Ribben, revlsben, spare ribs, stegt megaflæsk – ja ok, det sidste er der nok ingen, der kalder dem

image

Hele opskriften er jo marinaden, så lad os bare hugge på.

3 spsk ketchup, 2 spsk Jack Daniel’s, 1 spsk sweet soysauce, 1 spsk Dijonsennep, 1 mast fed hvidløg, et par sjat Worcestershiresauce, lidt cayennepeber, salt og masser af friskkværnet sort peber.

Når du har kigget i køleskabet og konstateret, at du ikke har sweet soyasauce på hylden, så hiver du bare sirup eller brun farin i.

Gnub kødet rigtig godt i marinaden og lad det trække i mindst en times tid.

image

Og så i ovnen. 

Først 1 time ved 150 grader i fad under stanniol. Herefter tager du overdækket af, vender kødet, giver det resten af marinaden – hvis der er noget – og skruer op på 200 grader. Giv dem herefter en time mere. Vend dem en gang imellem.

Bredbladet persille og frisk oregano klæder benene godt. Og hvad med et par kogte majskolber?

Slet ikke dumt: Saftigt. Sprødt. Trævlet. Mørt.

Gør klar til at slikke fingre.

image

med emneordet ,

Phó th…hmm, aromatiske asiatiske nudler med gris og grønne bønner

image

Du skal have fingre i en pakke risnudler, to æg, 400 gram hakket svinekød, en lille håndfuld springløg, en stor håndfuld bønner, et par fed hvidløg, en lime, en chili, en knold ingefær, fiskesauce, sojasauce, en tsk sukker.

Her er nok til fire – måske også seks personer. Du skal have en stor wok.

Som med så mange andre af de asiatiske retter, der lynsteges i en wok, så skal alt prep-arbejdet laves først, inden man til sidst – og i et raskt tempo – samler retten over blusset. 

Start med at brune kødet.

image

Mens kødet skifter farve, smider du hvidløg, ingefær, halvdelen af chilien, to springløg, en tsk fiskesauce, saften fra halvdelen af limen og et par spsk vand i en blender og blitzer det sammen til en tynd aromatisk pasta.

Tag kødet ud af wok’en, når det har fået farve.

De resterende springløg hakker du fint og nudlerne tilbereder du efter de instruktioner, der står på pakken. Det letteste er at smide nudlerne i en skål, hælde en kande kogende vand over, lade trække et par minutter og så give dem en tur under den kolde hane i en si.

image

Nu er du klar til at samle retten. Fuld bål under wok’en og lidt olie i den.

Først i med de snittede springløg. Så æggene. Hak dem. Rod i dem. Så nudlerne. Bønnerne. Kødet. Den aromatisk pasta. Sukkeret.

Sving wok’en.

Juster med sojasauce, limesaft, fiskesauce. Giv retten friskhed, sprødhed og styrke ved at smide finthakket springløg og chili over inden servering.

image

med emneordet , , ,

Etonisk uorden – et nik til England, Wimbledon og jordbærsæsonen

Inspireret af sidste uges roadtrip i Sydengland og turen på River Cottage har jeg smidt en gang engelsk sommerdessert sammen, nemlig Eton Mess.

Marengs, flødeskum og jordbær.

Simpelt.

image

Først marengsen.

Du skal bruge en stor time, men kun en 6-7 minutters arbejde. Nap tre æggehvider og 150 gram sukker fra hylden.

Pisk æggehviderne med et par spiseskefulde af sukkeret i en fem minutter, indtil de er seje og stive. Det sidste halve minut kører du resten af sukkeret med.

image

Tag en stor grydeske og klask marengsen ud i store rustikke…hmm, bløbber og bag dem ved 100 grader i omkring en time og tyve minutter. Den temperatur og tid giver marengs, der er knasende sprøde udenpå og seje og tandhængende indeni.

image

Fløden pisker du ret stiv sammen med kornede fra en vanillestang og lidt sukker og vender sammen med en masse jordbær, som du har gjort i stand og skåret i kvarte eller ottendedele.

Som et ekstra lille tvist på desserten, kan du holde en lille håndfuld af jordbærrene tilbage og lave en jordbærsirup på dem. Altså ved at mose og koge dem op med lidt vand og sukker. Herefter sier du jordbærpulpen fra, returnerer saften til gryden og reducerer den til en tyktflydende aromatisk sirup, der giver desserten den afsluttende jordbærlussing.

Stramt.

image

med emneordet , ,

Roadtrip i Sydengland og frokost på River Cottage Canteen

Jeg har i mange år været storforbruger af madprogrammer og af en eller anden grund, har englænderne altid vist vejen for kombinationen af mad og fjernsyn.

Det er skægt at se udviklingen fra Keith Floyds berusede totalteater over Jamie Olivers Cool Britannia-ungdommelighed og River Cottage’s sympatiske ‘tilbage til basis’-kampagner til Channel 4’s ufatteligt velproducerede, underholdende og interessante How To Cook Like Heston fra sidste år.

En af mine yndlinge er den lettere feminine og velmenende Rick Stein, som gennem de seneste to årtier har lavet en hel række programmer for BBC’s provinsafdeling i Bristol sammen med producenten David Pritchard, der også var bagmand på Floyds klassiske programmer tilbage i 80’erne. Ud over restaurantflagskibet The Seafood Restaurant i hjembyen Padstow driver Rick Stein en række andre restauranter rundt om i Cornwall. 

Så da min kæreste og jeg hoppede i en lejebil i Bristol Lufthavn onsdag aften for at køre Sydvestengland tyndt på fem dage (ja ja, en optimistisk opgave), var det oplagt at smutte forbi Rick Steins Fish & Chips i Padstow og få frokost torsdag.

image

Det viste sig dog at være en pænt stor skuffelse. En okay fisk, men nogle meget middelmådige slatne chips, dårligt vinvalg, et beskidt toilet og ret ligegyldig betjening. Øv. 

image

Mere knald på konceptet og smagen var der hos de gode folk fra River Cottage, da vi om lørdagen nåede tilbage nordpå. 

Hvis du har set bare et af deres programmer, så ved du, at gården, som danner rammen for programmerne, ligger ufatteligt smukt i Devon – nærmere bestemt nogle få miles uden for den lille landsby Axminster.

Her ligger The River Cottage Canteen, som er en uformel, men særdeles veldrevet restaurant, med fokus på lokale og sæsonbetonede råvarer. Man kan ikke bestille bord til frokost, så vi dukkede bare op og fik et rigtigt fint måltid helt nede på jorden.

Tre slags hummus med grillet brød.

image

Røget mørksej serveret som frittere med citronmayo.

image

Pulled lamb omgivet af focaccia, med salatblade, mynteyoghurt og en perfekt syltet agurk.

image

Den klassiske engelske sommerdessert Eton Mess.

image

Og til at dulme tørsten: En af de stærke ingefærøl, som englænderne er så pokkers gode til at brygge. Her økologisk Luscombe fra Devon.

image

En tavle på den ene endevæg kundgjorde, hvilke personer havde leveret råvarerne til dagens menu. Det er da sejt – fuld gennemsigtighed og et nik til producenterne.

Generelt set spiste vi rigtig godt på vores biltur. Specielt The Shack på havnen i Falmouth var en god aften. Masser af skaldyr – ja, faktisk kun det. En hel kogt krabbe. Østers. Grillede kammuslinger. Rejer. Blåmuslinger. Salturt. Fritter. Masser af dyppelse. Kølig, tør hvidvin.

Ja. Svært at slå.

Det er ganske let at komme på roadtrip i Sydengland fra København. Vi fløj med easyjet til Bristol for en flad plovmand hver og lejede en bil til små tre hundrede om dagen. B&B’s og hoteller i Cornwall, Devon og Somerset kan godt være lidt pebrede, men laver man lidt research og er lidt tidligt ude med reservationerne, kan man komme langt for en 500-600 kroner per nat.

med emneordet

Rejecocktail – med et par opdateringer

Den klassiske rejecocktail er en firserklassiker, som har åbnet ikke så få nytårsaftner og familliefester. Jeg har rykket den ud af vinglasset og givet den et par opdateringer.

Først og fremmest salaten: Romainesalat istedet for kinakålen eller icebergsalaten. Romaine er sprød og knasende og giver perfekt kontrast til de bløde rejer. Vask den og riv den i store rustikke stykker.

image

Og så dressingen. Først skal du piske en mayonnaise: Så altså en æggeblomme, en tsk sennep, et vrid lime og så pøse neutral olie på. Lidt af gangen.

image

Når mayo’en står, giver du den et par bløb ketchup, lidt sød sojasauce og endelig yoghurt naturel for at lette den en kende.

Juster til sidst med mere limesaft, et strint cognac, salt, peber, stærk paprika og chilipulver. Den må godt bide lidt fra sig.

image

Saml cocktailen på en flad tallerken med store fede rejer, lidt skødesløs – ja, skødesløs – dild og et par drys fra den stærke paprika.

med emneordet , ,

Hel rombraiseret ananas med vanilje og stjerneanis

En ganske nem dessert.

Det eneste, du skal gøre, er at tage huden af en hel ananas og braisere den, som du ville et stykke kød. Giv den en fire, fem timer i gryden ved meget lav varme. Enten på blusset eller i ovnen ved 125-150 grader. Vend ananassen en gang imellem.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_5143

Braiseringslagen var en kombination af Myers’s Rum og (undskyld, Mads) Stroh-rom, samme mængde vand, et par spiseskefulde brun farin, en hel flækket vanillestang og en stjerneanis.

Hvilken rom, du benytter, er en kende ligegyldigt, men brug en mørk en af slagsen, som generelt set er sødere og mere fyldig end de hvide.

Efterhånden som romlagen hygger sig med ananassen, reduceres den og bliver til sidst til en voldsomt aromatisk sirup, der både er sødmefuld og syrlig. Fænomenalt.

2LWTyRl+Swqmf01uk993DQ_thumb_5198

Skær store steaks af ananassen rundt om stokken og server med vanilleis og lidt af siruppen. Ikke helt dårligt.

God weekend, folkens.

Ses vi oppe foran til Flaming Lips på Northside i morgen?

 

med emneordet ,

Hvide asparges med rejer og tre slags karse

Hvide asparges er en af de der ingredienser der – ligesom jordbær – kun lige er i sæson i nogle få uger her i Danmark, og som for alvor indvarsler sommeren.

Her har jeg grillet dem, men kogte er præcis ligeså lækkert. Smid lidt salt, sukker og smør i grydens vand og kog dem en 3-5 minutter alt efter hvor store banditter, du har fået mellem hænderne.

Start med at skrælle dem, men tag ikke for meget af. Du skal bare lige slippe af med det trædede yderste lag. Knæk herefter den nederste del af ved at holde pegefingeren på enden og bræk let med tommelfingeren højere og højere op af stænglen. På et tidspunkt knækker den nederste del af. Dem kan du bruge til en aspargessuppe.

image

De tre slags karse er karseemulsion, friteret karse og frisk karse.

image

Karseemulsionen laver du ved at blende masser af karse med en neutral olie – for eksempel solsikkeolie. Karseolien pisker du ind i en æggeblomme, på samme måde som en majo. Juster til sidst med salt, peber og citronsaft.

image

Den friterede karse friterer (duh!) du i varm olie. Men pas på for de sprutter helt vildt, når de kommer i olien. Meget lig når man friterer persille. Karsen skal bare lige ramme olien, før du tager den ud med en finmasket hulske. Knasende sprødt. Læg dem på fedtsugende papir.

Og så er det bare at anrette sammen med nogle store fede rejer. Lidt salt og peber til sidst. Måske en dråbe citronsaft eller syv.

image

med emneordet ,

Caesarsalat – hil Caesar og hans salat!

En af de nemmeste og mest appetitlige aftens- eller frokostretter, der ovenikøbet kun tager en 20-25 minutter at tilberede.

Basis er knasende sprødt, nyvasket og ditto slynget romainesalat skåret i grove stykker.

image

Saftige kyllingebryster – et til hver person. Stegt på pande, men endelig ikke gennempryglet. Lige inden du tager brysterne af, giver du panden lidt balsamicoeddike, deglacerer den og svinger brysterne rundt i reduktionen. Det giver både en sødme og en skarphed til kødet.

Lad dem hvile og skær dem tyndt på skrå.

image

Store rustikke croutoner: Et daggammelt flute ristet på panden i olivenolie og et par fed hvidløg – med skæl og det hele. Salt og peber til sidst.

image

Og så dressingen – rettens delikate fugemasse.

Af en æggeblomme og et par store bløb neutral olie pisker du en mayo op. Så tilsætter du et par ansjosfilleter, en fed hvidløg, en knold parmesan og et par tsk sennep og blender det hele med en stavblender. Juster herefter med citronsaft, salt og friskkværnet sort peber.

Lad alle ingredienserne mødes med dressingen sekunder før salaten rammer tallerknerne. Giv den også nogle lange flager af parmesanosten. Kylllingebrystet på toppen. Lidt friskkværnet peber til allersidst.

image

med emneordet , ,

Anmeldelse: Llamber, Barcelona

Årets tur til Primavera Sound inkluderede som sædvanligt også en masse god mad. Mest centreret omkring de afslappede og støjende tapasbarer La Boqueria, men lørdag fandt vi en funky sid ned-restaurant til frokost.

Fede rustikke lokaler, opmærksom og præcis betjening og masser af opfindsomme veleksekverede retter. Restauranten ligger en små 20 minutters gang fra Ramblaens horrible turistfælder.

image

Som det næsten altid er en god ide, når det kommer til tapas, så lagde vi vores munde i køkkenets hænder, og lod dem vælge for os helt frem til desserterne.

Starten gik med torsk og avocado lagt lag i lag som en tomatsalat. Her var tomaten blot lagt øverst som en art chutney. Sammen med fisken kom sprøde salte bananchips og små stærke banditter af geleterninger.

Herefter små kugler af foie gras-terrin i perfekt konsistens og kølig temperatur serveret med abrikosgele. I kuglens centrum var der en knasende nøddeoverraskelse.

Så fulgte luftige souffleer anrettet i æggebakke, grønne asparges og tempurajomfruhummerhaler på grillspyd med parmesan- og citronskum og stegte kartofler med blåskimmelostcreme.

Tiden var herefter til at løsne bæltespændet med en servering lynstegt tun. Altid en favoritret i min mund, hvis den er lavet ordentlig.

Derefter røg der blæksprutterisotto på bordet. Blæk i risene og stegte tentakler på toppen. Og til sidst smeltende møre oksekæber med glace og stegte svampe.

Masser af afslappet cava i glassene til vegetar- og fiskeretterne og en særdeles rar Rioja til at matche de tungere kødfulde retter.

image

Desserterne matchede tapasforspillets høje standard med anretninger af salt og peberis, rosmarinis, luftig hvid chokolademousse og en dessert jeg aldrig før havde smagt, nemlig små sprøde og bløde casadielles – stegte sukrede dejpuder fyldt med delikat nødde- og aniscreme.

Der var også en mælkerisdessert, som var afsluttet med knasende créme brûlée-sukkerlåg. I følge min kammerat måske den bedste dessert, han endnu havde fået. 

Vi lukkede med cocktails og nogle rigtig brede smil. Lige over 300 euro for ni retter, cava, vin, cocktail og kaffe til seks personer. Det må man sgu da sige er i orden.

Skynd dig derned.

Llamber – Taberna Gastronómica
Carrer de la Fusina 5
Barcelona 08003
933 196 250
med emneordet

Koldskål Deluxe

Gode gamle koldskål, her i en deluxe-version.

Denne opskrift holder lidt igen med sukkeret. Jeg kan godt lide en syrlig koldskål, der kan hygge sig i munden med de søde kammerjunkere.

En liter økokærnemælk, to spsk mascarpone, kornene fra en kæmpe satan af en polynesisk vaniljestang, fire æggeblommer, 10 tsk brunt rørsukker og endelig saften fra en hel citron.

image

med emneordet