Med sådan en titel hiver man sgu læsere ind fra Google.
Men de ér sgu gode dem her. Svampede. Aromatiske. Perfekte.
Og de passer fint til pasta, placeret i polenta, som førsteviolin i en New Yorker-style meatball sandwich eller bare som gode gamle gnaveboller.
Andare!
Til en 10-12 gode kødboller skal du bruge et pund hakket frilandsgris af den federe slags, to fintrevne skalotteløg, to fintrevne fed hvidløg, en stor håndfuld rasp eller brødkrummer, en stor håndfuld revet parmesanost, et æg, en bunke hakket basilikum og salvie, salt og friskkværnet sort peber.
Jep, masser af basilikum
Rør alle ingredienserne sammen og steg en lille prøvebolle på panden for at tjekke, om du – ved et rent tilfælde – har fået saltniveauet på plads. Ellers – juster.
Lad herefter farsen hvile i køleskabet en halv times tid og tril den så til kødboller. Sådan på størrelse med squashbolde eller…nej, ja squashbolde.
Steg bollerne på panden i olivenolie ved pænt høj varme. Masser af stegeskorpe, masser af umami.
Yes!