Tag Archives: jul

Gløggessens – varm, sødet rødvin, ja tak!

Gløggrusen er helt sin egen: Den kommer snigende. Overrumplende. Kindevarmende.

En kende mavevendende, måske?

Så når man nu absolut skal drikke gløgg, så skal det sgu gøres ordentlig.

I min gløggessens skal der 50 cl porter-øl, 25 cl portvin, 75 gram brun farin, en kanelstang, en lakridsrod, en spiseskefuld nelliker, en spiseskefuld kardemommekapsler, en vaniljestang, en god knold ingefær, skrællen fra en økocitron og en passende mængde neutral snaps eller vodka – helt efter behag.

IMG_4580

Start med at riste kanel, kardemomme og nelliker i gryden, som når du laver karry. Tilsæt så porter og portvin og de andre ingredienser minus snapsen – vaniljestangen flækket, ingefæren skrællet og delt. Lad det hele simre en 10 minutters tid, lad blandingen køle lidt af, tilsæt snapsen og hæld essensen over i en passende flaske eller beholder med låg.

Lad den trække en dag eller to – eller et par uger, hvis du har det – i køleskabet.

IMG_4528

Når du skal bruge essensen, sier du den og, ja ja, det ved du godt, tilsætter rødvin. Blandingsforholdet er 1 til 4 eller 1 til 3. Det kommer lidt an på vinen.

Smag dig frem.

I øvrigt!

For et par år siden lavede jeg en essens til hvid gløgg. Den kan du finde lige her.

med emneordet , ,

Risalamande-panna cotta – stivnet jul

En rest risalamande funky’et op.

Du skal bruge en kvart liter risalamande. Sådan en lille skålfuld. En kvart liter fløde. 5-6 blade husblas. Et par teskefulde sukker. Lidt fintrevet appelsinskal. Kirsebærsauce. Mandler.

Læg husblasen i vand en ti minutters penge. Varm fløden op ved meget svag varme sammen med sukkeret. Vrid husblasen og rør den ud i den varme fløde. Helt ud. Riv lidt appelsinskal i.

Tag appelsinhusblasfløden af blusset og lad den køle lidt ned. Vend blandingen i risalamanden og kom hele molevitten på små glas.

Du kan sagtens få fire glas ud af det.

Sæt på køl i en 3-4 timer.

Hæld kirsebærsauce over lige inden servering og drys med lidt smuttede, hakkede mandler.

image

image

med emneordet , , , ,