Tag Archives: vegetar

Søde og syrlige marengs med lemon curd – ganske godt, ganske ganske godt

image

Jeg bruger 4 æggehvider og 180 gram sukker, et ganske lille nip salt og nogle få dråber citronsaft til marengs. Og så mindst ti minutter i piskeren. Måske et kvarter. Massen skal være sej og skinnende.

Lemon curd fås efterhånden en del steder i Danmark, og du kan i hvert fald købe det i Irma. 

image

Først klatter du skefulde af marengsmassen på bagepapir og så en teskefuld lemon curd på. Ja, en omgang spejlæg på dette stadie. 

image

Og derefter en skefuld marengsmasse ovenpå, så den syrlige masse bliver indkapslet i sødme.

Halvanden time i ovnen ved 100 grader. Herefter er de knasende sprøde, men samtidig ganske bløde og medgørlige i midten. Sej marengsmasse blandet med skarp citron.

image

med emneordet , , ,

Crêpes Suzette med æbler – IIIIIILD, LØØØB!

Ud over regnbueisen og den forfærdelige bananasplit, findes der vel næppe en mere klassisk dessert end Crêpes Suzette. Her er jeg gået æblevejen og har erstattet Grand Marnier med Calvados.

image

Først crepes’ene: 3 æg, 3 spsk. neutral olie, 1 spsk. sukker, 1/2 tsk. salt, 1/2 liter sødmælk, omkring en håndfuld hvedemel, vaniljekorn fra en vailjestang. Rør ingredienserne sammen – mælken til sidst, så du kan kontrollere tykkelsen af dejen.

Den må gerne være på den linde side, så du kan lave tynde, delikate pandekager. Gør det. Der bliver cirka 8-10 stk. Dette kan du gøre i god tid før du vil lave desserten, for pandekagerne kan sagtens ligge i køleskabet i flere timer.

image

På blusset med en lille kasserolle. Varm 50-100 gram smør op sammen med saften fra en 4-5 danske efterårsæbler og en lille håndfuld brun farin. Mens den blanding hygger sig, karameliserer og reducerer en smule, folder du pandekagerne to gange, så de bliver til kvarte cirkler. Herefter lægger du dem alle i panden med spidserne ind mod midten. På den måde kan du have alle pandekagerne i panden på en gang.

Og nu…ild.

image

Sæt panden på ved svag varme og hæld den kogende appelsinblanding over pandekagerne. Ryk kasserollen tilbage på blusset og varm et godt bløb Calvados op i den. Hæld alkoholen over de appelsinerede pandekager og stik ild. Smuk dramatik.

Når flammerne dør, kan du servere balladen. En knödel god vanilleis er sgu ikke af vejen her. God fornøjelse!

image

med emneordet , , , ,

Flødekartofler, flødekartofler, flødekartofler

Er det virkelig så vigtigt at lave så meget lirumlarum – og et blogindlæg – om en af vores mest simple vintertilbehør?

Ja, ‘gu er der da så

Flødekartofler kan sagtens være stjernen på bordet.

image

Jeg har gennem tiden eksperimenteret en del med flødekartofler. Visse eksperimenter er gået godt og andre knapt så godt.

For eksempel gav det på et tidspunkt god mening i mit hovede at smide et par generøse skefulde stærk sennep i fløden. Men syren i moutarden får fløden til at skille og det hele blev en kende sært. Hmm, måske kan det lykkes med sennepspulver eller hele ristede sennepsfrø?

image

To ting vil jeg dog mene er altafgørende i en omgang flødekartofler: At de er tilpas saltede, og at fløden er tyknet. Derfor er det vigtigt at salte og pebre hvert lag af kartoflerne godt, og at man ikke giver kartoflerne for kort tid i ovnen.

Flødekartofler skal have mindst halvanden time, men så ved forholdsvis lav varme – måske en 160 grader. Dette gør, at stivelsen i kartoflerne kan trække ud i fløden, og at fløden har tid til at reducere en smule. De sidst ti minutter kan du give ovnen fuld skrue, så toppen kan blive brun og boblende smuk.

Selvom det hedder flødekartofler bruger jeg halv sødmælk og halv fløde. Det kan også blive for tungt. Og så ellers et fintsnittet skalotteløg og frisk timian lag om lag med kartoflerne. Timian giver så meget mening med kartofler. Er man på den frankofile side kan man også smide lidt hvidløg eller gnide fadet med et fed efter man har smurt det. 

Ingen rasp, ingen ost, ingen kartoffelmel.

Jeg vil mene, at sådan en gang flødekartofler sagtens kan stå helt alene blot med en syrlig grøn salat. Det er en perfekt vegetarfrokost i min bog.

med emneordet , , , ,

Silkeblød og cremet chai-is – en sofistikeret icetea

image

En lille cremet is der rundede min indiske madklubaften af i fredags – i hvert fald madmæssigt.

Start med at riste en kanelstang, et par nelliker, en 6-8 kardemommekapsler, en stjerneanis, lidt hvide peberkorn og lidt allehånde i en tykbundet gryde. Det gælder om at vække olierne i dem

Hæld en kvart liter piskefløde og en kvart liter sødmælk i gryden, skru ned på lavt blus og lad det simre lidt sammen med krydderierne. Du kan sagtens snyde dig udenom palaveret med at riste krydderier ved at gå i en tehandel – for eksempel Netto – og købe en pakke chaitebreve. En to-tre breve går fint som substitut til krydderierne.

Lad massen køle ned, si krydderierne fra – eller pil teposerne op – og tilsæt 2 æg, 100 gram sukker og et nip flagesalt. Pisk massen godt sammen indtil æggene og sukkeret er fuldstændig opløst i flødemælken.

Og nu varmer du så hele massen op under omrøring. Stop inden den koger, men efter den har tyknet betragteligt.

Så er det bare at køle massen ned og køre den gennem din ismaskine.

Nå ja, altså sådan en skal du jo have. Joh! Altså har du ikke læst opskriften igennem, før du gik i gang? Tsk tsk. Nå, men afsted til H.W. Larsen med dig.

med emneordet , , ,

“See whether it’s marked ‘poison’ or not” – chilisauce

Det er altid godt med en chilisauce i køleskabet.

Tabasco. Sriracha. Blair’s Sudden Death Sauce. Ass Blaster Hot Sauce (With Outhouse). One Fuckin Drop at a Time Hot Sauce. Og min nye favorit: Boar’s Breath “Belly Cheer” Habanero Hot Sauce.

Det virker som om, de enkelte producenter har mere fokus på at komme op med det mest vanvittige navn til etiketten end på selve indholdet af flasken.

Tjek selv flere her.

Men man kan jo altså også selv flikke en chilisauce sammen. Og det er netop hvad jeg har gjort her – på basis af en røvfuld chilier leveret af en flink kollega og chiliaficionado.

image

Chilinørderne blandt læserne vil nok kunne spotte, at han havde givet mig flere frugter over 10 på Scovileskalaen, blandt andet Trinidad Scorpion og Red Savina. Alt i alt en god handskeklædt håndfuld chilier.

Og det med handsker er absolut ikke en joke, når man er oppe i denne del af skalaen. Øjne, nej. Skridt, neej.

image

Godt med olivenolie i en dyb gryde, et grofthakket løg. Svits, svits. Lidt sukker og så en dåse flåede tomater. Og så chilierne i. Lad det boble en ti minutter tid. Bare så chilierne bliver møre.

Det bedste er herefter at køle blandingen lidt ned, før du stavblender den. I kogende tilstand kan den godt sprutte som lava. Og vi ved jo alle, hvor nas det gør, når man får lava på nallerne.

image

Sørg for at skolde eller koge flasken inden du hælder chilisaucen på og top eventuelt lige op med lidt olivenolien. Så kan den sagtens holde sig en måned eller to i køleskabet.

med emneordet , , , , , , ,