddike, salt og sort peber. Tærtedejen kan du enten købe eller smide sammen af 125 gram smør, 3 deciliter hvedemel, en halv teske salt og 2 spsk vand.

IMG_6491

Pil løgene, skær dem i halve og giv dem farve i en pande med skærsiden nedad i en fin mængde smør, samt salt og friskkværnet sort peber. Pas på at du ikke skærer for meget af løgets rod af, når du piller dem. Rodstumpen holder sammen på løget under stegningen og den videre færd.

Og så honningen.

Giv løgene et ordentligt skud og et par *bløb bløb* balsamicoeddike eller saften fra en hel citron og masser af hakket rosmarin.

Kog ind og karameliser.

En 10 minutter i panden. Måske et kvarter.

Lad panden køle lidt og placer den udrullede tærtedej ovenpå løgene. Snit et lille hul i dejen, så dampen kan slippe ud, og giv tærten en 30 minutters tid i ovnen ved 180 grader. Tag panden ud, lad hvile et par minutter og vend tærten ud på et fad.

IMG_2871

Udemærket.

Smuldr gedeost over og vær også generøs med mere hakket rosmarin og honning.

Tærten fungerer fint både lun og kold. Og særdeles godt med en glas rødvin.

med emneordet ,

Figentærte – mørdejsangst og flormeliskliché

Mørdej formes til tærtebund, fyld kommes i, figner skæres op og placeres i fyldet. Ovn.

Ganske lige til.

Mørdejen til bunden består af 120 gram blødt smør, 75 gram sukker, 1 æg, 375 gram hvedemel, et nip salt. Først blandes de våde ingredienser med sukkeret og saltet, så vippes melet i og det hele fingereres, nudlres og så æltes til en sammenhængende dej.

Undervejs vil du øjensynligt blive grebet af mørdejsangsten – det gør jeg i hvert fald altid.

“Den her dej kommer ALDRIG til at hænge sammen. Hvad er det med den? Det smuldrer jo bare, det lort. Kom nu!”

“Ah, vent. Ja, nu ligner det noget.”

Når dejen er samlet, filmer du den, og smider den i køleskabet en halv times tid, så den lige kan finde sig selv og eventuelt kaste sig ud i sin først eksistentielle krise.

IMG_1488

Efter køleskabsturen ruller du den ud og lægger den i formen.

Til fyldet skal du bruge 100 gram blødt smør, 100 gram brun farin og kornene fra en vanillestang, som du pisker sammen til det er luftigt. Pisk herefter to æg i og til sidst 100 gram grov mandelmel og 50 gram hvedemel. Fyldet skal have konsistens som en grød.

Hvis du ikke kan finde mandelmel, køber du bare 100 gram mandler, smutter dem og blitzer dem til pulver i en hakkemaskine.

Skrab fyldet ud af skålen og over i tærteformen og fordel det ligeligt og rigeligt i hele bunden.

*Slik skålen*

Nu skærer du fignerne over i halve eller kvarte og stikker dem ned i fyldet i så pænt et mønster, som din maskulinitet kan holde til.

IMG_1511

Det er okay, at fignerne lige stikker et par millimeter op over fyldet. De falder nemlig lidt sammen i ovnen, og fyldet udvider sin en smule.

IMG_1545

Jeps. Sådan der.

IMG_1672

Og så tungen lige i munden her til sidst:

Modstå fristelsen til at drysse med flormelis.

Modstå!

med emneordet , , ,

Ferskentærte – frugt med pels møder mørdej

Til mørdejen skal du lægge dine rystende, tærteabstinerende hænder på 100 gram koldt smør, 175 gram hvedemel, 2 spsk sukker, et lille nip salt, et æg og lidt revet citronskal.

Slå dejen sammen lidt raskt og læg den på køl en times tid. 

Den her mængde mørdej passer til én tærte.

image

Rul ud så du har størrelsen på bunden af dit smurte tærtefad. Ikke noget med at lave sider – der er kun bund i den her tærte.

image

Prik bunden lidt med en gaffel og giv den – altså bunden – en 10-15 minutter i ovnen ved 180 grader, før du lægger ferskenfyldet på. 

Fyldet er en 6-8 pelsfrugter, som du skærer skiver og vender i et godt hæld honning, lidt citronsaft og marven fra en vanillestang. Hold lidt af siruppen tilbage til at glacere tærten, når er bagt.

image

Læg fyldet på den halvbagte bund og bag tærten færdig i ovnen en 10-15 minutter mere. Lad tærten køle lidt ned og brug en madpensel til at give fersknerne resten af siruppen.

image

Server med noget syrligt: Creme fraiche, skyr, græsk yoghurt, drænet tykmælk eller sådan noget.

med emneordet , , ,

Pastéis de nata – portugisiske buddingetærter

Man går ikke mange skridt i downtown Lissabon, før man bliver tilbud enten hash, kokain eller spotter en bager eller cafe, der pusher Portugals signaturkage – den der lille letbrændte tærte med æggecremefyld.

Hvis man er buddingfanatiker som mig, er det en ganske fin lille mundfyld. Og køber man færdig butterdej, er den ovenikøbet meget simpel selv at smække sammen og i ovnen.

image

Du skal bruge butterdej, 4 dl sødmælk, 4 æggeblommer, en vanillestang, 2 spsk maizena, 120 gram sukker, et lille nip salt.

Start med at sætte mælken over i en gryde ved meget svagt blus. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og smid både dem og stangen i mælken. Her kan du også tilføje skallen af en appelsin eller citron, hvis du lyster. Er du kanelfreak, kan sådan en stang også giver smag fra sig i mælken. 

Imens mælken hygger sig på blusset, pisker du æggeblommerne, sukkeret og maizenaen til en lys og venlig masse i en skål.

Når mælken er lige før kogepunktet, køler du den lidt af – så du ikke laver æggekage lige om lidt – og hælder den gennem en si over i æggesukkerblandingen. Bland det hele sammen og returner massen til gryden.

Varm op over svag varme, mens du rører godt i bund. På et tidspunkt begynder maizenaen at virke og tykne massen. Rør et par minutter mere og hæld massen over i en kande, du kan hælde fra. 

Hiv din muffinbageplade ned fra hylden eller – hvis du som mig ikke kan finde den – en flotilla af forskellige ramekiner og små kopper. Smør dem godt.

Butterdejen ruller du lidt ud og derefter til en pølse.

Skær pølsen ud i ligeså mange stykker, som du har forme. Stil dem på højkant – som kanelsnegle – og rul dem flade til skiver, der passer i dine kageforme. Når du har foret formene med dejen, hælder du cremen i. Sådan cirka to-tredjedele op.

Ind i ovnen ved 200 grader i omkring 25 minutter, indtil tærterne har fået de karakteristiske brune pletter. Når du tager tærterne ud ad ovnen, vil cremen være puffet lidt op, men bare roligt, de skal nok miste pusten.

Mmm.

Næste gang du er i Lissabon skal du i øvrigt prøve Cervejaria Ramiro på Av. Almirante Reis – fantastisk fiske- og skaldyrsrestaurant.

med emneordet , , ,

Tærte med hvid chokolade og appelsin – sig “appelsiiiin!”… og ja, altså også “hvid chokolade!”

Du skal bruge en helt klassisk mørdej, som du kan finde opskrift på rigtig mange steder på nettet.

Hvis du ikke orker mere museklikkeri i dag, er her en, som jeg altid bruger. Mest fordi den er let at huske: 250 gram hvedemel, 125 gram smør, 100 gram sukker, et æg, lidt vanillesukker og et lille nip salt.

Nudlr og ælt det hele sammen i et raskt tempo. Folie om og i køleskabet en times tid. Rul ud og smid det i en smurt tærteform. Krøllet bagepapir fyldt med bønner eller ris i og bag ved 170 grader i en 20 minutters tid. Ud med formholderen og bag yderligere måske 10 minutter, indtil du er tilfreds med farven.

Mens tærteskallen bager, laver du fyldet. Varm 3 dl creme fraiche, 1,5 dl fløde, saften fra 1/2 appelsin og lidt Cointreau roligt op over svag varme. Tag gryden af varmen ved en 60-70 grader og smelt 200 gram hvid chokolade i flødeblandingen. Rør til sidst tre udblødte blade husblas i.

Hæld fyldet i tærten og sæt den i køleskabet et par timer.

En frisk og let syrlig appelsinsalat fungerer godt til.

image

Mmmmm!

image

med emneordet , , ,

Æbletærte på amerikansk

Lunt. Trygt.   

image

Til mørdejen skal du bruge 1 æg, 1 blomme, 75 gram brun farin, 200 gram smør og 325 gram mel.

Hviden fra det ene æg, gemmer du til at pensle med til sidst. Men ellers rykker du bare æggene, farinen og smørret – som skal være stuetemperatur – sammen i en skål og tilsætter melet lidt efter lidt. Til sidst tager du dejen ud på bordet og ælter det sidste mel i. 

image

Plastikfilm omkring dejen og lad den hvile en times tid i køleskabet.

Og så til fyldet: 7-9 æbler. Lad bare skrællen sidde på og snit dem tyndt.

image

Ned i en skål sammen med 1-2 tsk stødt kanel, 150 gram brun farin, 1 tsk vanillesukker, 3 spsk mel, nip salt. Bland.

image

Del dejen op i to portioner.

Rul den ene ud og læg i bunden af en smurt tærteform. Æblerne i og resten af dejen på som top. Krymp kanten hele vejen rundt og skær et lille kryds i midten.

image

Pensl med æggehvide og drys sukker over.

Bag ved 175 grader i en 40-50 minutter. Men tjek efter 30 minutter. Tærten skal være brun og låget sprødt.

Lad tærten køle ned i en 15-20 minutter, før du sætter tænderne i den.

image

med emneordet ,

Ferskentærte med hjemmelavet vanillesukker

I tærtedejen har jeg lagt halverede ferskner, befriet for deres sten. Ovenpå har jeg drysset vanillesukker lavet på en vanillestang pulseret med en håndfuld sukker i en hakkemaskine.

Lidt dej i strimler ovenpå, lidt mere vanillesukker og 35 minutter i ovnen ved 175 grader.

Mmm, med creme fraiche.

med emneordet , ,

Klassisk svesketærte – svesken er din ven!

Læg en 300-400 gram svesker i blød i mørk rom mindst 2 timer i forvejen.

Lav en tærtedej – fx ved at smide 3 dl hvedemel, 100 gr. smør og 3 spsk. vand sammen og lade det hvile i mindst 30 min. i køleskab – eller snyd og køb en i supermarkedet. Rul den ud og smid den i en tærteform.

Hæld rommen fra sveskerne ned i en skål og lad en håndfuld pulveriserede mandler, en håndfuld sukker, et stort æg og et lille bæger creme fraiche gøre den selskab. Rør blandingen sammen med en træske.

Hæld svenskerne…sveskerne ned i den tærtedejsbeklædte tærteform og sørg for, at de er ligeligt fordelt. Hæld mandelblandingen over.

Bag i en 180 grader varm ovn i cirka 45 minutter. Lad tærten køle lidt af og drys med flormelis. Servér med noget syrligt, fx creme fraiche og bær.

image

med emneordet ,