Tag Archives: rejer

Singapore Chili Prawns – stærk, aromatisk, snasket

Ja ja, normalt laves denne ret med en stor, fed, frygtindgydende krabbe, men rejer fungerer ganske fint. Har du krabbe, hummer, krebs eller lignende, spiller det selvfølgelig også.

Retten er ikke raketvidenskab. Man laver en tomatkoncentratbaseret stærk og aromatisk chilisauce og vender rejerne i den. Og så skovler man ind med hænderne og bliver svinet fuldstændig til i sauce og rejehoveder og snask.

Det er sgu godt.

Det eneste problem er, hvordan man drikker den kolde øl med de tilsølede hænder. Men det kan jo være, at den ølbonghjelm, som du købte i sen-90’erne, endelig skal hives frem fra kælderen igen?

image

Alright.

Du skal bruge et pund rejer, to skalotteløg, to chilier, en stang citrongræs, en knold ingefær, en lime, en dåse tomatkoncentrat, et par springløg, sojasauce, to teskefulde brun farin, et æg, en teskefuld sesamolie, to teskefulde neutral madolie og vand fra hanen.

Først laver du en pasta ved at smide løg, chili, citrongræs, ingefær og saften fra en lime i en foodprocessor. Brrrrzzzzz, indtil du har en ensartet fintgrynet masse.

Varm wokken op og rist pastaen af i olien – madolien blandet med sesamolien. Når du har fjernet en del af væden fra pastaen, tilsætter du tomatkoncentrat, soja, brun farin og lidt vand.

image

Lad det hele valse lidt, tag wokken af varmen og køl det hele lidt ned inden du tilsætter ægget. På den måde laver du ikke røræg i retten, men tykner den i stedet.

Og nu er du meget tæt på at være færdig. Smag på saucen. Lidt mere soja, måske? Lidt mere limesaft?

Tilsæt rejerne. Vend dem i chilisaucen og kog indtil de tager farve. De skal dog ikke have for meget. Til sidst hakker du springløgene groft og tilsætter dem.

Færdig

Øs op. Knap øllen op. Læg servietterne klar. Spis.

image

med emneordet , , , ,

Char Kway Teow – eller i hvert fald tæt på

Denne ret er fra Singapore og omegn og indeholder i sin traditionelle form kinesiske pølser og fiskekager som kødbasis. Man ser den dog rundt omkring i Asien med andre ingredienser – for eksempel har jeg i en snæver sidegade i Beijing fået den med hakket svinekød.

Uanset hvad, så er det en herlig ret. Her er min version, der benytter sig af tigerrejer.

image

Og det er også dem, du bør starte med. Knæk skallerne af og rens cirka et halv kilo. Sørg for at få fjernet tarmstrengen fra dem. Når man køber frosne tigerrejer fra Sydøstasien, er det ofte opdrætsrejer, så de færreste har noget at fjerne. Men tjek alligevel.

image

Så skal du lave en håndfuld friturestegte skalotteløg. De tilføjer knas til retten. Skær skalotteløg i tynde ringe, vend dem i mel, som du har saltet, og frituresteg dem i varm olie til de er eksploderende sprøde.

image

Ud over rejerne og løgene skal du bruge 3 æg, 2 håndfulde forkogte risnudler, 2 håndfulde bønnespirer, 3 fed hvidløg, et par springløg, chilipasta, sojasauce, mørk sød sojasauce (det som også hedder kecap og ketsjap og en masse andre etymologiske forstadier af ketchup) og en tre fire spsk neutral olie. Hvis du kan få fat i belacan – rejepasta – så skader det absolut ikke. 

Kig på pakken hvordan risnudlerne skal behandles. De skal koges, før de ryger i wokken.

Nu er du klar.

Fyr helt op for wokken. Lidt mere. Lidt mere. *Røg*. Lidt mere. Lidt olie i.

Start med æggene. Ganske kortvarigt. Ud af wokken med dem. Lidt mere olie i og så hvidløgene. Lidt efter rejerne. Når de har fået farve, giver du wokken resten af ingredienserne. Kast og kast. Og kast.

Færdig.

Husk de friterede skalotteløg på toppen.

image

med emneordet , , ,

Gambas al ajillo og potted prawns – ganske enkelt en rejefejring!

Her er to retter i en med tigerrejer i den altoverskyggende hovedroller.

Få fat i en ordentlig omgang rejer. Knæk skallerne af og rens dem. Husk at få tarmstrengen ud.

Nu rykker du.

Først den klassiske og fantastiske konge af tapasretterne: Gambas al ajillo – altså rejer med hvidløg. Varm en del olivenolie op og smid en to tre groftsnittede fed hvidløg i. Lad rejerne følge efter og steg dem kortvarigt, til de tager farve. Giv dem paprika, salt og peber. Lad en god terning smør smelte ned i retten og pynt med persille.

Server med en citronbåd og godt brød. Wow!

Briterne har en småret, der hedder potted shrimp, og som er krydret med muskatnød. Her er min version af den ret, og var mit spanske bedre, ville jeg forsøge mig med et navn til den på det sprog. Men lad os bare kalde den pottet prawns – det er jo tigerrejer, vi bruger. 

Lav en ny portion af gambas al ajillo, men undgå persillen og giv den lidt cayennepeber og muskatnød i stedet og en hurtig hakning i hakkeren.  Hæld op i et glas eller en lille form og top op med klaret smør, så det lige dækker. Sæt i køleskabet natten over.

Et stykke lunt flute eller en skive godt rugbrød med det rejesmør på er fuldstændig uhørt godt!

med emneordet , , , ,