Tag Archives: gris

Phó th…hmm, aromatiske asiatiske nudler med gris og grønne bønner

image

Du skal have fingre i en pakke risnudler, to æg, 400 gram hakket svinekød, en lille håndfuld springløg, en stor håndfuld bønner, et par fed hvidløg, en lime, en chili, en knold ingefær, fiskesauce, sojasauce, en tsk sukker.

Her er nok til fire – måske også seks personer. Du skal have en stor wok.

Som med så mange andre af de asiatiske retter, der lynsteges i en wok, så skal alt prep-arbejdet laves først, inden man til sidst – og i et raskt tempo – samler retten over blusset. 

Start med at brune kødet.

image

Mens kødet skifter farve, smider du hvidløg, ingefær, halvdelen af chilien, to springløg, en tsk fiskesauce, saften fra halvdelen af limen og et par spsk vand i en blender og blitzer det sammen til en tynd aromatisk pasta.

Tag kødet ud af wok’en, når det har fået farve.

De resterende springløg hakker du fint og nudlerne tilbereder du efter de instruktioner, der står på pakken. Det letteste er at smide nudlerne i en skål, hælde en kande kogende vand over, lade trække et par minutter og så give dem en tur under den kolde hane i en si.

image

Nu er du klar til at samle retten. Fuld bål under wok’en og lidt olie i den.

Først i med de snittede springløg. Så æggene. Hak dem. Rod i dem. Så nudlerne. Bønnerne. Kødet. Den aromatisk pasta. Sukkeret.

Sving wok’en.

Juster med sojasauce, limesaft, fiskesauce. Giv retten friskhed, sprødhed og styrke ved at smide finthakket springløg og chili over inden servering.

image

med emneordet , , ,

Koteletter i fad på sommermanér – salsagris

Masser af fløde og champignoner giver mening på en kold vinteraften, men absolut ikke, når man sidder på altanen i aftensolen med stråhat og kølig hvidvin i glasset.

Så jeg har lavet en let sommerversion af den gamle aftensmadstraver, der erstatter den flødebaserede sovs med en aromatisk tomatsalsa.

image

Start med at hive din stavblander frem. Den skal bide i 4-6 store tomater, 2 skalotteløg, en stor dusk persille, en stor dusk kørvel, et fed hvidløg, lidt olivenolie, citronsaft, lidt korianderfrø, salt og peber.

Blend indtil du har en ensartet, men rustik tomatsalsa.

image

Og så kødet.

Koteletter.

image

Giv dem masser af farve over blusset direkte i det fad, du vil bage dem i. Ingen grund til at svine en pande til. Giv dem lidt salt og peber, mens du bruner dem.

Et aluminiums- eller stålfad er en god ide.

image

Et keramikfad er ikke en god ide.

Pokkers!

image

Nå men.

Når koteletterne har fået farve i kinderne, hælder du salsaen over og skraber godt rundt i hele fadets bund, så du får løsnet alle det fastbrændte og karamelliserede kødsaft. Masser af smag der.

Giv det hele en 20 minutters tid i en ovn ved 180 grader.

Det var sgu det.

Forbandet let. Forbandet lækket.

image

med emneordet ,

Stegt flæsk med persillesalat

Jeg er ganske vild med stegt flæsk i den traditionelle version med sovs og kartofler og har kun glæde til overs for en god tur på Tove Ditlevsens Mindehave med kammerater og skummende glas øl.

Men sådan en omgang svineri kan sgu også blive lidt for meget på en forsommerdag. Så her er mit bud på en lidt lettere udgave af retten, der stadig sætter griseknaset dels i centrum og dels i kompagniskab med persillen.

Man kan naturligvis stege flæsket på panden, men jeg vælger sgu altid ovnen. Mindre postyr og vendearbejde, og smagen bliver præcis den samme. 

Så altså, ovnen på en 200 grader, og så klemmer du ellers på, indtil flæsket har den konsistens, du ønsker. Der går i hvert fald 45 minutter. Vend det halvvejs gennem processen.

Inden du lægger flæsket på bageristen, skal du lige huske at salte det generøst. Jeg kan også lide at give det en anelse knust korianderfrø.

image

Den tilhørende salat er lavet med frillicesalat, masser af hakket persille og tyndskivede jordskokker. Lige inden flæskerendezvous’et har jeg vendt salaten i en let dressing med rapsolie, citronsaft og lidt revet peberrod. Salt og peber.

Det er i øvrigt allerførste gang jeg nogensinde har brugt jordskokker her på bloggen. I supper synes jeg rodfrugten får en sær dominerende smag af plastik. Er det bare mig? Men i rå form har jordskokken en fantastisk nøddeagtig aroma og en meget frisk og sprød tekstur – perfekt til at hælde i en salat.

image

God fornøjelse.

IN ENGLISH

This is a modernised version of a classic dish of the Danish kitchen. Traditionally it involves strips of salted fried belly pork with boiled potatoes and a white parsley sauce.

Here the side is a fresh frillice salad with thinly sliced Jerusalem artichokes and lots of parsley. The salad is tossed in a rapeseed oil and lemon dressing with lots of freshly grated horseradish, salt and pepper.

The belly pork is sliced to half a centimeter pieces and fried in the oven at 200 degrees until golden and crunchy. This usually takes around 45 minutes. Flip them once. Remember to salt the pork before and after the oven.

Finish the dish by grading some more horseradish over.

med emneordet , , , ,

Hot kikærtechana med svinegrillspyd – og yoghurt…ahhh

Retten chana kommer fra Punjab-regionen i den nordlige del af Indien og Pakistan.

Du skal bruge to løg, to fed hvidløg, et par håndfulde udblødte og kogte kikærter, en 5-6 blommetomater, en lille knold ingefær, en tsk gurkemeje, en tsk stødt spidskommen, to tsk garam masala, en tsk sorte sennepsfrø, cayennepeber efter smag, en citron, en dusk koriander, vand, olie, salt.

I en dyb stegepande eller lille gryde kommer du olie eller – hvis du har det – ghee. Fintsnit løgene og steg dem sammen med hvidløget grofthakket. De må godt få lidt farve.

Tilsæt sennepsfrøene og de andre krydderier. Vend rundt og smid kikærterne i. Hak tomaterne groft og høvl langt de fleste af dem i. Du skal bruge resten af tomaterne til sidst til pynt og friskhed.

Hæld en smule vand ved og lad chana’en koge ved svagt blus i et kvarters tid. Når den er ved at koge tør, tilsætter du lidt mere vand. Husk også at røre lidt rundt hist og pist. 

Juster til sidst med salt og citronsaft og server med de resterende hakkede tomater, koriander og yoghurt.

image

Ja okay, blev det lidt for food stylet?

Man kan også spise den sådan her. Det smager sgu lige godt.

image

Jamen, det var jo så det…bum bum. 

Så er det vist tid til en bjørn og en trampolin. Eller måske en aprilsnar fra sidste år. Eller Cat Power, der synger Lived in Bars live.

Hvad?

Nå, du vil også have opskriften på grillspydene?

Alright!

Du blander et pund hakket svinekød med to finthakkede fed hvidløg, en tsk stødte korianderfrø, en tsk stødt spidskommen, en tsk paprika, masser af friskkværnet peber, salt.

Steg en lille bitte bid fars for at tjekke, om du har saltbalancen på plads. Når den er fjong, ruller du farsen til små kødboller og stikker dem på grillspyd. Der kommer en 6-8 spyd ud af det.

Steg grillspydene på grillen, grillpanden, panden, under ovnens grill eller hvad du nu har af blus.

med emneordet , ,

Flæskestegssandwich – verdens bedste mad af rester

Lige nu ligger der tusindvis af flæskestegslevninger fra i aftes i danske køleskabe.

Såeh…bum bum! Ja! Ja, netop!

Start med et godt sandwichbrød. Her har jeg lavet det der grydebrød, men i en lille kasserolle. God størrelse.

image

Brun sovs og friskkværnet sort peber.

image

Flæskestegen. Mindst tre skiver.

image

Syrligt æble.

image

Lynsyltet rødbede – tynde skiver af rødbede vendt i salt, sukker og citronsaft.

image

Toppen på.

image

med emneordet , , ,

Kinesisk vildsvinegryde – 那么好!

Hver eneste gang jeg laver den her ret, forbløffes jeg over, hvor koncentreret smagen af grisebassen bliver. Vildsvin kan godt være lidt svært at få i indkøbsnettet, og du kan selvfølgelig godt bruge en helt almindelig lyserød dansk gris til den her ret.

Skær et pund vildsvinekød (fx nakkekam) i store tern og mariner det i en masse sojasauce i en times tid. Tag kødet op af soyaen og steg det i en 1-2 cm olie i en gryde. Gå efter en god gylden skorpe.

Hiv grisen op og hæld olien fra.

Returner kødet til gryden sammen med 3-4 store løg i skiver, en stjerneanis, en kanelstang, en tsk sukker, 5-6 hakkede fed hvidløg, en masse revet ingefær, tørret mandarinskal, en masse knust szechuanpeber peber, en halv liter vand, et stort bløb risvin og soyaen, som du marinerede kødet i.

image

Sæt gryden med låg ind i en ovn ved 150 grader i 2 timer. Rør lidt i gryden en gang i mellem.

image

Server med friskrevet ingefær og lidt springløg.

image

Jamen, for djævlen da….dét der…det er godt!

———-

Short and sweet and in English

Marinate a pound of wild board meat in soy sauce for a couple of hours, roughly dice and shallow fry it. You’re looking for lots of colour.

Take the meat out and discard the cooking oil. Return the meat to the pot and throw in 3-4 large chopped onions, a star anise, a stick of cinnamon, a teaspoon of sugar, 5-6 chopped up garlic cloves, a lot of grated ginger, dried mandarin peel, a lot of crushed Szechuan peppercorns, half a liter of water, a splash of rice wine and the soy you marinated the meat in.

Pop the lid on the pot and place it in a 150 degrees Celsius oven for 2 hours.

med emneordet , , ,

Mine stærke kødboller med spaghetti

Lady og Vagabonden-materiale.

Farsen til kødbollerne har jeg blandet af 500 gram hakket svinekød (12 % mindst), to skalotteløg, 5 fed hvidløg, 1 æg, et par spsk hvedemel, 50 gram revet parmesanost, en lille håndfuld hakket timian, to tsk revet stærk peberrod, lidt chili, salt og friskkværnet peber. Bland hele molevitten sammen, og lad farsen samle sig i køleskabet en halv times tid.

Rul farsen til bordtennisboldstørrelse boller, og steg dem på en pande i lidt olivenolie. Når bollerne har fået farve i kinderne, steger du en hakket skalotteløg og et par fed hvidløg med i panden.

Herefter hælder du en dåse tomat over sammen med lidt vand, lidt mere peberrod og revet parmesanost. Smid låg på panden, og lad retten simre en times tid. Smag til med salt og peber. Og lidt mere chili.

 

IMG_0302

Server over spaghetti, kartoffelmos, gnocci, stegt polenta eller hvad du nu ellers kan finde på.

Bam!

med emneordet , , , ,

Grillet herregårdskotelet med en simpel grøn salat

Grillsæsonen blev i mit hoved skudt i gang, da jeg i onsdags lå i Nørrebroparkens sol og indsnusede røgen fra en håndfuld engangsgriller og en enkelt pind eller to. Jeg har endnu ikke haft gang i grillen, men grillpanden giver sgu også et godt resultat.

Med så store koteletter som dem her, giver det god mening at fyre op under dem på grillpanden og så slutte dem af i ovnen.

med emneordet

Den ultimative thaikødbollesandwich

Den klump fars, jeg havde til overskud fra forårsrullerne den anden dag, rullede jeg og stegte til kødboller til den ultimative asiatiske sandwich.

Ud over kødet er der skrællet agurk, bambusskud, koriander, mynte, thaibasilikum, chilisauce og en marinade lavet helt klassisk på sojasauce, fiskesauce, risvineddike, finthakket chili og hvidløg, lidt sukker og revet ingefær.

Det største problem med sådan en Jens Okking er jo, hvordan man spiser den. Men med steakbestik går det. Når den falder fuldstændig fra hinanden, har man jo også chancen for at smide lidt mere chilisauce på.

God lørdag!

med emneordet ,

Forårsruller – forår! forår! forår! (sruller)

Til farsen skal du bruge: 500 gram hakket svinekød, to tsk kinesisk fivespice, et par cm ingefær revet, et skalotteløg revet, tre fed hvidløg revet, en dåse bambusskud finthakket, en stor gulerod hakket i fine tern, en håndfuld hakket koriander og mynte, et æg, friskkværnet peber og sojasauce.

Bland det hele sammen og lad farsen hvile en times tid i køleskabet. Du kan sagtens bruge den her blanding til dampede wontons, hvis du er i det humør, men her har jeg brugt rispapir til at lave forårsruller.

Giv papiret en kort tur under hanen. Læg det ud på et fladt område. Læg en lille rulle af farsen i yderkanten af papiret.

Rul farsen stramt halvvejs ned, flap siderne ind.

Rul færdig.

Frituresteg rullerne indtil de er gyldne og sprøde.

Dyp i en god sojasauce og måske lidt chilisauce.

Knas.

med emneordet ,