Tag Archives: kylling

Bagt grøn karry med kylling – god weekend!

Yes! Der er virkelig smæk på den her – både frisk og intens på samme tid. Opskriften involverer en hel del forskellige ting, men er turen til grønthandleren værd. Og mange af tingene har du sikkert allerede i skabet, hvis du en gang i mellem laver asiatisk mad. Her hvad du skal bruge:

To hele kyllinger, to dåser kokosmælk, 4 dl yoghurt naturel, et stort bundt koriander, et mindre bundt mynte, 3-4 stængler citrongræs, en stor knold ingefær, to grønne chilier, 6-8 fed hvidløg, 4-6 springløg, en dåse bambusskud, en god sjat thai fiskesauce, 2 limefrugter og 1 spsk brun farin. Og sidst, men ikke mindst, en god karryblanding: 2 spsk fennikel, 2 spsk korianderfrø,  6-8 kardemommekapsler, en lille stang kanel og 1 spsk sort peber.

Her er til en seks-otte personer.

Ok, lad os klø på. 

Start med at partere kyllingerne. Del hver af filleterne i tre store stykker og hak tutten af lårene. Brun alle stykkerne godt og grundigt og stil kødet til side.

Herefter laver du den grønne karrypasta. Smid ingefær, hvidløg, 1 stængel citrongræs, chili, hoveddelen af korianderen og mynten, en sjat fiskesauce og en sjat soja i en hakker. 

Brrrzzzzzrrrrrrrr!

Så laver du den tørre karry. Altså kardemomme, fennikel osv. i enten en morter eller en kværn (eller en stor cementblander tilsat en rystepudser). Når du har lavet karryen, rister du den på en tør pande for at bringe smagen helt frem i bussen.

Og så…blander du det hele sammen i en stor gryde – kødet, karrypastaen og den tørre karry. Og bambusskudene, kokosmælken, farinen, springløgene og alt det andet, der står i ingredienslisten, men som jeg har glemt her. Ahh ja, et par stængler citrongræs. Kog ved svag varme i en times tid. Smag til med salt, peber og limesaft.

Hæld derefter karryen over i et ildfast fad og smid i ovnen ved 180 grader i endnu en time. Det koncentrerer smagen helt vildt.

Server med ris.

med emneordet ,

Nudelsalat med kylling og mango

Endnu en Rikke-opskrift: Nudler, en halv mango, lidt kylling, broccoli, et springløg, sesamfrø, en lime, to fed hvidløg, soja og lidt honning.

Kog broccolien og nudlerne og skyl i koldt vand. Skær mangoen i tern. Brun kyllingen sammen med hakket spring- og hvidløg. Glasér til sidst kyllingen og løgene af med et par teskefulde honning, lime og masser af soja. Bland det hele sammen i en stor skål med et drys eller tre af sesamfrø.

image

I øvrigt har vi fundet en fantastisk japansk soja til både retter som det her og til – som navnet antyder – sushi: Sushi Soy Sauce fra Yamasa-bryggeriet. Perfekt balance mellem smagsdybden og den fermenterede kant. Og meget salt. Herligt.

image

Du kan købe den i den japanske butik Sachie i Fiolstræde 32. De har også meget andet guf.

med emneordet ,

Djævelsk kylling med tomat og timian – yeah!!

Ah, nyt objektiv til kameraet.

Tak for tippet, Thomas!

Og så maden: Køb en kylling og split den ad. Sammen med kyllingen hiver du fat i en dåse hakkede tomater, lidt pancetta i tern, en håndfuld skalotteløg, en 5-6 fed hvidløg, masser af timian, lidt soja, en økologisk citron, lidt balsamicoeddike, en chili, cayennepeber, en tsk sukker, salt og peber.

Find en stor dyb pande og rist pancettaen af. Tilsæt kyllingestykkerne og brun dem rigtig godt. Der skal sgu smag på. Tilsæt hele pillede skalotteløg og hvidløgsfedene – evt. halverede – og en del af timianen. Rist videre til løgene har fået lidt farve.

Smid så tomaten i sammen med lidt revet citronskal, saften fra den halve citron, den hakkede chili, cayennepeber, lidt soja og balsamicoeddike, sukker, salt, friskkværnet peber og lidt vand.

Læg låg på, skru ned og lad herligheden simre i en 20-30 minutter.

Smag til med salt og peber og juster med cayennepeber og citronsaft. Anret med timian og revet citronskal.

Lidt ris til måske? Velbekomme!

med emneordet , ,

Poussiner med ramsløg og rødder – rask forårssimring

Jeg brugte en lille del af min søndag på at fouragere og fik høstet mig ramsløg på Assistens Kirkegård. Bor du i Københavnsområdet uden køkkenhave kan du se, hvor der er urter, bær og grøntsager at høste på kortet her: http://bit.ly/hPKwGn. Du kan også selv tilføje steder til kortet. Genial udnyttelse af Google Maps!

Nå, men udover ramsløgene skal du bruge et par poussiner, nogle gulerødder, et par rødløg, et par persillerødder, en halv citron, en lille håndfuld hel hvid peber, salt og friskkværnet sort peber.

Skyl poussinerne og prop lidt ramsløg og citron i dem.

Brun dem i olivenolie og lidt smør, tag dem op af gryden og svits de groftskårne grøntsager. Returner kyllingerne til gryden sammen med et bundt ramsløg, hvide peberkorn og et stort glas vand. Lidt salt.

Lad retten simre ved lav varme under låg i en halv times tid. Skim skummet af en gang i mellem.

Tag poussinerne og grøntsagerne op af gryden.

Reducer saucen og pisk lidt koldt smør, citronsaft og en tsk sennep i. Smag til med salt og peber. Hæld saucen over retten og anret med friske ramsløg og ramsløgblomster. Server med brød.

Velbekomme.

med emneordet ,

Skødesløs ovnkylling

Ret vild med den her ret. Aftensmad på 15 minutter.

Køb en hel kylling og partér den. Smid den i en bradepande sammen med rustikt skårne kartofler, aubergine og rødløg, samt hele hvidløgsfed, chorizo, citronbåde og masser af rosmarin.

Vend hele baduljen i olivenolie, salt og friskkværnet peber. Ind i ovnen ved, tjaa…180 grader? I en times tid? Halvanden?

med emneordet ,

Masalakarry – mmm, koriander!

Ah, Indien! Landet med Sai baba…men også med gode ting: For eksempel fantastisk mad. Her er en herlig kylling tikka masala, som jeg har lavet i mange år efterhånden.

Du skal bruge:

600-800 gram skært lam, kylling eller oksekød, 4 store løg, 2 dåser hakkede tomater, 2 dåser kokosmælk, et bløb olie, 2-4 chilier, 6 fed hvidløg, en stor knold ingefær, saften fra en lime, et bundt koriander, et bundt mynte, salt, peber og vand.

Men inden du går i gang med de råvarer, skal du lave selve karryblandingen. Eller altså, ja, karry er jo en blanding…anyways…du skal blande din karry! Rist 4 nelliker, 1 spsk korianderfrø, 1  spsk spidskommen, 1 spsk. fennikelfrø, 1 spsk. sort peber, 4 kardemommekapsler, 1 tsk. gurkemeje, 1 tsk. kanel i en pande og smid den – karryblandingen ikke panden – i din morter eller kaffemølle. Knus eller mal fint.

Stor gryde på blusset. Hak løgene og svits dem i olien sammen med karryblandingen. Skær kødet i store tern og brun det af sammen med løgene. Smid hvidløg, chili, ingefær (uden skræl), halvdelen af korianderbundtet og myntebundtet i en blender sammen med limesaften og vand nok til at blende. Blend! Tilføj denne blanding til gryden sammen med tomaterne og kokosmælken. Kog karryen i mindst 2 timer. Juster med salt, chili og lime.

Anret karryen med koriander- og mynteblade. Server med ris eller naanbrød. En blob yoghurt er også godt, og du kan jo lige kan give det lidt hakket mynte, så vi nærmer os en raita.

med emneordet , , , ,

Kyllingedeller og kartoffelsalat – sommeren lever endnu!

Jeg kommer fra en slægt af store frikadellestegere. Et af mine blivende barndomsminder er af min far, der står og steger frikadeller i vores køkken. Et andet er min farmors superfrikadeller.

Dellerne her har jeg lavet af et pund hakket kylling, et finthakket skalotteløg, et æg, lidt hvedemel, en god håndfuld revet parmesanost, friskkværnet peber og en stor tsk salt. Lad farsen hvile lidt i køleskabet. Steg frikadellerne i smør ved middelsvag varme.

Kartoffelsalaten er med en hjemmerørt mayo blandet med ymer, lidt stærk sennep, en god karry, ruccolasalat, lidt citronsaft, salt og peber. Vend de kogte, afkølede kartofler i blandingen sammen med purløg og radiser.

Velbekomme.

med emneordet , ,

Tarteletter – hvor svært kan det være?

En klassiker.

Køb en kylling eller en høne. Køb en røvfuld glasasparges, 1 liter sødmælk, en pakke smør, en citron og en pakke festtarteletter. Fra dit skab tager du salt, peber og lidt mel.

Kog fjærkræet i en times tid. Tag det op, lad det køle ned og pil det. Med fingrene…så du får kød i lange trævler. Hæld fonden i en skål. Smid gryden tilbage på blusset og smid cirka en tredjedel af smørpakken i. Lad det smelte og bruse af og tilsæt melet. Bag melet igennem i smørret og tilføj fond lidt af gangen, mens du rører som en gal. Bare rolig: klumperne skal nok forsvinde. Tilsæt derudover lidt mælk og noget af vandet fra glasaspargesen. MEN…lad ikke saucen blive for tynd. Smid til sidst kødet i og varm igennem. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.

Frem med festtarteletterne og en mørk øl.

med emneordet ,