Knivskarp chokoladetrøffelkage – dekadent mørk forkælelse

Intet mel. Intet bagepulver. Intet bullshit.

Denne dessert er mere et stort stykke konfekt end en chokoladekage. Herligt. Et lille bid er mere end nok. Og samtidig helt perfekt.

Og du skal kun bruge tre ingredienser: 400 gram godt mørk chokolade, 200 gram smør og en 5-6 æg afhængig af størrelse.

Det er det.

Start med at gøre formen klar. En springform. Luk den omkring bagepapir, så den slutter bedre til, og så du har papir i bunden. Smør hele formen rigtig godt og put stanniol omkring den. Formen skal nemlig i vandbad, når den har fået chokolademassen i sig.

Brug en god mørk chokolade, omkring de 70%. Her har jeg blandet lidt fra Afrikas øst- og vestkyst. 

Smid chokoladen i et vandbad sammen med smørret og lad det langsom blande sig med lidt forsigtig omrøring hist og pist. Benytter du usaltet smør, så giv massen et lille nip salt. Tag dig god tid. At inkorporere smør og chokolade er en af livets stille lyksaligheder.

Når massen er silkeblød og fuldstændig blandet, tager du den af vandbadet og stiller den til side.

Og så til æggene.

Knæk dem ned i en skål og smid den over vandbadet. Lad æggene varme en smule og pisk dem, til de tager volumen. En fire-fem gange deres oprindelige størrelse.

Nu gælder det om, at de to masser har nogenlunde den samme temperatur, ellers fucker det op, når du skal kombinere dem. Men bliv nu heller ikke for paranoid – det skal nok gå.

Fold lidt af æggemassen ind i chokoladen ad gangen. En tre eller fire omgange. Det kræver en del dejskraberarbejde, men det skal nok lykkes til sidst.

Og så skal den i ovnen. Ved 225 grader.

Skrab dejen ned i springformen. Sørg for at få det hele med. Eller altså…der skal selvfølgelig også være lidt i skålen til senere slikning.

Springformen stiller du i et vandbad med varmt vand, der når samme højde udenfor formen, som chokolademassen når indeni formen.

Bag først i 5 minutter og dæk derefter springformen til med stanniol og giv den 10 minutter mere. Tag formen ud, pil alt sølvpapiret af og lad kagen køle ned en halv times tid. Smid film omkring formen og sæt kagen på køl i mindst to timer. Gerne fire eller natten over.

Og nu…nu er den klar til at blive skåret med en meget varm kniv, så den får en helt skarp kant.

Uhørt dekadent og ganske vulgært.

 Uha!

image

med emneordet , ,

Bagt feta – græsk ostefondue

En meget simpel omgang natmad eller snack.

En god blok feta med masser af cherrytomater, hakkede oliven og frisk oregano. Lidt olivenolie og friskkværnet peber. Lidt havsalt på tomaterne. Og så en halv times tid i en 150 grader varm ovn. Feta smelter ikke, men den bliver blødere og mere medgørlig.

Og hvad skovler man så fetaherlighederne ind med? Tja, hvad med trekanter af grillet pitabrød? Det spiller sgu.

med emneordet , , ,

Knasende og saftigt svinebryst på kinesisk – 哦妈妈

Et af festmåltiderne i det kinesiske og koreanske køkken er stegt eller braiseret svinebryst med masser af spark, tekstur og fedme. Svinebrystet er smagsmæssigt tæt pakket og meget taknemmeligt at stege.

Heldigvis er udskæringerne fra netop brystet særdeles let at skaffe i dette lille griseelskende land i form af for eksempel ribbensteg, som slagteren skærer netop fra den del af vores lyserøde ven.

image

Så altså…få fingrende i et stykke bryst og rids det, hvis det ikke allerede er det. Det er ribbensteg næsten altid, hvis du køber den i supermarkedet.

Til krydderiblandingen skal du bruge en spsk sichuanpeber, en halv spsk fennikelfrø, en halv spsk kinesisk fivespice, en halv stjerneanis, en spsk salt og en tsk sukker.

Giv blandingen en god tur i morteren, gnid den godt og grundigt ind i kødet og lad det hvile i køleskabet natten over, hvis du har tid – men ellers et par timer.

image

Grisen skal så have et par timer i ovnen. Op på en rist i et ovnfast fad med lidt væde ved, så undersiden dampes, og stegen holdes saftig. Giv den halvanden til to timer ved 200 grader. Til allersidst giver du den fuldt skrald under grillen, så sværen bobler og knaser op.

Sådan en omgang maveflæsk er – uanset hvor usandsynligt fingerslikkende lækkert det er – en fed omgang, og det giver god mening at servere den med et syrligt tilbehør, der kan bringe balance i retten.

Snit spidskål helt fint, for eksempel med en mandolin, og vend det i en skarp dressing på risvineddike rørt op med lidt sojasauce og sukker. Har du ikke risvineddike, kan du sagtens bruge citronsaft.

image

Skær brystet i mundrette stykker og server sammen med den syrlige lynmarinerede spidskål. Eller…spis direkte fra skærebrættet, så snart kniven har forladt steget.

Ja, du vil nemlig gerne.

En lille skål med teriyakisauce til at dyppe i er heller ikke af vejen.

God fornøjelse.

image

Er du interesseret i kombinationen af kinesiske krydderier og svinekød så tjek min opskrift på kinesisk vildsvinegryde.

med emneordet , , ,

Brændende kærlighed – flammende, nærmest!

Kartoffelmos med lidt baconfnuller på toppen.

Ja, det lyder jo godt og en fin måde at dreje håndsvinget på 2014.

Kog kartoflerne godt ud. Hæld vandet fra, tilsæt en god gang smør, en håndfuld revet parmesan en skefuld creme fraiche og rør kartoflerne til en mos. Og så meget vigtigt: justér konsistensen med sødmælk.

Der er intet værre end en stor tung klump stiv mos. Eller altså, det er der selvfølgelig. Masser af ting. Men det er en kende uappetitligt. Kartoffelmos skal være let og cremet.

Smag til med salt og peber.

image

MEN…imens kartoflerne koger, smider du 200 gram bacon i en pande ved middel varme. Steg indtil de er gyldne og sprøde. Smid 2 strimlede løg og 1 fed hakket hvidløg ned til grisen sammen med 1 strimlet rød peber.

Hæld til sidst lidt vand ved og steg ind, men kun indtil blandingen stadig er saftig og lind. 

image

Tilsæt lidt chilisauce, tabasco eller cayennepeber – den skal sgu brænde lidt på læben. Husk også at give den salt og peber.

Anret med lidt hakket kruspersille eller purløg.

Sløset, rodet og herligt.

med emneordet , , , , , , , ,

Søde og syrlige marengs med lemon curd – ganske godt, ganske ganske godt

image

Jeg bruger 4 æggehvider og 180 gram sukker, et ganske lille nip salt og nogle få dråber citronsaft til marengs. Og så mindst ti minutter i piskeren. Måske et kvarter. Massen skal være sej og skinnende.

Lemon curd fås efterhånden en del steder i Danmark, og du kan i hvert fald købe det i Irma. 

image

Først klatter du skefulde af marengsmassen på bagepapir og så en teskefuld lemon curd på. Ja, en omgang spejlæg på dette stadie. 

image

Og derefter en skefuld marengsmasse ovenpå, så den syrlige masse bliver indkapslet i sødme.

Halvanden time i ovnen ved 100 grader. Herefter er de knasende sprøde, men samtidig ganske bløde og medgørlige i midten. Sej marengsmasse blandet med skarp citron.

image

med emneordet , , ,

Crêpes Suzette med æbler – IIIIIILD, LØØØB!

Ud over regnbueisen og den forfærdelige bananasplit, findes der vel næppe en mere klassisk dessert end Crêpes Suzette. Her er jeg gået æblevejen og har erstattet Grand Marnier med Calvados.

image

Først crepes’ene: 3 æg, 3 spsk. neutral olie, 1 spsk. sukker, 1/2 tsk. salt, 1/2 liter sødmælk, omkring en håndfuld hvedemel, vaniljekorn fra en vailjestang. Rør ingredienserne sammen – mælken til sidst, så du kan kontrollere tykkelsen af dejen.

Den må gerne være på den linde side, så du kan lave tynde, delikate pandekager. Gør det. Der bliver cirka 8-10 stk. Dette kan du gøre i god tid før du vil lave desserten, for pandekagerne kan sagtens ligge i køleskabet i flere timer.

image

På blusset med en lille kasserolle. Varm 50-100 gram smør op sammen med saften fra en 4-5 danske efterårsæbler og en lille håndfuld brun farin. Mens den blanding hygger sig, karameliserer og reducerer en smule, folder du pandekagerne to gange, så de bliver til kvarte cirkler. Herefter lægger du dem alle i panden med spidserne ind mod midten. På den måde kan du have alle pandekagerne i panden på en gang.

Og nu…ild.

image

Sæt panden på ved svag varme og hæld den kogende appelsinblanding over pandekagerne. Ryk kasserollen tilbage på blusset og varm et godt bløb Calvados op i den. Hæld alkoholen over de appelsinerede pandekager og stik ild. Smuk dramatik.

Når flammerne dør, kan du servere balladen. En knödel god vanilleis er sgu ikke af vejen her. God fornøjelse!

image

med emneordet , , , ,

Flødekartofler, flødekartofler, flødekartofler

Er det virkelig så vigtigt at lave så meget lirumlarum – og et blogindlæg – om en af vores mest simple vintertilbehør?

Ja, ‘gu er der da så

Flødekartofler kan sagtens være stjernen på bordet.

image

Jeg har gennem tiden eksperimenteret en del med flødekartofler. Visse eksperimenter er gået godt og andre knapt så godt.

For eksempel gav det på et tidspunkt god mening i mit hovede at smide et par generøse skefulde stærk sennep i fløden. Men syren i moutarden får fløden til at skille og det hele blev en kende sært. Hmm, måske kan det lykkes med sennepspulver eller hele ristede sennepsfrø?

image

To ting vil jeg dog mene er altafgørende i en omgang flødekartofler: At de er tilpas saltede, og at fløden er tyknet. Derfor er det vigtigt at salte og pebre hvert lag af kartoflerne godt, og at man ikke giver kartoflerne for kort tid i ovnen.

Flødekartofler skal have mindst halvanden time, men så ved forholdsvis lav varme – måske en 160 grader. Dette gør, at stivelsen i kartoflerne kan trække ud i fløden, og at fløden har tid til at reducere en smule. De sidst ti minutter kan du give ovnen fuld skrue, så toppen kan blive brun og boblende smuk.

Selvom det hedder flødekartofler bruger jeg halv sødmælk og halv fløde. Det kan også blive for tungt. Og så ellers et fintsnittet skalotteløg og frisk timian lag om lag med kartoflerne. Timian giver så meget mening med kartofler. Er man på den frankofile side kan man også smide lidt hvidløg eller gnide fadet med et fed efter man har smurt det. 

Ingen rasp, ingen ost, ingen kartoffelmel.

Jeg vil mene, at sådan en gang flødekartofler sagtens kan stå helt alene blot med en syrlig grøn salat. Det er en perfekt vegetarfrokost i min bog.

med emneordet , , , ,

Silkeblød og cremet chai-is – en sofistikeret icetea

image

En lille cremet is der rundede min indiske madklubaften af i fredags – i hvert fald madmæssigt.

Start med at riste en kanelstang, et par nelliker, en 6-8 kardemommekapsler, en stjerneanis, lidt hvide peberkorn og lidt allehånde i en tykbundet gryde. Det gælder om at vække olierne i dem

Hæld en kvart liter piskefløde og en kvart liter sødmælk i gryden, skru ned på lavt blus og lad det simre lidt sammen med krydderierne. Du kan sagtens snyde dig udenom palaveret med at riste krydderier ved at gå i en tehandel – for eksempel Netto – og købe en pakke chaitebreve. En to-tre breve går fint som substitut til krydderierne.

Lad massen køle ned, si krydderierne fra – eller pil teposerne op – og tilsæt 2 æg, 100 gram sukker og et nip flagesalt. Pisk massen godt sammen indtil æggene og sukkeret er fuldstændig opløst i flødemælken.

Og nu varmer du så hele massen op under omrøring. Stop inden den koger, men efter den har tyknet betragteligt.

Så er det bare at køle massen ned og køre den gennem din ismaskine.

Nå ja, altså sådan en skal du jo have. Joh! Altså har du ikke læst opskriften igennem, før du gik i gang? Tsk tsk. Nå, men afsted til H.W. Larsen med dig.

med emneordet , , ,

Indisk lammekølle plus naanbrød er lig med tømmermandskryptonit

Det kan godt være, at der er en kende langt mellem mine indlæg disse måneder, men det betyder ikke, at jeg går og sulter. Det er bare fandens svært at tage billeder, når det nordiske mørke lukker sig omkring en fra man står op til man kommer hjem fra arbejde.

Men heldigvis har man jo weekenderne.

Lørdag lavede jeg en tømmermandsdræber af resterne fra en indisk aften, som jeg hev på bordet fredag for min madklub. Håndtaget er et hjemmelavet naanbrød, som er ganske let at lave. Så lad os starte med at kigge på det.

image

Du skal bruge 450 gram hvedemel, 25 gram gær, en kvart liter lunkent vand, 4 spsk yoghurt, 3 tsk salt, masser af smeltet ghee eller smør. Udrør gæren i vandet og tilsæt saltet og yoghurten. Rør godt ud.

Tilsæt næsten alt melet og ælt dejen grundigt. Dejen vil være ret våd, en konsistens som blødt tyggegummi og meget elastisk. Den kan godt være lidt svær at ælte, men jeg ved jo, du elsker en udfordring. Lyt eventuelt til lidt Fuck Buttons imens.

image

Læg dejen i en skål og stil den tildækket et lunt sted. En, hmm, time eller to. Den hæver raskt.

Og så til den rigtige varme.

Har man ikke en tandoor-ovn i baghaven – eller en baghave for den sags skyld – så rykker man sin ovn op på grill og fyrer helt op for den. Min kan præstere 260 grader. Har din ovn en Dante-indstilling, så brug gerne den. Sørg for at varme ovnen ordentlig op, før du smider dejen ind.

Del dejen op i en 5-6 kugler og rul dem forholdsvis tynd ud. Sådan en halv centimeter. Børst dem med ghee eller smeltet smør og sæt dem ind på den allerhøjeste rist. Lige under det rødglødende grillelement.

Sæt dig foran ovnen og nyd showet. Naanbrødene skal boble og må gerne få lidt mørke og brændte kanter, men samtidig være bløde og luftige i midten. De er færdige på en 2-3 minutter.

Når de kommer ud af ovnen, børster du dem med lidt mere smeltet ghee eller smør og drysser dem med nigellafrø eller hakket hvidløg og koriander.

image

Selve kødet og saucen til tømmermandsmiraklet er fra en langtidsstegt lammekølle i stærk masala, som jeg lavede dagen før.

Hvis du har en 5-6 timer, så tager du en lammekølle, ridser fedtet og gnider den med olie, salt og peber. Bruner den i ovnen ved 250 grader, tager den ud, hælder saucen over, dækker godt og grundigt med stanniol og lader den hygge sig i ovnen i mindst 4 timer ved 90 grader. De sidste tyve minutter tager du stanniolen af og skruer op på 200 grader, så det hele bobler og vrider sig syndigt.

Og i øvrigt så er saucen bare masser af løg, en god karryblanding, chili, hvidløg, ingefær, hakkede tomater, vand, limesaft og salt, der alt sammen er blevet kogt grundigt ind et par timer.

image

Resten af fyldet er agurker, koriander, rødløg, yoghurt – ja, eller faktisk en raita – og en satan af en chilisauce – for eksempel den her.

Tja, det er vel bare det.

God søndag.

med emneordet , , , , , , , , ,

“See whether it’s marked ‘poison’ or not” – chilisauce

Det er altid godt med en chilisauce i køleskabet.

Tabasco. Sriracha. Blair’s Sudden Death Sauce. Ass Blaster Hot Sauce (With Outhouse). One Fuckin Drop at a Time Hot Sauce. Og min nye favorit: Boar’s Breath “Belly Cheer” Habanero Hot Sauce.

Det virker som om, de enkelte producenter har mere fokus på at komme op med det mest vanvittige navn til etiketten end på selve indholdet af flasken.

Tjek selv flere her.

Men man kan jo altså også selv flikke en chilisauce sammen. Og det er netop hvad jeg har gjort her – på basis af en røvfuld chilier leveret af en flink kollega og chiliaficionado.

image

Chilinørderne blandt læserne vil nok kunne spotte, at han havde givet mig flere frugter over 10 på Scovileskalaen, blandt andet Trinidad Scorpion og Red Savina. Alt i alt en god handskeklædt håndfuld chilier.

Og det med handsker er absolut ikke en joke, når man er oppe i denne del af skalaen. Øjne, nej. Skridt, neej.

image

Godt med olivenolie i en dyb gryde, et grofthakket løg. Svits, svits. Lidt sukker og så en dåse flåede tomater. Og så chilierne i. Lad det boble en ti minutter tid. Bare så chilierne bliver møre.

Det bedste er herefter at køle blandingen lidt ned, før du stavblender den. I kogende tilstand kan den godt sprutte som lava. Og vi ved jo alle, hvor nas det gør, når man får lava på nallerne.

image

Sørg for at skolde eller koge flasken inden du hælder chilisaucen på og top eventuelt lige op med lidt olivenolien. Så kan den sagtens holde sig en måned eller to i køleskabet.

med emneordet , , , , , , ,