Tag Archives: sushi

Chirashizushi-skål med laks – et perfekt måltid i min bog

For et par år siden var jeg i Japan. Og som så mange andre europæiske rejsende startede vores rejse i Tokyo, inden vi tog videre med shinkansen til Kyoto og resten af Honshu.

Fra et madmæssigt synspunkt er der ufatteligt mange højdepunkter i hovedstaden, men en af de urørlige tinder er fiskemarkedet Tsukiji.

Og får man ikke en af de ganske få pladser på tunauktionen (gaaab, meget tidligt) eller det indre fiskemarked, er der masser at forundres over, købe og proppe i munden på Jogai Shijo, som er området, der omgiver det egentlige marked. Her er både fisk og stikkende monstre hevet op fra havet øst for Japan og alt det udstyr til japansk gastronomi, man kan forestille sig.

Rundt omkring på markedet er der små sushisteder og izakayaer, og hvis man leder en lille smule på Shin-Ohashi Dori kan man fortabe sig i en labyrint med små huller i væggen, der alle serverer sushiskåle i alverdens afskygninger.

Her er mit bud på en chirashizushi, altså en skål med sushiris nederst og forskellige stykker sashimi og grønt øverst. Et mættende og utrolig velsmagende bud på frokost eller aftensmad.

Eller morgenmad.

image

Først risene.

Du kan sagtens vælge blot at koge ris og helt uden dikkedarer lægge den som bund i skålen. Så laver du en donburi. Men skal det være en rigtig chirachizushi-skål, skal du i gang med at lave sushiris. Dette website har en glimrende trin for trin-guide til, hvordan du bærer dig ad.

Er du i tidsnød, så spørger du pænt hos din lokale sushipusher, om du kan købe færdigkogte og færdigmarinerede ris. Det er ofte ikke noget problem. Prisen plejer at være en fem-ti kroner per hundrede gram.

Til én skål skal du bruge cirka 200 gram færdig ris.

image

Og så laksen.

Her kan du gå – i hvert fald – to veje.

Du kan vælge at spørge til sushi-laks hos din fiskehandler. Så finder han nogle små 100 eller 200 grams pakker frem og beder dig hoste op med en del mere end fisken normalt koster.

Du kan også vælge at spørger selv samme fiskehandler efter et fedt stykke laksefilet et par dage før, skålen skal på bordet. Så går du hjem og lægger fisken i fryseren og skruer helt op…eller altså…ned…til 20 minusgrader. Når du skal bruge laksen, husker du at tage den op om morgenen og lægge den i køleskabet til optøning.

Kravet om nedfrysning af fisken er i øvrigt en kende mere komplekst, når det kommer til laks. Langt langt den største del af de laks, der sælges i Danmark, kommer nemlig fra norske dambrug, som garanterer fraværet af de parasitter, som er grunden til at fryse fisken. Men læs denne artikel i Politiken og vælg selv, om du vil have gang i fryseren eller ej.

Nå men.

Laksens bedste kød – det man benytter til sashimi og ofte også nigiri – er det til højre for den midtermembran, som deler fileten i to på billedet herover. Den øvrige del af fileten bruger man typisk til makiruller. Men du kan sagtens vælge at benytte det hele til skålen, hvis du ikke lige vil have gang i tang også.

image

Så altså.

Risen nederst og ovenpå lægger du tynde skiver springløg, lidt tykkere stykker avocado, endnu tykkere kvartede agurkeskiver og, sidst men bogstavelig talt ikke mindst, fuldfede skiver af laksen. Har du sesamfrø i skabet, bliver skålen absolut ikke dårligere af sådan et drys.

Frem med spisepindene.

Og husk en god soja og en iskold Sapporo eller lignende.

Itadakimasu!

med emneordet , , , , , ,

Madoplevelser i Japan – konichiwa, baby!

Damn, hvor er der bare meget guf i Japan.

En krydret og stærk ramen med oksekødsboller, springløg, chili. Vistnok ved Shinjuku-stationen i Tokyo.

Morgenmad nummer to denne morgen: Sashimi af laks og tun i en passage ved Tsukiji-fiskemarkedet. Lidt, men rigtig rigtig godt!

Helt udspilet pakke med nødde/banan-energibar (købt i Tokyo ved havets overflade) i 2.800 meters højde på Mount Fuji.

På et gademarked i Kyoto: Skægge, snaskede og meget  velsmagende salte æbleskiveagtige dejkugler med et lille saftigt stykke blæksprutte i midten liggende i en sojabaseret dyppelse.

Shibuya, Tokyo: Vores sidste aftensmåltid i Japan, der startede med snegle, fortsatte med en fantastisk – omend lidt dyr – sushimenu og endte i et par nigiri med kammusling. Her på billedet ligger de allerede i baggrunden og glæder sig. En af de rigtig godt ting ved sushi i Japan, er udvalget af forskellige fisk. Her er der rå reje, to slags tun, blæksprutte og en, vi aldrig fandt ud af, hvad var.

Hurtigt! Løb mod Japan!

med emneordet ,

Om at udskære en laks til sashimi – konichiwa!

Jeg var på et sushikursus i sommer. Det var nu ikke særligt godt, men jeg fik et par fifs om, hvordan man skærer laksen og tunen ud. Og DET var sgu godt! For man behøver jo ikke købe de der små frosne 100 grams-stykker hos fiskehandleren. Køb bare nogle store stykker filet, frys dem natten over og tø dem op.

Ok, og her er så, hvad jeg lærte: Sashimikødet – altså det bedste kød – sidder på den korte, tykke side af filet’ens midte. Altså til højre for mit snit her:

Midten er ret let at spotte – det er den hvide membran lige til venstre for snittet. Til venstre for midten ligger den næstbedste kød, og det kan man bruge til nigiri. De tynde yderstykker på begge sider, kan du lave makiruller af og det samme kan du af selve midterstykket.

Nå, men her har jeg altså lavet lidt sashimi, som jeg er helt pjattet med, sammen med en god japansk soja.

med emneordet , ,