Jans madblog

Jeg har i mange år været storforbruger af madprogrammer og af en eller anden grund, har englænderne altid vist vejen for kombinationen af mad og fjernsyn.

Det er skægt at se udviklingen fra Keith Floyds berusede totalteater over Jamie Olivers Cool Britannia-ungdommelighed og River Cottage’s sympatiske ‘tilbage til basis’-kampagner til Channel 4’s ufatteligt velproducerede, underholdende og interessante How To Cook Like Heston fra sidste år.

En af mine yndlinge er den lettere feminine og velmenende Rick Stein, som gennem de seneste to årtier har lavet en hel række programmer for BBC’s provinsafdeling i Bristol sammen med producenten David Pritchard, der også var bagmand på Floyds klassiske programmer tilbage i 80’erne. Ud over restaurantflagskibet The Seafood Restaurant i hjembyen Padstow driver Rick Stein en række andre restauranter rundt om i Cornwall. 

Så da min kæreste og jeg hoppede i en lejebil i Bristol Lufthavn onsdag aften for at køre Sydvestengland tyndt på fem dage (ja ja, en optimistisk opgave), var det oplagt at smutte forbi Rick Steins Fish & Chips i Padstow og få frokost torsdag.

Det viste sig dog at være en pænt stor skuffelse. En okay fisk, men nogle meget middelmådige slatne chips, dårligt vinvalg, et beskidt toilet og ret ligegyldig betjening. Øv. 

Mere knald på konceptet og smagen var der hos de gode folk fra River Cottage, da vi om lørdagen nåede tilbage nordpå. 

Hvis du har set bare et af deres programmer, så ved du, at gården, som danner rammen for programmerne, ligger ufatteligt smukt i Devon – nærmere bestemt nogle få miles uden for den lille landsby Axminster.

Her ligger The River Cottage Canteen, som er en uformel, men særdeles veldrevet restaurant, med fokus på lokale og sæsonbetonede råvarer. Man kan ikke bestille bord til frokost, så vi dukkede bare op og fik et rigtigt fint måltid helt nede på jorden.

Tre slags hummus med grillet brød.

Røget mørksej serveret som frittere med citronmayo.

Pulled lamb omgivet af focaccia, med salatblade, mynteyoghurt og en perfekt syltet agurk.

Den klassiske engelske sommerdessert Eton Mess.

Og til at dulme tørsten: En af de stærke ingefærøl, som englænderne er så pokkers gode til at brygge. Her økologisk Luscombe fra Devon.

En tavle på den ene endevæg kundgjorde, hvilke personer havde leveret råvarerne til dagens menu. Det er da sejt – fuld gennemsigtighed og et nik til producenterne.

Generelt set spiste vi rigtig godt på vores biltur. Specielt The Shack på havnen i Falmouth var en god aften. Masser af skaldyr – ja, faktisk kun det. En hel kogt krabbe. Østers. Grillede kammuslinger. Rejer. Blåmuslinger. Salturt. Fritter. Masser af dyppelse. Kølig, tør hvidvin.

Ja. Svært at slå.

Det er ganske let at komme på roadtrip i Sydengland fra København. Vi fløj med easyjet til Bristol for en flad plovmand hver og lejede en bil til små tre hundrede om dagen. B&B’s og hoteller i Cornwall, Devon og Somerset kan godt være lidt pebrede, men laver man lidt research og er lidt tidligt ude med reservationerne, kan man komme langt for en 500-600 kroner per nat.

Årets tur til Primavera Sound inkluderede som sædvanligt også en masse god mad. Mest centreret omkring de afslappede og støjende tapasbarer La Boqueria, men lørdag fandt vi en funky sid ned-restaurant til frokost.

Fede rustikke lokaler, opmærksom og præcis betjening og masser af opfindsomme veleksekverede retter. Restauranten ligger en små 20 minutters gang fra Ramblaens horrible turistfælder.

Som det næsten altid er en god ide, når det kommer til tapas, så lagde vi vores munde i køkkenets hænder, og lod dem vælge for os helt frem til desserterne.

Starten gik med torsk og avocado lagt lag i lag som en tomatsalat. Her var tomaten blot lagt øverst som en art chutney. Sammen med fisken kom sprøde salte bananchips og små stærke banditter af geleterninger.

Herefter små kugler af foie gras-terrin i perfekt konsistens og kølig temperatur serveret med abrikosgele. I kuglens centrum var der en knasende nøddeoverraskelse.

Så fulgte luftige souffleer anrettet i æggebakke, grønne asparges og tempurajomfruhummerhaler på grillspyd med parmesan- og citronskum og stegte kartofler med blåskimmelostcreme.

Tiden var herefter til at løsne bæltespændet med en servering lynstegt tun. Altid en favoritret i min mund, hvis den er lavet ordentlig.

Derefter røg der blæksprutterisotto på bordet. Blæk i risene og stegte tentakler på toppen. Og til sidst smeltende møre oksekæber med glace og stegte svampe.

Masser af afslappet cava i glassene til vegetar- og fiskeretterne og en særdeles rar Rioja til at matche de tungere kødfulde retter.

Desserterne matchede tapasforspillets høje standard med anretninger af salt og peberis, rosmarinis, luftig hvid chokolademousse og en dessert jeg aldrig før havde smagt, nemlig små sprøde og bløde casadielles – stegte sukrede dejpuder fyldt med delikat nødde- og aniscreme.

Der var også en mælkerisdessert, som var afsluttet med knasende créme brûlée-sukkerlåg. I følge min kammerat måske den bedste dessert, han endnu havde fået. 

Vi lukkede med cocktails og nogle rigtig brede smil. Lige over 300 euro for ni retter, cava, vin, cocktail og kaffe til seks personer. Det må man sgu da sige er i orden.

Skynd dig derned.