Egentlig sært, at jeg ikke har lavet caesarsalat før i bloggens snart 5 årige historie, det er nemlig en ret, som jeg ofte lægger mig ud med og gane til. Her er en version, der ligger tæt op af den klassiske version, men med mindre småjusteringer.
Først pisker du en standardmayo af en gækkeblomme – arh, hold nu kæft, påskehjerne – æggeblomme, en teskefuld dijonsennep, et vrid citronsaft, salt og peber og så selvfølgelig neutralsmagende olie. Mayo’en hælder du over i din blender eller hakkemaskine og tilsætter en tre-fire ansjosfileter, nogle store stænk worcestershire sauce og 50-75 gram god lagret cheddar.
Jeps, cheddar og ikke parmesan. Men altså, husk, det er en god lagret en af slagsen – ikke den der pose med revet vulgær nachoscheddar fra Nettos køledisk.
Blitz og justér. Lidt mere citron? En ansjos mere?
Og så salatens grundstoffer, som dressingen skal kramme:
Salaten er romaine. Den er sgu svær at erstatte – og det er der i øvrigt ingen rationel grund til. Sprød og substantiel. Kyllingen, som kan være både inderfilet og bryst, har jeg stegt i olivenolie og smør i panden og til sidst tilsat generøse skefulde af klassisk grov sennep og lidt citronsaft. Rigeligt salt og friskkværnet sort peber.
Sprødstegt serranoskinke og ditto brødcroutoner er de sidste komponenter. Croutonerne har jeg stegt i smør sammen med et par hele fed upillede hvidløg, som lige har fået et slag med knytnæven.
Vend det hele i dressingen i sidste øjeblik før serveringen, så salaten, skinken og croutonerne beholder deres appetitlige sprødhed.
Jans madblog 