Intet mel. Intet bagepulver. Intet bullshit.
Denne dessert er mere et stort stykke konfekt end en chokoladekage. Herligt. Et lille bid er mere end nok. Og samtidig helt perfekt.
Og du skal kun bruge tre ingredienser: 400 gram godt mørk chokolade, 200 gram smør og en 5-6 æg afhængig af størrelse.
Det er det.
Start med at gøre formen klar. En springform. Luk den omkring bagepapir, så den slutter bedre til, og så du har papir i bunden. Smør hele formen rigtig godt og put stanniol omkring den. Formen skal nemlig i vandbad, når den har fået chokolademassen i sig.
Brug en god mørk chokolade, omkring de 70%. Her har jeg blandet lidt fra Afrikas øst- og vestkyst.
Smid chokoladen i et vandbad sammen med smørret og lad det langsom blande sig med lidt forsigtig omrøring hist og pist. Benytter du usaltet smør, så giv massen et lille nip salt. Tag dig god tid. At inkorporere smør og chokolade er en af livets stille lyksaligheder.
Når massen er silkeblød og fuldstændig blandet, tager du den af vandbadet og stiller den til side.
Og så til æggene.
Knæk dem ned i en skål og smid den over vandbadet. Lad æggene varme en smule og pisk dem, til de tager volumen. En fire-fem gange deres oprindelige størrelse.
Nu gælder det om, at de to masser har nogenlunde den samme temperatur, ellers fucker det op, når du skal kombinere dem. Men bliv nu heller ikke for paranoid – det skal nok gå.
Fold lidt af æggemassen ind i chokoladen ad gangen. En tre eller fire omgange. Det kræver en del dejskraberarbejde, men det skal nok lykkes til sidst.
Og så skal den i ovnen. Ved 225 grader.
Skrab dejen ned i springformen. Sørg for at få det hele med. Eller altså…der skal selvfølgelig også være lidt i skålen til senere slikning.
Springformen stiller du i et vandbad med varmt vand, der når samme højde udenfor formen, som chokolademassen når indeni formen.
Bag først i 5 minutter og dæk derefter springformen til med stanniol og giv den 10 minutter mere. Tag formen ud, pil alt sølvpapiret af og lad kagen køle ned en halv times tid. Smid film omkring formen og sæt kagen på køl i mindst to timer. Gerne fire eller natten over.
Og nu…nu er den klar til at blive skåret med en meget varm kniv, så den får en helt skarp kant.
Uhørt dekadent og ganske vulgært.
Uha!