Tag Archives: gløgg

Essens til hvid gløgg – og det naturlige næste skridt, Gløgg Sour

Hvid gløgg er et herligt alternativ til den klassiske. Lidt mere frisk, lidt mere fyrrig og lidt mindre hovedpine.

Til cirka en liter essens skal du bruge en liter æblesaft, to økocitroner, en økoappelsin, to vanillestænger, en stor klump ingefær, tre spiseskefulde brun farin, fire kanelstænger, 10 sorte peberkorn, en lille håndfuld kardemommekapsler, 6-8 stjerneanis…og en halv flaske mørk rom.

Sæt æblesaften over smag varme i en gryde. Skræl både citronerne og appelsinen og smid stykkerne i gryden sammen saften fra frugterne. Flæk vanillestængerne, skrab kornene ud og tilsæt sammen med stængerne. Vask ingefæren, skær i skiver og tilsæt også det. Smid alle krydderierne og farinen i, men ikke rommen. Den skal i til sidst, så alkoholen ikke fordamper.

Småkog i en 10-15 minutter, så alle ingredienserne finder hinanden.

UNADJUSTEDNONRAW_thumb_a35f

Tilsæt til sidst rommen. Og måske også lidt klar snaps, hvis du vil helt op i winter wunderland. Essensen skal i øvrigt blandes op med hvidvin i et 1:3 forhold. Altså 1 del essens til 3 dele hvidvin, ik?

Alt efter hvor tør en hvidvin, du har fået fat i, kan det også være. at du skal justere med sukker. Men helt ærligt, så er en gløgg, som ikke river i tandhalsene sgu at foretrække for alle parter.

Men…essensen kan jo faktisk også bruges endnu mere fornuftigt. Nemlig til en Gløgg Sour. Altså en sour-cocktail med gløggessens og rom.

Du skal bruge 1 del gløggessens, 1 del mørk rom, 1 del limesaft, 1/2 del flormelis eller simpel sirup og 1/2 del æggehvide.

Start med at lægge en to-tre store isklumper i et par cool glas og smid eventuelt en kanelstang i også. Saml de ovenstående ingredienser i en cocktailshaker sammen med et par isklumper. Ryst grundigt.

Fordel i glassene, så du når helt op til toppen og øverst lægger et tæt lille hoved af skum.

Oh, sweet mother.

God fornøjelse. Og god jul.

med emneordet

Gløggpunch – stilfuld juleblyhat

Jo jo, der er sikkert nogen, som har fundet på den her drink før mig, men alright – nu siger vi bare, at den er min, ikke? Der er vel heller ingen grund til at skændes.

IMG_4677_farve

Nå.

Allerførst, faktisk mindst en uge forinden, laver du gløggessensen. Til den skal du bruge 3 dl mørk rom, 3 dl smagsneutral snaps, 2 dl portvin, 200 gram brun farin, saften fra en stor økoappelsin, en stor knold ingefær, 15 nelliker, 10 sorte peberkorn, 5 kanelstænger, 5 stjerneanis, 2 vaniljestænger og 20 kardemommefrø.

Start en gryde op på blusset og rist krydderierne af. Tilsæt brun farin og lad det karamellisere en smule, før du hælder vinen, spiritussen og appelsinsaften over. Smid til sidst ingefær i skrællet og skivet form samt vaniljekorn pelset fra vaniljestængerne samt selve stængerne i gryden.

Kog op og  hæld på en lufttæt beholder.

IMG_4596

Lad essensen stå køligt i mindst en uge men gerne længere.

Og nu kan den jo så blive til gløgg. Men også til gløggpunch, ved ganske enkelt at ryste 1 del essens, 2 dele tranebærsaft og masser af is i en shaker. Hæld over i afkølede whiskyglas med store isterninger.

Pynt med frisk mynte, som du først lige tærsker mod bordet eller – ja, jeg vidste det, din fritidsflagellant – underarmen, så aromaolierne frigives.

Ho ho ho!

Skål.

IMG_4622

med emneordet ,

Gløggessens – varm, sødet rødvin, ja tak!

Gløggrusen er helt sin egen: Den kommer snigende. Overrumplende. Kindevarmende.

En kende mavevendende, måske?

Så når man nu absolut skal drikke gløgg, så skal det sgu gøres ordentlig.

I min gløggessens skal der 50 cl porter-øl, 25 cl portvin, 75 gram brun farin, en kanelstang, en lakridsrod, en spiseskefuld nelliker, en spiseskefuld kardemommekapsler, en vaniljestang, en god knold ingefær, skrællen fra en økocitron og en passende mængde neutral snaps eller vodka – helt efter behag.

IMG_4580

Start med at riste kanel, kardemomme og nelliker i gryden, som når du laver karry. Tilsæt så porter og portvin og de andre ingredienser minus snapsen – vaniljestangen flækket, ingefæren skrællet og delt. Lad det hele simre en 10 minutters tid, lad blandingen køle lidt af, tilsæt snapsen og hæld essensen over i en passende flaske eller beholder med låg.

Lad den trække en dag eller to – eller et par uger, hvis du har det – i køleskabet.

IMG_4528

Når du skal bruge essensen, sier du den og, ja ja, det ved du godt, tilsætter rødvin. Blandingsforholdet er 1 til 4 eller 1 til 3. Det kommer lidt an på vinen.

Smag dig frem.

I øvrigt!

For et par år siden lavede jeg en essens til hvid gløgg. Den kan du finde lige her.

med emneordet , ,