Min store fede græske hakkebøf – Καλή όρεξη

500 gram hakket oksekød eller lammekød, 2 spsk oregano, 1 tsk paprika, 1 æg, en håndfuld smuldret feta, lidt chilipeber, lidt hvedemel, salt og masser af friskkværnet peber. Bland godt og stik i køleskabet i mindst en time. Form bøfferne – fx to – og lad dem hvile i endnu en time. På en grillpande ved høj varme.

Så mangler du bare en græsk salat.

Måske nogle små, råstegte dildkartofler.

Lidt oliven.

Og…ja ja.

med emneordet

Kina del 3 – Shanghai…og hanekamme

Sidste stop på Kina-turen var Shanghai, men først ventede der 26 timer i tog. Vi delte kupe med et sødt kinesisk par, der bød på øl og små snacks i form af stegt tofu, ribben, kogt lever, spiserør og – ikke mindst – hanekamme.

Shanghai er meget anderledes end resten af Kina og på samme tid essensen af Kina. Mennesker overalt. Mylder overalt. Og heldigvis: Mad overalt.

Kylling og løg – fortsat stegende ved bordet.

Masser og masser af chili.

Sojabønner med salt og et vrid citron.

Nigirisushi.

En fuldstændig perfekt grillet makrel. Saftig.

Sojabraiseret gris, der førte mine tanker hen på en ret, jeg tidligere har haft på bloggen. Supermørt og en dyb, mørk smag.

Det var Kina – næste blogindlæg bliver en opskrift.

med emneordet

Kina del 2 – Chengdu

Efter Beijings mylder af forskellige køkkener fløj vi til Chengdu helt inde i maven på Sichuanprovinsen. Sichuankøkkenet er nok mest kendt for retternes styrke, der blandt andet kommer til udtryk i en generøs brug af chili og sichuanpeber – noget der er ganske tydeligt, når man går på markedet.

Chengdu er kendt for dens afslappede tekultur. Jeg er normalt ikke selv så meget til te, men konceptet holdt sgu, må jeg indrømme. Man får udleveret en helt termokande, så man kan sidde og toppe op hele dagen. Teen var sgu også god – med friske jasminblomster.

Sichuankøkkenets stjerne er helt klart hotpotten. Konceptet, som også kan opleves på visse kinesiske restauranter i Danmark, er, at man får en suppe ind på bordet med en brænder under, og så koger man selv kød, fisk, tofu, nudler og grøntsager. En slags asiatisk fondue. Suppen bliver bedre og bedre, og til sidst kan man jo så vælge lige at skylle det hele ned.

Vi valgte duesuppe, der absolut ikke manglede ditto kød.

I suppen røg bacon, oksekød, shiitakesvampe, svinemave, nudler, springløg og en masse andet godt.

Frokosten på sidstedagen i Chengdu: En stærk bandit med kylling, chili, mandler og springløg og en sindsygt aromatisk sauce.

Og en ret med kogt – eller måske rettere dampet – svinekød og ferskner. Kødet var ufatteligt mørt og kantet med stjerneanis og sichuanpeber.

med emneordet

Kina del 1 – Beijing

Så er jeg tilbage fra tre monstrøse maduger i Kina – deraf manglen på opdatering af bloggen. Ja, det var jo ikke fordi, jeg havde mistet lysten til at skrive…troede du det? Virkelig?! Nåh, godt! Her er et par af de måltider vi spisepindede ned i løbet af turens første halvdel.

Den første aften i Beijing stavrede vi ned ad en lille sidegade et stykke fra hotellet, slog os ned ved et af bordene ude på gaden og fik bestilt to retter fra kortet. En bastant nudelret med grisestrimler og en subtil bagkant af stjerneanis:

Og en ret med grønne chilipebre, bacon, sichuanpeber, selleri og springløg.

Heldigvis blev vi også udstyret med to store lokale Yanjing-øl. Kineserne brygger lyst (lige over 3 %) og stort (600 ml.). Begge dele passer perfekt til mængden af chili i maden.

Og så dagen efter på Wonton Hou tæt på Trommetårnet: Lette og bløde wontoner med herligt krydret rejefyld.

Og chiliramen med oksekød og masser af soja. En stærk satan.

Så en barbeque-restaurant i Wangfujing. Hul i bordet og en spand med varme kul i hullet. Go!

Her er det mørt oksekød i en soya-/sesamoliedressing.

…der ryger på

En syrlig og kølig tangsalat: Gulerødder, agurk, tang, bønnespirer og andre godheder.

Mad i Kina er, som så meget andet der, særdeles billig. Et måltid som det øverste – to retter og to store øl – stod os i omkring 35 kroner i alt. Og i Beijing er alle verdens og Kinas forskellige køkkener samlet.

med emneordet

Den ultimative kartoffelmad – kantareller, timian og enebær

Kantarelsæsonen er på trapperne, nogle steder i Danmark måske endda over os, og min pizzaproduktion den anden dag efterlod en håndfuld kantareller og nogle nye kartofler i meget tynde skiver. Hvis du ikke har en mandolin – køkkenredskabet, ikke musikinstrumentet, forstås – så kan du bruge en kartoffelskræller til at skive kartoflerne tyndt. 

Lidt olivenolie på en ret varm pande sammen med kartoflerne og de små trimmede kantareller. Efter kort tid får de selskab af timiankviste, lidt enebær og en klat smør. Salt og friskkværnet peber.

Det stykke grillet brød, et lille bløb creme fraiche og et par dråber citronsaft.

Tjek i øvrigt denne hjemmeside www.kantareller.dk. Fin side med det meste, man bør vide, om de små gule og hvide guldklumper.

med emneordet ,

Pizzaer med kantareller, serranoskinke, timian, kartofler og meget andet

Jeg har før haft pizza her på bloggen, så du kan finde en god grundopskrift på dej og en super tomatsauce på indlægget her. Men her er tre ideer til flere kombinationer, der kan krone pizzaen

Her er først mozzarellaost, kantareller, serranoskinke, frisk timian og få forsigtige dråber af trøffelolie.

Og så en klassik kombination af revet mozzarella, revet parmesan, en stærk pepperoni og markchampignoner:

Og sidst, men absolut ikke mindst, mozzarellaost, stegt bacon, nye kartofler i tynde skriver og rosmarin.

med emneordet , ,

Grillet laks med kartoffelsalat og tomater – sol og sol!

Tjek lige disse banditter. Tjek fedtmarmoreringen. Fantastisk!

Lidt olivenolie og friskkværnet peber på undersiden og masser af havsalt på oversiden. En tur på grillpanden og så i ovnen i en 10-15 minutter. Endelig ikke for meget!

Og til dem kartoffelsalat: Kartofler, avocado, radiser, purløg, rødløg, lidt hvidløg, olivenolie, citronsaft, en par tsk sennep, salt og masser af friskkværnet peber. 

En simpel tomatsalat og et godt glas hvidvin til.

med emneordet , ,

Ferskentærte med hjemmelavet vanillesukker

I tærtedejen har jeg lagt halverede ferskner, befriet for deres sten. Ovenpå har jeg drysset vanillesukker lavet på en vanillestang pulseret med en håndfuld sukker i en hakkemaskine.

Lidt dej i strimler ovenpå, lidt mere vanillesukker og 35 minutter i ovnen ved 175 grader.

Mmm, med creme fraiche.

med emneordet , ,

Helstegt rødtunge med nye kartofler og fennikelsalat

Rødtungen er vendt i mel, salt og peber og intet andet og stegt ved svag varme, så den er sprød i skindet, men saftig i kødet. Fennikelsalaten har rødløg og dild i sig.

Fantastisk aftensmad af svigermor. Tak for mad!

med emneordet , ,

Spansk tærte med kartoffel og chorizo – ay, caramba!

Tærtedej!

Og fyldet: 3 æg, 2 dl fløde eller sødmælk, en håndfuld revet cheddar, 2 tsk maizena, 5-6 kogte kartofler skåret i terninger og en god omgang skivet chorizo. Salt og friskkværnet peber. Og skulle du have en stærk tand, kan du jo også tilføje chili, stærk paprika eller cayennepeber. Ay!

En 25-30 minutter i ovnen ved 175 grader?

IMG_0847

med emneordet ,