Tag Archives: hovedret

Stærk vegetarkarry med kartofler – influenzadræber

Nu jeg lige tænker over det, så kunne man også smide græskar i denne ret sammen med kartoflerne. Og så ville kød, for eksempel lammekød, selvfølgelig heller ikke spolere den, men her er en vegetarversion kun med vinterkartofler.

Først karryblandingen: Mas 3 nelliker, 1 spsk korianderfrø, 1  spsk spidskommen, 1/2 spsk. fennikelfrø, 1 spsk. sort peber, 3 kardemommekapsler, 1 tsk. kanel, 1 tsk. ingefærspulver, 1 tsk. salt i din morter. Rist karryen i gryden, indtil dine øjne løber i vand.

Hak to store hvide løg fint og smid dem i gryden til karryen sammen med en stor klat smør eller ghee, hvis du har det. Lad løgene falde sammen og få lidt farve. Tilsæt en dåse hakkede tomater og en lille halv liter fond. Stavblend en chili, seks fed hvidløg og en knold ingefær med et skvis citronsaft og 1 dl yoghurt i en skål og rør blandingen i gryden.

Tilsæt herefter kartofler, som du har skåret i store rustikke stykker. Lad retten simre i mindst en times tid. Kartoflerne skal være gennemkogte, men stadig faste. Juster med salt. Anret med koriander og frisk rødløg.

image

And in English.

Firstly the curry: Crush 3 cloves, 1 tbsp coriander seeds, 1 tbsp cumin, 1/2 tbsp fennel seeds, 1 tbsp black pepper, 3 cardamon pods, 1 tsp cinnamon, 1 tsp ginger powder and 1 tsp salt with a pestle and mortar. Roast the curry in a big pot until your eyes water.

Chop up two large onions finely and toss them into the pot with the curry with a big blob of butter or ghee, if you have it. Sweat the onion and give them a bit of colour. Add a can of chopped tomatoes and half a litre of stock. Blitz one chili, six cloves of garlic and a large bulb of ginger together with a bit of lemon juice and 1 dl yoghurt in the blender and add the mixture to the pot.

Add potatoes peeled and chopped into rustic chunks. Let the dish simmer away at low heat for at least one hour. The potatoes must be tender but still firm.

Season with salt and pepper and serve with a bit of coriander and slices of fresh red onions.

med emneordet

Spaghetti con funghi – det betyder “undskyld, jeg har lidt travlt, må jeg komme foran i køen?” på italiensk

Eller altså, spaghetti med svampe, ik? Her brugte jeg champignoner fra KBHff’s ugepose, men der er jo masser af andre svampe derude. Østershatte kan man for eksempel selv plukke for tiden.

Start med at smide et par skefulde olivenolie og lidt smør i en pande og rist dine groftskårne svampe sammen med et fed hvidløg. Bare hel og med skal på – det er ikke meningen, at hvidløget skal dominere smagsbilledet. Smid også masser af salt of peber i panden.

Når svampene er ristede godt af, tilsætter du masser af frisk timian, en håndfuld revet parmesan, en smule revet citronskal, en lille smule chilisauce og en godt bløb fløde. Reducér svampeblandingen ved svag varme, mens du koger spaghettien.

Kom derefter den kogte spaghetti over i panden til svampene. Tag lidt af kogevandet med over, det hjælper med at tykne og får svampeblandingen til at klæbe til pastaen.

Anret med mere frisk timian og revet parmesan.

med emneordet , ,

En bagt kartoffel som håndmad – med sennepssmør

Hvem påstår, at bagte kartofler er en sommerret? Nå, ingen? Ok, men hvem påstår så, at bagekartofler kun fungerer som tilbehør til et stykke kød? Jah ok, der var alligevel et par stykker.

Anyways, i den nøgne version er det sat’me også en let frokost. Lige til at tage i hånden og nyde i den blege vintersol.

Specielt hvis du har lavet forarbejdet med at røre cirka 75 gram smør med masser af frisk timian og en teskefuld stærk sennep, lidt revet citronskal og salt og peber.

Jeg giver mine bagekartofler to timer ved 180 grader og smider en gang i mellem et glas koldt vand ned i bunden af ovnen. Dampen gør kartoflerne mere saftige og giver dem en herligt sej skræl.

Og til kaffen bagefter? Hvad med et lille stykke svesketærte?

med emneordet ,

Calzone – pizzabrød

Her er en pizzadejopskrift.

Kødsaucen er lavet med løg, hvidløg, hakket oksekød, paprika, oregano, tomatkoncentrat, salt og peber. Det er vigtigt, at du reducerer saucen, så den ikke er alt for våd, når du lægger den på dejen. Ovenpå saucen lægger jeg også frisk tomat og mozarella.

Fold over og krymp kanten.

Bag i en..hmm…15 minutter. 200 grader?

med emneordet ,

Kogte krabbeklør, dildmayo og alt det andet guf

Krabbeklørene har jeg kogt i 20 minutter i masser af vand tilsat en lille håndfuld havsalt, en tsk sukker, lidt peberkorn, korianderfrø og en stor dusk dild. En stor dilddusk. Derefter lod jeg dem trække og køle ned i vandet i cirka samme tid, så de beholder deres saftighed.

Vi spiste klørene med en hjemmerørt dildmayo, med dijonsennep, citron og æblecidereddike, og med den chilisambal, jeg lavede den anden dag, ristet brød og kold og tør hvidvin.

IMG_8577

Krabbeklør smager bare så sindsygt godt, og lige nu er vi i slutningen af sæsonen, så løb mod din nærmeste fiskehandler og få fingrene i nogle klør. Her i københavnsområdet skal du nok slippe en 65-80 kroner per halvkilo. God fornøjelse.

Tjek i øvrigt www.jansmadblog.dk.

Jep, nu er det slut med at smadre T-, U-, M-, B-, L- og R-tasten på dit keyboard mere end nødvendigt. Så kan du koncentrere dig om at smadre krabbeklør i stedet. Hurra!

med emneordet , ,

Pandestegt makrel med fennikel, savoykål og kastanjer

Jeg besluttede mig for at lave en ret udelukkende med råvarer fra de nye torvehaller her i København, og det er absolut forbandet let. Jeg er blevet rigtig glad for det sted, og det er specielt smukt og inspirerende en solrig lørdag formiddag. 

Makrellen er fra Hav.dk-standen og resten af rettens ingredienser fra grønthandleren udenfor tættest på Frederiksborggade.

Salaten består af fintsnittet fennikel og savoykål sammen med lidt tykkere skiver af kastanje og vendt i en helt simpel dressing på lige dele citronsaft og rapsolie. Dild, fennikeltop, salt og peber er der også i. Kastanjerne bruger jeg rå, det giver en dejlig blød men fast konsistens i salaten, der virker godt sammen med de sprøde grøntsager.

Inden jeg steger makrelfileten, giver jeg den lige nogle rids i jakken. Så steger den hurtigere og bøjer ikke så meget op, når den ryger på panden.

Jeg anretter med lidt revet citronskal og mere frisk dild.

God fornøjelse.

med emneordet ,

Mørbradgryde flamberet med Jack Daniel’s plus knuste kartofler

Mørbradgryde er en 70’er-klassiker og en pragtøvelse i excesser: Ikke bare svinekød, men mørbrad, ikke bare mælk, men fløde og så videre. Derfor har cocktailpølserne også altid undret mig – hvad er det, de små bastarder skal i den gryde?

Nå, til min version skal du i hvert fald bruge en svinemørbrad, 150 gram bacon i tern, en bakke champignoner, to løg, fem fed hvidløg, 2 dl fløde, en dåse hakkede tomater, lidt Jack Daniel’s og en tændstik, lidt finthakket rosmarin, en chili, to tsk paprika, en tsk sukker, salt og masser og masser af friskkværnet peber.

Klassisk start: Steg bacon i en gryde indtil det er sprødt og smid de to løg skåret i tynde skiver i. Svits indtil løgene falder sammen og giv dem undervejs hvidløgsfedene grofthakket og lidt af paprikaen, salt og peber. Tag blandingen op af gryden og steg mørbraden skåret i tykke skiver. Der skal en god stegeskorpe på. Smid løgblandingen tilbage i gryden og flamber med Jack Daniel’s – eller hvad du nu ellers lige har på hylden. Rød Aalborg er nok ikke et godt valg, men måske lakridsrodssnaps? Tilsæt tomat, hakket champignon, fløde og resten af ingredienserne.

Kog i mindst 2 timer ved svag svag varme – den sidste halve time uden låg. Saucen skal være tykflydende, og det burde den også være på dette tidspunkt. Hvis den ikke er det, kan du give den lidt meljævning. Smag til med salt og peber. Giv den også lige lidt mere paprika.

image

Ris er jo den traditionelle følgesvend, men du kan jo også lægge knuste kartofler ved, som jeg har gjort her. Skyl kartofler med skræl på og ovnbag dem med lidt olivenolie, salt, peber og knuste korianderfrø. Tilsæt en klat smør, lidt olivenolie, citronsaft og knus kartoflerne let, til de er på stadiet midt mellem kartofler og mos. Cremet og klumpet.

God fornøjelse med gryden!

med emneordet , , , ,

Madeksperimenter i Småland – jävla!

Weekendens tur til Småland bød ikke bare på cowboygryde. Her er et par madeksperimenter, som vi nød sammen med kolde øl på en lun sensommerlørdag i september.

Frakken af svineskanken fra cowboygryden blev til hjemmelavede flæskesvær. Svinestregerne på en bageplade med salt og ind i en 200 grader varm ovn i cirka en halv time

Og så var der kantarellerne. Vi plukkede masser af specielt tragtkantareller i skoven lige ved huset.

Smør, timian, salt og peber.

Hjemmesaltet og -røget bacon – den endte med at få 10 timer.

Og sidst, men absolut slet ikke mindst, en grubestegt lammekølle. Vi tog en stor lammekølle på cirka 3 kilo og gav den masser af salt og peber, stak den med hvidløg og lagde masser af friskplukket lyng omkring den.

Så pakkede vi den ind i først stanniol og så masser af klædestof. Derefter gravede vi et hul i jorden, tændte et stort bål, lagde en masse store sten ind i det, ventede to timer, lagde de varme sten ned i hullet, lagde stegen derned, dækkede med resten af stenene og lukkede hullet med jord og til sidst græstørvene.

Og så ventede vi 8 timer og gravede køllen op. 

Køllen var så mør, at vi ikke behøvede en kniv. Kødet blev pillet fra benet med to gafler og serveret med flødekartofler, en skarp tyttebærkompot og masser af rødvin.

Dejlig weekend, drenge!

med emneordet , , ,

Svensk cowboygryde – svineskank, æbler og alt andet godt fra Småland

Denne opskrift startede i Willys supermarked i Eksjö midt i Småland ved synet af en svineskank. Weekenden var så småt ved at rulle i gang, og vi var på udkig efter noget, der kunne tilberedes over bål i lang tid, og som kunne mætte syv sultne gutter.

Mens der blev tændt op på bålpladsen, skar jeg frakken af svineskanken, der senere blev til en lille ølsnack i form af hjemmelavede flæskesvær. I den store gryde kom først bacon, og i det afsmeltede fedt brunede jeg benet fra skanken og derefter kødet skåret fra benet. Så fulgte grofthakkede løg, knoldselleri, et par røgede vildsvinepølser skåret op, en øl, masser af timian, en chili, sorte peberkorn, enebær, to store skefulde grov sennep, store stænk worcestershiresuce, æbleeddike, vand og salt. Og så…4 timer over bål.

Efter de fire timer tilsatte jeg tre store æbler groftskårne, to store håndfulde tragtkantareller, som vi samlede tidligere på dagen, en rigtig god sjat fløde og gav den en halv time mere over gløderne.

Kartoffelmos og tyttebærkompot – det sidste var desværre sluppet op, da billedet blev taget.

Kødet var faldet fuldstændig fra benet og blevet til trævler i retten. Næste dag var der en lille smule tilbage i gryden, der kunne smøres på brødet som en art griserillette. Mageløst!

med emneordet

Pastinaksuppe med friteret pastinakskræl og karse – ah, varmt.

Her er en – som de fleste supper er – hurtigt og velsmagende efterårssuppe. Suppen indeholder kun fire ting: Pastinak, kartoffel, hønsefond og lidt smør.

Det første trin er at få fat i en god hønsefond. Ligger der ikke en i din fryser fra sidste gang, du lavede tarteletter? Nå, ikke? Jamen, så find på noget! 

Smid fonden i en gryde, fyr op for den og tilsæt skrællede kartofler og pastinakker. Husk at skylle pastinakkerne rigtig godt og gem skrællerne. Grøntsagerne skal være dækkede af fonden, og du skal i hvert fald have to gange så mange pastinakker som kartofler. Kog i en 20-30 minutter.

I mens suppen koger, laver du tilbehøret, der giver den struktur og understreger pastinakken i suppen. Varm olie op i en lille gryde og fritér pastinakskrællerne. De bliver rigtig sprøde og gode og kan sagtens stå selv som en festsnack, hvis det var.

Når grøntsagerne er gennemkogte, hælder du det meste af kogefonden fra i en skål. En stavblender i gryden og purér. Tilsæt herefter det tilbageholdte kogefond lidt af gangen, indtil suppen har en tykkelse, der behager dig. Til sidst pisker du lidt kold smør i og smager til med salt og friskkværnet peber.

Anret med de friterede skræller og karse.

med emneordet , ,