Tag Archives: frokost

Caesarsalat – hil Caesar og hans salat!

En af de nemmeste og mest appetitlige aftens- eller frokostretter, der ovenikøbet kun tager en 20-25 minutter at tilberede.

Basis er knasende sprødt, nyvasket og ditto slynget romainesalat skåret i grove stykker.

image

Saftige kyllingebryster – et til hver person. Stegt på pande, men endelig ikke gennempryglet. Lige inden du tager brysterne af, giver du panden lidt balsamicoeddike, deglacerer den og svinger brysterne rundt i reduktionen. Det giver både en sødme og en skarphed til kødet.

Lad dem hvile og skær dem tyndt på skrå.

image

Store rustikke croutoner: Et daggammelt flute ristet på panden i olivenolie og et par fed hvidløg – med skæl og det hele. Salt og peber til sidst.

image

Og så dressingen – rettens delikate fugemasse.

Af en æggeblomme og et par store bløb neutral olie pisker du en mayo op. Så tilsætter du et par ansjosfilleter, en fed hvidløg, en knold parmesan og et par tsk sennep og blender det hele med en stavblender. Juster herefter med citronsaft, salt og friskkværnet sort peber.

Lad alle ingredienserne mødes med dressingen sekunder før salaten rammer tallerknerne. Giv den også nogle lange flager af parmesanosten. Kylllingebrystet på toppen. Lidt friskkværnet peber til allersidst.

image

med emneordet , ,

Laksefrikadeller, asparges, stenbiderrogn

Til en pandefuld laksefrikadeller skal du hakke omkring 400 gram laks fint og tilsætte et fintsnittet skalotteløg, et æg, lidt revet parmesanost, lidt hvedemel, en stor dusk hakket dild, lidt ligeså hakket estragon, citronsaft fra en halv citron, lidt mælk, salt og peber.

Lad farsen hvile lidt i køleskabet, før du laver frikadellerne af den. Husk at stege en lille bitte delle først, så du kan justere saltbalancen, før du begynder at vælte panden til med fars.

image

Mørkt, maltet rugbrød med laksefrikadeller, sæsonens allersidste stenbiderrogn og asparges skåret ultratyndt på mandolinjern og vendt i lidt citronsaft.

image

med emneordet ,

Vintersalat med kinesiske aner

Du skal bruge en mandolin til den her salat, eller – i mangel af strengeinstrument – meget gode tyndsnitningsevner og en skarp kniv.

Der er tre rødder i salaten: Pastinak, knoldselleri og majroe. Mandolér dem tyndt ned i isvand, det får flagerne til at stramme sig an og blive endnu mere sprøde. Når du er klar til at vende dem i dressingen, giver du dem lige en tur i salatslyngen, så de ikke tager for meget vand med over i salaten.

En dressing på citronsaft, lidt hoisinsauce, knust szechuanpeber og sojasauce. Pas specielt på med hoisinsaucen – den må endelig ikke overdøve rødderne, men blot bidrage med den der herlige fermenterede smag i baggrunden.

Og så karse. Direkte fra vattet.

Bum, bum.

Knasende sprød, frisk og substantiel vintersalat med varme fra peberen. 

image

Fin let frokost.

image

med emneordet , ,

Flæskestegssandwich – verdens bedste mad af rester

Lige nu ligger der tusindvis af flæskestegslevninger fra i aftes i danske køleskabe.

Såeh…bum bum! Ja! Ja, netop!

Start med et godt sandwichbrød. Her har jeg lavet det der grydebrød, men i en lille kasserolle. God størrelse.

image

Brun sovs og friskkværnet sort peber.

image

Flæskestegen. Mindst tre skiver.

image

Syrligt æble.

image

Lynsyltet rødbede – tynde skiver af rødbede vendt i salt, sukker og citronsaft.

image

Toppen på.

image

med emneordet , , ,

Kalv med grillet perberfrugt og feldsalat

Ingen ide om, hvad denne ret skal hedde. Skal vi kalde den for, hmm…Dennis Rommedahl? Ja? Mmm, ok! Den er i hvert fald hurtig.

Start med at branke en peberfrugt godt og grundigt direkte over gassen. Hvis du ikke har gas, hmm, tja, grill? Grillen i ovnen? Et eller andet varmt. Når frugten er branket, lægger du den i en skål, dækker med folie og lader den stå en ti minutters tid.

Herefter kan du pille det brankede skind af. Men vær ikke for nussen omkring det – det er fint nok med lidt sort i maden. Skær peberen i strimler og giv dem lidt salt.

Feldsalat. Skyl godt.

Og så kødet. Kalvekød. Tyndt. På en ubønhørlig varm pande i meget kort tid. Skær i mundrette stykker. Anret på tallerknen. Salt, peber, citronsaft, olivenolie.

Og ovenpå lidt grillet peberfrugt. Og ovenpå feldsalat. Lidt mere olivenolie. Salt.

med emneordet , ,