Tag Archives: forret

Porresuppe med to gange råstegte kartofler

Jeg er for nyligt blevet en del af Københavns Fødevarefællesskab, og ugens grøntsagspose indeholdt blandt andet dejlige pebrede porrer, et hvidløg og en favnfuld kartofler. Alt sammen økologisk. De tre råvarer blev sammen med lidt smør, olie, æbleeddike, kyllingefond og sennep til en varm og pebret porresuppe. Perfekt som forret eller frokost i vindblæst vinterweekend.

Start med at skive to porrer og svits dem i din suppegryde sammen med en god klat smør. Når de har fået lidt farve og er faldet sammen, smider du et fed hvidløg i og hælder en halv liter kyllingefond og en halv liter vand på og lader det hele simre lystigt over svag varme.

Mens suppen hygger sig, skærer du en 4-5 store kartofler i små tern – altså sådan i biksemadsstørrelse – og råsteger dem på en pande i lidt olivenolie og en klat smør. Kartoflerne skal have farve, mere end på billedet. Giv dem også lidt salt og peber.

Når kartoflerne er færdigstegt, hælder du halvdelen af dem i suppen og lader dem koge med et par minutter. Så giver du suppen lidt æbleeddike, en skefuld grov sennep og en god tur med stavblenderen. Smag til med salt og friskkværnet peber.

Anret med resten af de råstegte kartofler og nogle porreringe. Kværn peber over suppen.

med emneordet ,

Calzone – pizzabrød

Her er en pizzadejopskrift.

Kødsaucen er lavet med løg, hvidløg, hakket oksekød, paprika, oregano, tomatkoncentrat, salt og peber. Det er vigtigt, at du reducerer saucen, så den ikke er alt for våd, når du lægger den på dejen. Ovenpå saucen lægger jeg også frisk tomat og mozarella.

Fold over og krymp kanten.

Bag i en..hmm…15 minutter. 200 grader?

med emneordet ,

Bruscetta – simpelthen!

Så er den sgu da ikke længere. God fredag!

med emneordet

Kogte krabbeklør, dildmayo og alt det andet guf

Krabbeklørene har jeg kogt i 20 minutter i masser af vand tilsat en lille håndfuld havsalt, en tsk sukker, lidt peberkorn, korianderfrø og en stor dusk dild. En stor dilddusk. Derefter lod jeg dem trække og køle ned i vandet i cirka samme tid, så de beholder deres saftighed.

Vi spiste klørene med en hjemmerørt dildmayo, med dijonsennep, citron og æblecidereddike, og med den chilisambal, jeg lavede den anden dag, ristet brød og kold og tør hvidvin.

IMG_8577

Krabbeklør smager bare så sindsygt godt, og lige nu er vi i slutningen af sæsonen, så løb mod din nærmeste fiskehandler og få fingrene i nogle klør. Her i københavnsområdet skal du nok slippe en 65-80 kroner per halvkilo. God fornøjelse.

Tjek i øvrigt www.jansmadblog.dk.

Jep, nu er det slut med at smadre T-, U-, M-, B-, L- og R-tasten på dit keyboard mere end nødvendigt. Så kan du koncentrere dig om at smadre krabbeklør i stedet. Hurra!

med emneordet , ,

Kastanjer med chokolade..eller sojasirup?

Der er masser af kastanjer på markedet og i naturen for tiden, og man kan jo tage dem i i hvert fald to retninger: sødt og salt.

Her har jeg – mens jeg ristede kastanjerne i en 200 grader varm ovn i fyrre minutter -smeltet mørk chokolade sammen med revet appelsin, lidt appelsinsaft, smør og rom.

Eller måske har jeg – mens jeg tørstegte kastanjerne på en pande – reduceret soja til sirupsstadiet sammen med chili, stjerneanis, appelsinskal og ingefær.

Du vælger.

med emneordet

Madeksperimenter i Småland – jävla!

Weekendens tur til Småland bød ikke bare på cowboygryde. Her er et par madeksperimenter, som vi nød sammen med kolde øl på en lun sensommerlørdag i september.

Frakken af svineskanken fra cowboygryden blev til hjemmelavede flæskesvær. Svinestregerne på en bageplade med salt og ind i en 200 grader varm ovn i cirka en halv time

Og så var der kantarellerne. Vi plukkede masser af specielt tragtkantareller i skoven lige ved huset.

Smør, timian, salt og peber.

Hjemmesaltet og -røget bacon – den endte med at få 10 timer.

Og sidst, men absolut slet ikke mindst, en grubestegt lammekølle. Vi tog en stor lammekølle på cirka 3 kilo og gav den masser af salt og peber, stak den med hvidløg og lagde masser af friskplukket lyng omkring den.

Så pakkede vi den ind i først stanniol og så masser af klædestof. Derefter gravede vi et hul i jorden, tændte et stort bål, lagde en masse store sten ind i det, ventede to timer, lagde de varme sten ned i hullet, lagde stegen derned, dækkede med resten af stenene og lukkede hullet med jord og til sidst græstørvene.

Og så ventede vi 8 timer og gravede køllen op. 

Køllen var så mør, at vi ikke behøvede en kniv. Kødet blev pillet fra benet med to gafler og serveret med flødekartofler, en skarp tyttebærkompot og masser af rødvin.

Dejlig weekend, drenge!

med emneordet , , ,

Friterede hvidløg og skiver af kartoffel og persillerod – snack om en god kombi!

Hvidløg bliver fantastiske af at blive friteret. Den rå skarphed bliver taget af dem, og de bliver helt bløde efter bare en 5-6 minutter i olien. Ingen grund til at pille papiret af dem inden de ryger i gryden.

Soja rørt med lidt honning og chili som dip. Kold øl?

God weekend!

med emneordet ,

Pastinaksuppe med friteret pastinakskræl og karse – ah, varmt.

Her er en – som de fleste supper er – hurtigt og velsmagende efterårssuppe. Suppen indeholder kun fire ting: Pastinak, kartoffel, hønsefond og lidt smør.

Det første trin er at få fat i en god hønsefond. Ligger der ikke en i din fryser fra sidste gang, du lavede tarteletter? Nå, ikke? Jamen, så find på noget! 

Smid fonden i en gryde, fyr op for den og tilsæt skrællede kartofler og pastinakker. Husk at skylle pastinakkerne rigtig godt og gem skrællerne. Grøntsagerne skal være dækkede af fonden, og du skal i hvert fald have to gange så mange pastinakker som kartofler. Kog i en 20-30 minutter.

I mens suppen koger, laver du tilbehøret, der giver den struktur og understreger pastinakken i suppen. Varm olie op i en lille gryde og fritér pastinakskrællerne. De bliver rigtig sprøde og gode og kan sagtens stå selv som en festsnack, hvis det var.

Når grøntsagerne er gennemkogte, hælder du det meste af kogefonden fra i en skål. En stavblender i gryden og purér. Tilsæt herefter det tilbageholdte kogefond lidt af gangen, indtil suppen har en tykkelse, der behager dig. Til sidst pisker du lidt kold smør i og smager til med salt og friskkværnet peber.

Anret med de friterede skræller og karse.

med emneordet , ,

Sommerforret med laks og chilifraiche

En let og elegant lille forret med laksen på centre court.

Ud over laksen har jeg her også tyndtsnittet fennikel og radiser. Ultratyndtskåret surdejsbrød tørret i ovnen og sat i bløb af creme fraiche 38 %, som jeg har pisket stift sammen med chilipulver, lidt citronsaft, salt og peber. De enkelte bløb af chilifraiche er placeret med en dressingflaske – men det kan jo også gøres med en sprøjtepose.

Og dild, naturligvis dild!

med emneordet ,

En halv grillkylling med det hele

Køb en grillkylling. Altså ikke en af de der friturestegte måger, men en saftig rotisserie-kylling. Pil den og smid stykkerne i en salat med fx tomater, feta og radiser. Her er salaten vendt i en dressing af citronsaft, olivenolie, masser af fintrevet peberrod, salt og friskkværnet peber.

Peberroden gav et godt stærkt spark, og citronen tilføjede friskhed og syre i modspil til fetaen og de fede og saftige stykker kylling.

Dejlig aftensmad, Rikke!

med emneordet ,