Efter Beijings mylder af forskellige køkkener fløj vi til Chengdu helt inde i maven på Sichuanprovinsen. Sichuankøkkenet er nok mest kendt for retternes styrke, der blandt andet kommer til udtryk i en generøs brug af chili og sichuanpeber – noget der er ganske tydeligt, når man går på markedet.
Chengdu er kendt for dens afslappede tekultur. Jeg er normalt ikke selv så meget til te, men konceptet holdt sgu, må jeg indrømme. Man får udleveret en helt termokande, så man kan sidde og toppe op hele dagen. Teen var sgu også god – med friske jasminblomster.
Sichuankøkkenets stjerne er helt klart hotpotten. Konceptet, som også kan opleves på visse kinesiske restauranter i Danmark, er, at man får en suppe ind på bordet med en brænder under, og så koger man selv kød, fisk, tofu, nudler og grøntsager. En slags asiatisk fondue. Suppen bliver bedre og bedre, og til sidst kan man jo så vælge lige at skylle det hele ned.
Vi valgte duesuppe, der absolut ikke manglede ditto kød.
I suppen røg bacon, oksekød, shiitakesvampe, svinemave, nudler, springløg og en masse andet godt.
Frokosten på sidstedagen i Chengdu: En stærk bandit med kylling, chili, mandler og springløg og en sindsygt aromatisk sauce.
Og en ret med kogt – eller måske rettere dampet – svinekød og ferskner. Kødet var ufatteligt mørt og kantet med stjerneanis og sichuanpeber.
Jans madblog 