Sojabraiseret gris – asiatisk pulled pork

Pulled pork mig her og pulled pork mig der.

Der er ikke det, motorvejscafeterier, kæderestauranter og kødindustrien ikke kan trække nu til dags. Og emnerne bliver mere og mere åndsvage. I REMA1000 så jeg for nogle måneder siden et skilt med teksten “Pulled dadler” og vidste ikke, om jeg skulle fylde indkøbskurven eller kigge efter det skjulte kamera. Jeg endte med at trække på skuldrene.

Men langtidsbraisering af grisens billigere udskæringer i en salt og sød væske er unægteligt en fin ide. Her har jeg taget grisen i hånden – hov, kloven – og ført den østpå.

Start med at brune en nakkefilet godt af på en glohed pande.

Og så braiseringsvæsken: Du skal bruge to skefulde palmesukker (brun farin går også fint), en skefuld sød sojasauce, en skefuld risvineddike, et par tommelfingre grofthakket ingefær, to fed hvidløg, en deciliter sojasauce og en deceliter vand, som du smider i en gryde sammen med en stjerneanis og en skefuld sichuanpeber. Kog væsken op og smid den brunede gris i baljen.

Låg på og så 6-8 timer i ovnen ved 120 grader.

IMG_0773

Tag kødet over i en skål og træk det fra hinanden med to gafler. Si braiseringsvæsken, hæld den over kødtrævlerne og bland rundt.

Og hvad skal man så bruge det saftige, aromatiske kød til?

Well, en mulighed er de der friske forårsruller med rispapir og tonsvis af knas og friskhed fra for eksempel agurk, forårsløg, koriander, bønnespirer, avokado, peanuts, hoisinsauce og chili.

Sådan der!

IMG_0866

med emneordet , ,

Marrokansk tagineret – lækkerier i en lerhat

Kefta mkawra, som denne klassiske nordafrikanske ret hedder, laves traditionelt i en tagine.

Og de fås efterhånden rigtig mange steder – så sgu en i Lidl den anden dag – men i mangel af bedre, kan du sagtens bruge en fad eller en pande. Så længe den har høje kanter, og du har et låg til den.

Få fat et kilo godt hakket okse- eller lammekød. Ned i en skål sammen med salt, peber, masser af paprika og masser af spidskommen og masser af hakket bredbladet persille. Ælt godt sammen og rul kødblandingen ud i små boller på størrelse med en bordtennisbold. Varm olivenolie i fadet eller panden og brun kødbollerne. Tag dem op.

Varm mere olie og steg 2-3 store, hakkede løg og mindst 10 fed hvidløg. Smid et par dåser hakkede tomater i og (igen) masser af spidskommen og paprika. Salt og peber, lidt sukker og en kanelstang. Lidt chili.

Lad tomatsaucen koge lidt ind. En lille halv time for eksempel. Smid kødbollerne i og varm dem igennem.

Nu er vi faktisk færdige…men…5 minutter inden servering slår du en 4-5 æg ud i retten og lægger låg på. Smid til sidst hakket bredbladet persille over og servér med (flad)brød.

Yes!

IMG_0575

med emneordet , ,

Nudelsalat med store fede stykker aburitilberedt laks

Stjernen i denne salat er utvivlsomt den brændte laks.

Japanerne kalder denne tilberedningsform aburi, og på sushirestauranter finder du den for eksempel på nigirikortet. Det, du er ude efter, er kombinationen af brændt og karamelliseret laksefedt på ydersiden og frisk, rå fisk i midten. Derfor er det en tilberedningsform, der fungerer bedst med federe fisk. Kan du få fat i det marmorerede toro-kød fra tunens bug, er det så sandelig også delikat tilberedt aburi.

Nå men, tilbage til laksen.

Skær den ud i generøse stykker og rod alle dine køkkenskabe og -skuffer igennem – og find din gamle gasbrænder i nederste og allerfuckingsidste skuffe. Herefter liner du laksestykkerne op på grillrist eller sølvpapir og flammekaster løs. Stykkerne skal få brændt kanterne og antydningen af en stegeskorpe – men heller ikke mere.

IMG_9899

Du kan også branke direkte over dit komfurs gasblus, hvis du køber en af de der fiskegrillriste – også kaldet en fiskevender. De fås i øvrigt i mange asiatiske butikker for en slik.

Kog herefter nogle æggenudler efter pakkens anvisninger, skyl dem under den kolde hane, dryp af og bland dem med finthakkede forårsløg og mere groft hakkede agurker. Ryst en marinade sammen af sojasauce, sød sojasauce, solsikkeolie, limejuice, sesamolie, revet ingefær, revet hvidløg og lidt chilisauce.

Vend salaten i marinaden og top til sidst med de fede fiskestykker, koriander og hakkede saltede cashewnødder.

Du kan i øvrigt læse mere om at købe og spise rå laks her.

IMG_9942

med emneordet ,

Svampelasagne – umamimania

Du har brug for en hel masse svampe.

Lige for tiden er der jo ganske få svampe i sæson her i Danmark, så du kan være forvist til markchampinoner og for eksempel østershatte. Har du tegnebogen eller samlerhatten skruet ordentligt på, kan du dog gå morkelvejen.

Læser du denne opskrift i efteråret, bør du slå dig løs i Karl Johan, trompetsvampe og kantareller, eller hvad du nu kan finde. Bland så godt ud kan og forsøg at få fat i 600-800 gram.

Derudover skal du bruge pastaplader, et fint blob piskefløde, et fin blob sødmælk, smør, olivenolie, saften fra en halv citron, en håndfuld cherrytomater, et par skalotteløg, et par fed hvidløg, parmaskinke (kan undværes), frisk oregano, salt, peber og masser af ost – for eksempel mozzarella og parmesan eller pecorino.

IMG_9587

Det første, du gør, er at stege bonussmagen frem i svampene.

Masser af smør i panden sammen med lidt olivenolie. Finthak skalotteløgene og sautér dem. Rens og hak svampene og smid dem i panden. Giv dem tid. Lad vandet koge ud og fryd dig, når stegelyden begynder at sætte ind. Du er ikke færdig, før svampene har fået stegeskorpe.

Så tilsætter du fløde og mælk.

Lad den koge lidt ind med svampene og giv så det hele citronsaft, finthakket hvidløg, salt og peber. Masser af peber. Denne blanding er basen for lasagnen, så den skal være velkrydret. Du kan også give svampeblandingen lidt tabasco eller tørret chiliflager, hvis du er i det humør. Bliv ved med at koge blandingen ind, til den er cremet og dejlig.

Og så samler du lasagnen.

Mellem hver lasagneplade skal der være svampe, masser af ost, oregano, cherrytomater i skiver og, hvis du synes, parmaskinke. Slut af med masser af ost på toppen.

Gratinér lasagnen i ovnen ved 180 grader i omkring 30 minutter.

To ting skal ske i ovnen: Osten skal blive gylden – og ufattelig appetitlig og fotogen, i øvrigt – og lasagnepladerne skal koges. Det sidste sker kun, hvis der er væske omkring dem. Derfor skal du huske at presse hele lasagnen sammen, når du har samlet den, og tjekke om selv de øverste plader er med i legen. Hvis de ikke er det, kan du tilsætte lidt mere mælk eller fløde ude i kanten.

Denne lasagne er fin til fire personer og er meget fyldig og cremet i munden – så en simpel syrlig salat som tilbehør er en god ide.

Og rødvin.

IMG_9676

med emneordet , , ,

Caesarsalat med sprød seranoskinke og sennepskylling

Egentlig sært, at jeg ikke har lavet caesarsalat før i bloggens snart 5 årige historie, det er nemlig en ret, som jeg ofte lægger mig ud med og gane til. Her er en version, der ligger tæt op af den klassiske version, men med mindre småjusteringer.

IMG_8726

Først pisker du en standardmayo af en gækkeblomme – arh, hold nu kæft, påskehjerne – æggeblomme, en teskefuld dijonsennep, et vrid citronsaft, salt og peber og så selvfølgelig neutralsmagende olie. Mayo’en hælder du over i din blender eller hakkemaskine og tilsætter en tre-fire ansjosfileter, nogle store stænk worcestershire sauce og 50-75 gram god lagret cheddar.

Jeps, cheddar og ikke parmesan. Men altså, husk, det er en god lagret en af slagsen – ikke den der pose med revet vulgær nachoscheddar fra Nettos køledisk.

Blitz og justér. Lidt mere citron? En ansjos mere?

Og så salatens grundstoffer, som dressingen skal kramme:

Salaten er romaine. Den er sgu svær at erstatte – og det er der i øvrigt ingen rationel grund til. Sprød og substantiel. Kyllingen, som kan være både inderfilet og bryst, har jeg stegt i olivenolie og smør i panden og til sidst tilsat generøse skefulde af klassisk grov sennep og lidt citronsaft. Rigeligt salt og friskkværnet sort peber.

Sprødstegt serranoskinke og ditto brødcroutoner er de sidste komponenter. Croutonerne har jeg stegt i smør sammen med et par hele fed upillede hvidløg, som lige har fået et slag med knytnæven.

Vend det hele i dressingen i sidste øjeblik før serveringen, så salaten, skinken og croutonerne beholder deres appetitlige sprødhed.

IMG_8799

med emneordet ,

Min ultimative kartoffelmad – forår lagt på rugbrød

Så…er jeg tilbage fra Sydøstasien, som de af jer, der følger med på instagram, nok har set.

Og med forårets knopskydning er en kartoffelmad med et ordentlig spark i røven en perfekt måde at kickstarte madbloggen efter feriepausen.

Skal vi?

IMG_8552

Min kartoffelmad har – ud over ‘toflerne – bacon, miniflæskesvær, friterede skalotteløg, purløg, kørvel og trøffelmayo på samvittigheden.

Først kartoflerne: Vælg en sort, der ikke er melet. Aspargeskartofler er et godt bud, men også Annabelle og Belana er fine. Kog dem med salt til den korte side, så de ikke går i stykker, når du skærer dem. Smid dem i køleskabet.

Og så bacon og flæskesvær.

Jeg er begyndt at købe hele stykker bacon i stedet for de der forskårne bacontern eller skivebacon. Og det fungerer særligt godt her, for så kan du tage skindet af og friturestege det til små velsmagende flæskesvær, der giver knas og struktur, og skære maskuline tern af kødet, som du kan pandestege til saftige baconbomber.

Skalotteløgene snitter du i fine ringe, vender i hvedemel og friterer i den neutralsmagende olie, som du stegte flæskesværene i.

Og så trøffelmayoen.

Først rører du en standardmayo med en æggeblomme, citronsaft, dijonsennep, salt og peber og så neutral olie lidt af gangen. Gå efter en ret stiv mayo.

Og så trøffel.

Du er naturligvis mere end velkommen til at få fat i en gris, flytte til Frankrig eller Italien og sætte jagten ind på trøfler. Men du kan også kængurustylte den over gærdet med en trøffelolie. Men pas på, de olier er ret smagspotente. Kun en lille teskefuld. Vend eventuelt en skefuld creme fraiche 38% i mayoen til sidst – det tilføjer en syrlig kant, som citronsaften ikke kan levere.

Hvis du har en dosseringsflaske, giver det god mening at bringe den i spil her og omhælde mayoen, så du kan sætte den præcist rundt omkring på maden.

Saml alle komponenterne: Først rugbrød, så smør, så kartofler, så salt og peber, så klatter af mayo rundt omkring, så bacon, så flæskesvær, så finthakket purløg, så kørvel, så de sprøde friterede løg…og så lidt mere kørvel og salt og friskkværnet sort peber.

Frokost. Lige der.

med emneordet , ,

Teriyakigris med sorte sesamfrø og edamamebønnesalat – grynt og grønt

Da jeg for nogle år siden rejste rundt i Japan var sushi i alle afskygninger naturligvis førsteprioritet – og ja, sushi i Japan er rigtig, rigtig godt. Men en gang imellem fik man en ubændig trang til kød, og så var koreanske grill-restauranter, yakitori-måltider og teriyaki-marineret kød ganske kærkomne indslag på menuen.

Her en en salt og saftig griseret, der giver flashbacks til små lurvede sidegade-joints i Kyoto.

Start med at pudse en svinemørbrad af og brun den i en hed pande, indtil du har opbygget en sund stegeskorpe og en fin velduftende røgudvikling i køkkenet.

IMG_7155

Til grisens marinade skal du bruge en deciliter risvineddike, en deciliter teriyakisauce og en deciliter sojasauce og et par teskefulde sorte sesamfrø.

IMG_7161

Start med at smide eddiken i panden ved siden af brunede svindemørbrad og lad den reducere lidt, så du hiver den rå skarphed ud. Derefter tilføjer du teriyaki’en og sojaen. Tilsæt de sorte sesamfrø og vend grisen rundt i blandingen. Lad det hele reducere et minuts penge og smid låg på panden. Jo jo, den er god nok – låget fra din rigtig store gryde passer til panden.

Skru ned på lavt blus og gå hvileløst rundt om komfuret i en 5-7 minutter.

I teriyakisauce er der en del sukker, så du ender med en herlig mørkgylden sirup. Men den kan reducere for meget og ende som sorte, brændte klumper i bunden af din pande. Så tjek lige en gang i mellem og slyng grisen rundt ved samme lejlighed.

IMG_7178

Lad mørbraden hvile et par minutter og anret den i mundrette skiver med et par skefulde af den reducerede teriyaki-soja-eddike-sirup henover og til sidst en dosis friskhakket koriander.

Salaten er syrlig og aromatisk, og den komplimenterer den salte gris ganske nydeligt.

Striml forårsløg og bland dem med hakkede agurker og blancherede edamamebønner. Du kan godt købe udbælgede bønner – for eksempel i Irma – men ellers tager det sgu ikke mange minutter og fingerkræfter, selv at gøre det. Vend hele baduljen i en blanding af lime, lidt sojasauce og friskrevet ingefær.

Frem med spisepindene og en rimfrostet pilsnerøl.

IMG_7355

med emneordet , , ,

Marrokansk…ish gryderet med lam, kikærter og mynte

Den her gryderet kan du smække sammen på en 20-30 minutters tid. Og så skal den bare boble sig færdig i gryden på et par timer, mens du endelig får has på den skide vandlås.

IMG_6934

Slå dine barkede næver i et pund skært lammekød, et pund udblødte, forkogte kikærter, et par store løg, tre-fire fed hvidløg, en lille knold ingefær, et godt bløb creme fraiche, grøntsagsboullion, mynte, salt, peber og en karryblanding bestående af en tsk korianderfrø, spidskommen og sennepsfrø samt en halv stjerneanis.

Start med at skære kødet ud i terninger og brun det godt af i små omgange på en pande, så du får masser af stegeskorpe. Mens kødet sprutter, maler du karryblandingen i en morter, eller hvad du nu ellers bruger – en gammel kaffemølle er virkelig god.

Rist herefter karryen af i den gryde, som du vil lave retten i, mens du stikker din vinterforkølede snude ind over gryden og tager et ordentligt hit. Tilsæt smør eller olie til gryden og sautér løgene, som du forinden har hakket fint. Smid også hvidløget i grofthakket og ingefæren fintrevet. Tilsæt det nu brunede kød og grøntsagsbouillonen – en halv liter eller sådan – og læg låget på.

Bobl løs ved lav varme indtil kødet er mørt.

Det er sådan et par timer.

IMG_6945

Rør til sidst creme fraiche og de forkogte kikærter i og giv det hele et par minutter, så ærterne bliver varmet igenne.

Juster med salt og peber.

Mynte på til sidst.

Server med ris eller bulgur eller couscous eller fladbrød.

med emneordet , ,

Pocheret pære, vaniljecreme og hasselnøddecrumble

Meget hurtigt!

Pocher halverede, skrællede, udkernede pærer i en lage af 1 del sukker, 3 dele vand og en stjerneanis i en times tid. Lad dem trække i lagen et køligt sted i et døgn eller to….arh, alright, ikke så hurtig dessert alligevel.

Men skal du pinedød bruge desserten i aften, så kan du jo knappe en dåse op.

Vanillecremen er marven fra en vanillestang og lidt lynghonning pisket med lige dele græsk yoghurt og creme fraiche, og knaset er masser af smør og sukker på en pande sammen med rasp og hakkede hasselnødder. Steg ved middel varme, indtil du har et sprødt crumblepulver.

Og erh…næh jamen, det var det.

IMG_5645

med emneordet ,

Torsk i pankofrakke med fennikelsalat – elegant

Selvom nytåret er overstået, er det slet ikke for sent til torsk.

Her har jeg pankopaneret og pandestegt den og lavet en simpel fennikelsalat til.

Fin lille vinterforret.

IMG_5826

Panko kan du efterhånden få mange steder. Min fiskemand har det for eksempel. Men ellers opdrives det i velassorterede thaisupermarkeder eller via lidt lummer small talk med din sushipusher.

IMG_5678

Vend torsken i saltet mel, så æg og så panko.

Og så på panden.

Du kan naturligvis godt bruge en af de mange andre torskefisk, for eksempel lyssej eller kuller, men husk ikke at give fisken for lang tid på varmen. Pankofrakken sprøder hurtigt op, og fisken er dejligere, hvis den grænser til det undertilberedte.

Jeg steger i en blanding af olivenolie og smør.

Salaten har jeg lavet ved at mandolere fennikel på den tyndeste indstilling og vende de sprøde flager i min bedste olivenolie, citronsaft, salt og friskkværnet sort peber. Den har også fået lidt hakket fennikeltop – husk altid at vælge dem med masser af grønt på toppen, når du smider fennikel i indkøbskurven.

IMG_5876

Mmm, dobbeltsprødt.

IMG_5850

med emneordet , , , ,