Roadtrip i Sydengland og frokost på River Cottage Canteen

Jeg har i mange år været storforbruger af madprogrammer og af en eller anden grund, har englænderne altid vist vejen for kombinationen af mad og fjernsyn.

Det er skægt at se udviklingen fra Keith Floyds berusede totalteater over Jamie Olivers Cool Britannia-ungdommelighed og River Cottage’s sympatiske ‘tilbage til basis’-kampagner til Channel 4’s ufatteligt velproducerede, underholdende og interessante How To Cook Like Heston fra sidste år.

En af mine yndlinge er den lettere feminine og velmenende Rick Stein, som gennem de seneste to årtier har lavet en hel række programmer for BBC’s provinsafdeling i Bristol sammen med producenten David Pritchard, der også var bagmand på Floyds klassiske programmer tilbage i 80’erne. Ud over restaurantflagskibet The Seafood Restaurant i hjembyen Padstow driver Rick Stein en række andre restauranter rundt om i Cornwall. 

Så da min kæreste og jeg hoppede i en lejebil i Bristol Lufthavn onsdag aften for at køre Sydvestengland tyndt på fem dage (ja ja, en optimistisk opgave), var det oplagt at smutte forbi Rick Steins Fish & Chips i Padstow og få frokost torsdag.

image

Det viste sig dog at være en pænt stor skuffelse. En okay fisk, men nogle meget middelmådige slatne chips, dårligt vinvalg, et beskidt toilet og ret ligegyldig betjening. Øv. 

image

Mere knald på konceptet og smagen var der hos de gode folk fra River Cottage, da vi om lørdagen nåede tilbage nordpå. 

Hvis du har set bare et af deres programmer, så ved du, at gården, som danner rammen for programmerne, ligger ufatteligt smukt i Devon – nærmere bestemt nogle få miles uden for den lille landsby Axminster.

Her ligger The River Cottage Canteen, som er en uformel, men særdeles veldrevet restaurant, med fokus på lokale og sæsonbetonede råvarer. Man kan ikke bestille bord til frokost, så vi dukkede bare op og fik et rigtigt fint måltid helt nede på jorden.

Tre slags hummus med grillet brød.

image

Røget mørksej serveret som frittere med citronmayo.

image

Pulled lamb omgivet af focaccia, med salatblade, mynteyoghurt og en perfekt syltet agurk.

image

Den klassiske engelske sommerdessert Eton Mess.

image

Og til at dulme tørsten: En af de stærke ingefærøl, som englænderne er så pokkers gode til at brygge. Her økologisk Luscombe fra Devon.

image

En tavle på den ene endevæg kundgjorde, hvilke personer havde leveret råvarerne til dagens menu. Det er da sejt – fuld gennemsigtighed og et nik til producenterne.

Generelt set spiste vi rigtig godt på vores biltur. Specielt The Shack på havnen i Falmouth var en god aften. Masser af skaldyr – ja, faktisk kun det. En hel kogt krabbe. Østers. Grillede kammuslinger. Rejer. Blåmuslinger. Salturt. Fritter. Masser af dyppelse. Kølig, tør hvidvin.

Ja. Svært at slå.

Det er ganske let at komme på roadtrip i Sydengland fra København. Vi fløj med easyjet til Bristol for en flad plovmand hver og lejede en bil til små tre hundrede om dagen. B&B’s og hoteller i Cornwall, Devon og Somerset kan godt være lidt pebrede, men laver man lidt research og er lidt tidligt ude med reservationerne, kan man komme langt for en 500-600 kroner per nat.

med emneordet

Skriv mig en kommentar. Det synes jeg om.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: