Tag Archives: vegetar

Friske brombær og abrikoser bagt med honning – sensommerdessert

Brombærrene er på vej – flyygt!

Nåh nej, pluuk!

Jeg fandt to store brombærbuske på vej hjem fra arbejde, som jeg hurtigt fik rippet for de modne bær. Og det kom der den her sensommerdessert ud af.

IMG_4411

Desserten består af fem elementer: Abrikoser bagt med honning, friske brombær, drænet ymer eller tykmælk, grofthakkede pistachenødder og finthakket mynte.

Ymeren eller tykmælken dræner du i ostelærred eller et kaffefilter natten over i køleskabet, så fedmen træder ekstra frem og konsistensen bliver mere smørbar end løbende.

Abrikoserne halverer du først og piller stenene ud af. I hulrummet lægger du honning, og så bager du dem ved 200 grader i en 10 minutters tid med skærsiden opad. Derefter giver du dem fuld skrald under grillen et par minutter, så honningen karameliserer let, og abrikosen får antydningen af en brændt smag.

IMG_7935

Og det er vel egentlig det.

Abrikoserne må gerne være lune, når du anretter, så du får den blanding af varmt og koldt, som fungerer så godt i desserter i samspillet med kombination af sødme, syrlighed og knas.

med emneordet , , , ,

Sprøde polentafritter med urtemayo – superknas

image

Der er tre trin her.

Først laver du en omgang polenta.

Traditionel polenta er jo ret arbejdsintensivt for overarmene og en langvarig proces. Men det der lynpolenta eller quickpolenta, eller hvad producenten kalder det på pakken, gør, at man kan gå fra gult pulver til grød på få minutter.

Ratioen mellem polentamel og vand varierer lidt fra producent til producent, så følg pakkens instruktioner og giv den til sidst masser af smør og revet parmesanost, salt og peber.

image

Når polentaen er færdig, hælder du den ud i et ildfast fad beklædt med bagepapir. Sådan i et lag på cirka en centimeters penge.

Smid fadet i køleskabet et par timer, indtil polentaen har sat sig, og skær den derefter ud i stænger, som minder dig om engelske chips. Altså chips som i fish ‘n’ chips.

image

Og så det sidste trin.

Frittér banditterne i for eksempel solsikkeolie, indtil de er gyldne og sprøde. Det tager en 10-15 minutter. Vend dem et par gange undervejs.

image

Polentafritterne dypper sig rigtig godt i mayo med masser af finthakket persille, kørvel og purløg. Og de passer – endda uklædeligt godt – til en kølig øl på altanen i sommervarmen.

image

med emneordet , , ,

Stærk og aromatisk thai-nudelsalat – Yum Woon Sen

Jeg elsker de store sydøstasiatiske salaters aromatiske friskhed. Masser af krydderurter og ofte en balanceret syrlighed fra limesaft, fishsauce og sukker. Og Yum Woon Sen har alt det.

Såeh..vamos?

image

Du skal bruge glasnudler eller risnudler. Kog dem efter instruktionerne på pakken og skyl dem under den kolde hane. De skal endelig ikke have for meget, så de smatter ud. De må godt have lidt bid.

Hos Købehavns bedste asiatiske supermarked på Istedgade fandt jeg dels thaibasilikum og dels stærk koriander – den til højre på billedet herover. Hvis du ikke kan finde den stærke variant af koriander, bruger du selvfølgelig bare almindelige.

Ud over stærk rød birdseye-chili og springløg, begge hakket fint, har jeg citrongræs i salaten. Pil de yderste, hårde og trådede blade af, indtil du kommer ind til den parfumerede og sødlige kerne. Hak fint.

image

Og så til marinaden der binder det hele sammen.

Når man arbejder med ingredienser som sojasauce og lime, er det svært at angive præcise mængder – forskellige typer, forskellige mærker, forskellige styrker.

Så smag dig frem.

Syren, det salte og det søde skal helst balancere.

Læg ud med 1 del limesaft, 1 del fishsauce, 1 del sojasauce, 1 del sød sojasauce og 1/2 del rørsukker og tag den derfra. 

image

Kombiner til sidst det hele i en stor skål og smid hakkede ristede cashewnødder på toppen. Nødderne giver salaten fylde og knas.

Velbekomme.

image

med emneordet , , , ,

Hummus Royale – tag en gammel traver til det næste niveau

Du har sikkert lavet hummus masser af gange før, men den her version hopper elegant over hegnet, der står mellem kategorierne “simpel 90’er-dip” og “gedigen forret”. 

Hvis man hiver hummussen lidt enderne og kæler for serveringen, kan den nemlig sagtens stå alene som en fuldt tilstrækkelig forret sammen med lidt grillet brød, 

image

Til selve hummussen skal du bruge 400 gram kogte kikærter, en del olivenolie, to fed hvidløg, to tsk tahin, saften fra en halv citron, spidskommen, salt og peber.

Blitz det hele sammen og smag til undervejs. Specielt salt- og syreniveauerne er vigtige. Hvis du har en lille knold ingefær, synes jeg det løfter smagen at fintrive lidt af den i også.

image

Hold en lille håndfuld af de kogtekikærter tilbage og fritér dem i et par spiseskefulde olivenolie sammen med lidt paprika. Kun lige et par minutter, indtil de er sprøde. Paprikaen kan nemlig også godt tage en besk smag, hvis den varmes for hårdt for længe.

Men pass auf! Kikærterne sprutter, når de kommer i den varme olie. Så sørg for at alliere dig med et stort låg eller en asbestheldragt og din dykkermaske.

image

På toppen af hummussen smider du de friterede kikærter og lidt af paprikaolien, sammen med hakket bredbladet persille, lidt spidskommen og stærk paprika. Har du fået fat i den lidt mere flydende form for tahin, kan du også dryppe lidt af den på toppen.

Server med det samme med grillet brød til at skovle med.

image

med emneordet , , ,

Bagt feta – græsk ostefondue

En meget simpel omgang natmad eller snack.

En god blok feta med masser af cherrytomater, hakkede oliven og frisk oregano. Lidt olivenolie og friskkværnet peber. Lidt havsalt på tomaterne. Og så en halv times tid i en 150 grader varm ovn. Feta smelter ikke, men den bliver blødere og mere medgørlig.

Og hvad skovler man så fetaherlighederne ind med? Tja, hvad med trekanter af grillet pitabrød? Det spiller sgu.

med emneordet , , ,

Søde og syrlige marengs med lemon curd – ganske godt, ganske ganske godt

image

Jeg bruger 4 æggehvider og 180 gram sukker, et ganske lille nip salt og nogle få dråber citronsaft til marengs. Og så mindst ti minutter i piskeren. Måske et kvarter. Massen skal være sej og skinnende.

Lemon curd fås efterhånden en del steder i Danmark, og du kan i hvert fald købe det i Irma. 

image

Først klatter du skefulde af marengsmassen på bagepapir og så en teskefuld lemon curd på. Ja, en omgang spejlæg på dette stadie. 

image

Og derefter en skefuld marengsmasse ovenpå, så den syrlige masse bliver indkapslet i sødme.

Halvanden time i ovnen ved 100 grader. Herefter er de knasende sprøde, men samtidig ganske bløde og medgørlige i midten. Sej marengsmasse blandet med skarp citron.

image

med emneordet , , ,

Crêpes Suzette med æbler – IIIIIILD, LØØØB!

Ud over regnbueisen og den forfærdelige bananasplit, findes der vel næppe en mere klassisk dessert end Crêpes Suzette. Her er jeg gået æblevejen og har erstattet Grand Marnier med Calvados.

image

Først crepes’ene: 3 æg, 3 spsk. neutral olie, 1 spsk. sukker, 1/2 tsk. salt, 1/2 liter sødmælk, omkring en håndfuld hvedemel, vaniljekorn fra en vailjestang. Rør ingredienserne sammen – mælken til sidst, så du kan kontrollere tykkelsen af dejen.

Den må gerne være på den linde side, så du kan lave tynde, delikate pandekager. Gør det. Der bliver cirka 8-10 stk. Dette kan du gøre i god tid før du vil lave desserten, for pandekagerne kan sagtens ligge i køleskabet i flere timer.

image

På blusset med en lille kasserolle. Varm 50-100 gram smør op sammen med saften fra en 4-5 danske efterårsæbler og en lille håndfuld brun farin. Mens den blanding hygger sig, karameliserer og reducerer en smule, folder du pandekagerne to gange, så de bliver til kvarte cirkler. Herefter lægger du dem alle i panden med spidserne ind mod midten. På den måde kan du have alle pandekagerne i panden på en gang.

Og nu…ild.

image

Sæt panden på ved svag varme og hæld den kogende appelsinblanding over pandekagerne. Ryk kasserollen tilbage på blusset og varm et godt bløb Calvados op i den. Hæld alkoholen over de appelsinerede pandekager og stik ild. Smuk dramatik.

Når flammerne dør, kan du servere balladen. En knödel god vanilleis er sgu ikke af vejen her. God fornøjelse!

image

med emneordet , , , ,

Flødekartofler, flødekartofler, flødekartofler

Er det virkelig så vigtigt at lave så meget lirumlarum – og et blogindlæg – om en af vores mest simple vintertilbehør?

Ja, ‘gu er der da så

Flødekartofler kan sagtens være stjernen på bordet.

image

Jeg har gennem tiden eksperimenteret en del med flødekartofler. Visse eksperimenter er gået godt og andre knapt så godt.

For eksempel gav det på et tidspunkt god mening i mit hovede at smide et par generøse skefulde stærk sennep i fløden. Men syren i moutarden får fløden til at skille og det hele blev en kende sært. Hmm, måske kan det lykkes med sennepspulver eller hele ristede sennepsfrø?

image

To ting vil jeg dog mene er altafgørende i en omgang flødekartofler: At de er tilpas saltede, og at fløden er tyknet. Derfor er det vigtigt at salte og pebre hvert lag af kartoflerne godt, og at man ikke giver kartoflerne for kort tid i ovnen.

Flødekartofler skal have mindst halvanden time, men så ved forholdsvis lav varme – måske en 160 grader. Dette gør, at stivelsen i kartoflerne kan trække ud i fløden, og at fløden har tid til at reducere en smule. De sidst ti minutter kan du give ovnen fuld skrue, så toppen kan blive brun og boblende smuk.

Selvom det hedder flødekartofler bruger jeg halv sødmælk og halv fløde. Det kan også blive for tungt. Og så ellers et fintsnittet skalotteløg og frisk timian lag om lag med kartoflerne. Timian giver så meget mening med kartofler. Er man på den frankofile side kan man også smide lidt hvidløg eller gnide fadet med et fed efter man har smurt det. 

Ingen rasp, ingen ost, ingen kartoffelmel.

Jeg vil mene, at sådan en gang flødekartofler sagtens kan stå helt alene blot med en syrlig grøn salat. Det er en perfekt vegetarfrokost i min bog.

med emneordet , , , ,

Silkeblød og cremet chai-is – en sofistikeret icetea

image

En lille cremet is der rundede min indiske madklubaften af i fredags – i hvert fald madmæssigt.

Start med at riste en kanelstang, et par nelliker, en 6-8 kardemommekapsler, en stjerneanis, lidt hvide peberkorn og lidt allehånde i en tykbundet gryde. Det gælder om at vække olierne i dem

Hæld en kvart liter piskefløde og en kvart liter sødmælk i gryden, skru ned på lavt blus og lad det simre lidt sammen med krydderierne. Du kan sagtens snyde dig udenom palaveret med at riste krydderier ved at gå i en tehandel – for eksempel Netto – og købe en pakke chaitebreve. En to-tre breve går fint som substitut til krydderierne.

Lad massen køle ned, si krydderierne fra – eller pil teposerne op – og tilsæt 2 æg, 100 gram sukker og et nip flagesalt. Pisk massen godt sammen indtil æggene og sukkeret er fuldstændig opløst i flødemælken.

Og nu varmer du så hele massen op under omrøring. Stop inden den koger, men efter den har tyknet betragteligt.

Så er det bare at køle massen ned og køre den gennem din ismaskine.

Nå ja, altså sådan en skal du jo have. Joh! Altså har du ikke læst opskriften igennem, før du gik i gang? Tsk tsk. Nå, men afsted til H.W. Larsen med dig.

med emneordet , , ,

“See whether it’s marked ‘poison’ or not” – chilisauce

Det er altid godt med en chilisauce i køleskabet.

Tabasco. Sriracha. Blair’s Sudden Death Sauce. Ass Blaster Hot Sauce (With Outhouse). One Fuckin Drop at a Time Hot Sauce. Og min nye favorit: Boar’s Breath “Belly Cheer” Habanero Hot Sauce.

Det virker som om, de enkelte producenter har mere fokus på at komme op med det mest vanvittige navn til etiketten end på selve indholdet af flasken.

Tjek selv flere her.

Men man kan jo altså også selv flikke en chilisauce sammen. Og det er netop hvad jeg har gjort her – på basis af en røvfuld chilier leveret af en flink kollega og chiliaficionado.

image

Chilinørderne blandt læserne vil nok kunne spotte, at han havde givet mig flere frugter over 10 på Scovileskalaen, blandt andet Trinidad Scorpion og Red Savina. Alt i alt en god handskeklædt håndfuld chilier.

Og det med handsker er absolut ikke en joke, når man er oppe i denne del af skalaen. Øjne, nej. Skridt, neej.

image

Godt med olivenolie i en dyb gryde, et grofthakket løg. Svits, svits. Lidt sukker og så en dåse flåede tomater. Og så chilierne i. Lad det boble en ti minutter tid. Bare så chilierne bliver møre.

Det bedste er herefter at køle blandingen lidt ned, før du stavblender den. I kogende tilstand kan den godt sprutte som lava. Og vi ved jo alle, hvor nas det gør, når man får lava på nallerne.

image

Sørg for at skolde eller koge flasken inden du hælder chilisaucen på og top eventuelt lige op med lidt olivenolien. Så kan den sagtens holde sig en måned eller to i køleskabet.

med emneordet , , , , , , ,