Tag Archives: ost

Grillet aubergine med bøffelmozzarella i tomat – vegetarisk totalpres

Aubergine og tomat. Der er sgu et eller andet i den kombination. Og det har middelhavskøkkenerne fundet ud af for længe siden. Tænk bare på klassikere som den græske musaka eller imam bayildi fra Tyrkiet.

I den her opskrift ruller jeg tynde skriver af aubergine rundt om bøffelmozzarella og giver dem et hug under grillen i en simpel tomatsauce med masser af hård ost revet over.

Så, skal vi køre?

Hvis du kan få fat i en ordentlig kleppert af en aubergine, bør du godt kunne få en 10-12 skiver ud af den. Skær dem så tynd, som du har kniven til. Bred skiverne ud på en bageplade, giv dem olivenolie og salt og bag dem i en tyve-tredive minutters tid ved 150 grader, til de er bøjelige.

Når du har smidt skiverne i ovnen, er det i gang med tomatsaucen.

Start med gode mængder olivenolie i en gryde og steg et hakket løg sammen med frisk rosmarin, lidt tørrede chiliflager og et enkelt fed hvidløg – også hakket. Når løget er faldet sammen, tilføjer du en lille teskefuld sukker og et plask balsamicoeddike. Reducer eddiken helt ned og tilsæt derefter en dåse hakkede eller purerede tomater og samme mængde vand.

Bløb videre ved lav varme under låg en tyve minutters tid og juster sidst til med salt og hvid peber. Måske lidt mere sukker. Giv den også mere friskhakket rosmarin.

Når saucen er færdig, passer det med, at dine aubergineskiver er klar til kamp. Vikl hver af skiverne om et godt stykke bøffelmozzarella – sådan en tommelfingers tykkelse – og placer dem i tomatsaucen nede i gryden. Nænsomt. Blidt. Kærlighed, ik?

Riv generøse mængder parmesan eller pecorino over og smid gryden under grillen i din ovn for fuld høvl, indtil retten er boblende og uimodståelig. Det er sgu da meget godt det der.

IMG_7187

Server med en grøn salat eller lidt grillet brød. Eller begge, måske.

Og et glas Primitivo eller så’rn.

med emneordet , , , ,

Svampelasagne – umamimania

Du har brug for en hel masse svampe.

Lige for tiden er der jo ganske få svampe i sæson her i Danmark, så du kan være forvist til markchampinoner og for eksempel østershatte. Har du tegnebogen eller samlerhatten skruet ordentligt på, kan du dog gå morkelvejen.

Læser du denne opskrift i efteråret, bør du slå dig løs i Karl Johan, trompetsvampe og kantareller, eller hvad du nu kan finde. Bland så godt ud kan og forsøg at få fat i 600-800 gram.

Derudover skal du bruge pastaplader, et fint blob piskefløde, et fin blob sødmælk, smør, olivenolie, saften fra en halv citron, en håndfuld cherrytomater, et par skalotteløg, et par fed hvidløg, parmaskinke (kan undværes), frisk oregano, salt, peber og masser af ost – for eksempel mozzarella og parmesan eller pecorino.

IMG_9587

Det første, du gør, er at stege bonussmagen frem i svampene.

Masser af smør i panden sammen med lidt olivenolie. Finthak skalotteløgene og sautér dem. Rens og hak svampene og smid dem i panden. Giv dem tid. Lad vandet koge ud og fryd dig, når stegelyden begynder at sætte ind. Du er ikke færdig, før svampene har fået stegeskorpe.

Så tilsætter du fløde og mælk.

Lad den koge lidt ind med svampene og giv så det hele citronsaft, finthakket hvidløg, salt og peber. Masser af peber. Denne blanding er basen for lasagnen, så den skal være velkrydret. Du kan også give svampeblandingen lidt tabasco eller tørret chiliflager, hvis du er i det humør. Bliv ved med at koge blandingen ind, til den er cremet og dejlig.

Og så samler du lasagnen.

Mellem hver lasagneplade skal der være svampe, masser af ost, oregano, cherrytomater i skiver og, hvis du synes, parmaskinke. Slut af med masser af ost på toppen.

Gratinér lasagnen i ovnen ved 180 grader i omkring 30 minutter.

To ting skal ske i ovnen: Osten skal blive gylden – og ufattelig appetitlig og fotogen, i øvrigt – og lasagnepladerne skal koges. Det sidste sker kun, hvis der er væske omkring dem. Derfor skal du huske at presse hele lasagnen sammen, når du har samlet den, og tjekke om selv de øverste plader er med i legen. Hvis de ikke er det, kan du tilsætte lidt mere mælk eller fløde ude i kanten.

Denne lasagne er fin til fire personer og er meget fyldig og cremet i munden – så en simpel syrlig salat som tilbehør er en god ide.

Og rødvin.

IMG_9676

med emneordet , , ,