Category Archives: Gris

Mine stærke kødboller med spaghetti

Lady og Vagabonden-materiale.

Farsen til kødbollerne har jeg blandet af 500 gram hakket svinekød (12 % mindst), to skalotteløg, 5 fed hvidløg, 1 æg, et par spsk hvedemel, 50 gram revet parmesanost, en lille håndfuld hakket timian, to tsk revet stærk peberrod, lidt chili, salt og friskkværnet peber. Bland hele molevitten sammen, og lad farsen samle sig i køleskabet en halv times tid.

Rul farsen til bordtennisboldstørrelse boller, og steg dem på en pande i lidt olivenolie. Når bollerne har fået farve i kinderne, steger du en hakket skalotteløg og et par fed hvidløg med i panden.

Herefter hælder du en dåse tomat over sammen med lidt vand, lidt mere peberrod og revet parmesanost. Smid låg på panden, og lad retten simre en times tid. Smag til med salt og peber. Og lidt mere chili.

 

IMG_0302

Server over spaghetti, kartoffelmos, gnocci, stegt polenta eller hvad du nu ellers kan finde på.

Bam!

med emneordet , , , ,

Grillet herregårdskotelet med en simpel grøn salat

Grillsæsonen blev i mit hoved skudt i gang, da jeg i onsdags lå i Nørrebroparkens sol og indsnusede røgen fra en håndfuld engangsgriller og en enkelt pind eller to. Jeg har endnu ikke haft gang i grillen, men grillpanden giver sgu også et godt resultat.

Med så store koteletter som dem her, giver det god mening at fyre op under dem på grillpanden og så slutte dem af i ovnen.

med emneordet

Stegt svinekotelet med rustik guacamole

Jah, ganske simpel og hurtig aftensmad. Den rustikke guac har, udover avocado og blommetomater, også citronsaft, hvidløg, skalotteløg, salt, peber og et lille hint af spidskommen i sig.

Guac’en er mast ikke rørt.

Koteletterne har jeg stegt ved kraftig varme og derefter deglaceret panden med citronsaft. Så har jeg tilføjet lidt smør og citronskaller til panden og braseret færdig. Salt og peber.

med emneordet

Forårsruller – forår! forår! forår! (sruller)

Til farsen skal du bruge: 500 gram hakket svinekød, to tsk kinesisk fivespice, et par cm ingefær revet, et skalotteløg revet, tre fed hvidløg revet, en dåse bambusskud finthakket, en stor gulerod hakket i fine tern, en håndfuld hakket koriander og mynte, et æg, friskkværnet peber og sojasauce.

Bland det hele sammen og lad farsen hvile en times tid i køleskabet. Du kan sagtens bruge den her blanding til dampede wontons, hvis du er i det humør, men her har jeg brugt rispapir til at lave forårsruller.

Giv papiret en kort tur under hanen. Læg det ud på et fladt område. Læg en lille rulle af farsen i yderkanten af papiret.

Rul farsen stramt halvvejs ned, flap siderne ind.

Rul færdig.

Frituresteg rullerne indtil de er gyldne og sprøde.

Dyp i en god sojasauce og måske lidt chilisauce.

Knas.

med emneordet ,

En bacon and eggs-mad

…med drys af en stærk chilipasta og en lige så stærk kop sort kaffe til at fejre min blogs et-års fødselsdag *lyden af rysle*.

med emneordet ,

Mørbradgryde flamberet med Jack Daniel’s plus knuste kartofler

Mørbradgryde er en 70’er-klassiker og en pragtøvelse i excesser: Ikke bare svinekød, men mørbrad, ikke bare mælk, men fløde og så videre. Derfor har cocktailpølserne også altid undret mig – hvad er det, de små bastarder skal i den gryde?

Nå, til min version skal du i hvert fald bruge en svinemørbrad, 150 gram bacon i tern, en bakke champignoner, to løg, fem fed hvidløg, 2 dl fløde, en dåse hakkede tomater, lidt Jack Daniel’s og en tændstik, lidt finthakket rosmarin, en chili, to tsk paprika, en tsk sukker, salt og masser og masser af friskkværnet peber.

Klassisk start: Steg bacon i en gryde indtil det er sprødt og smid de to løg skåret i tynde skiver i. Svits indtil løgene falder sammen og giv dem undervejs hvidløgsfedene grofthakket og lidt af paprikaen, salt og peber. Tag blandingen op af gryden og steg mørbraden skåret i tykke skiver. Der skal en god stegeskorpe på. Smid løgblandingen tilbage i gryden og flamber med Jack Daniel’s – eller hvad du nu ellers lige har på hylden. Rød Aalborg er nok ikke et godt valg, men måske lakridsrodssnaps? Tilsæt tomat, hakket champignon, fløde og resten af ingredienserne.

Kog i mindst 2 timer ved svag svag varme – den sidste halve time uden låg. Saucen skal være tykflydende, og det burde den også være på dette tidspunkt. Hvis den ikke er det, kan du give den lidt meljævning. Smag til med salt og peber. Giv den også lige lidt mere paprika.

image

Ris er jo den traditionelle følgesvend, men du kan jo også lægge knuste kartofler ved, som jeg har gjort her. Skyl kartofler med skræl på og ovnbag dem med lidt olivenolie, salt, peber og knuste korianderfrø. Tilsæt en klat smør, lidt olivenolie, citronsaft og knus kartoflerne let, til de er på stadiet midt mellem kartofler og mos. Cremet og klumpet.

God fornøjelse med gryden!

med emneordet , , , ,

Smørrebrød, smørrebrød, smørrebrød

Når man har lavet snaps, vil man uvægerligt række ud efter rugbrødet og silden.

Men også andre stykker smørrebrød. Her er tre, jeg lavede til en herrefrokost i lørdags.

Først hønsesalaten. Kog en kylling (ja, eller en høne), pil kødet fra og bland det med et glas asparges, et par håndfulde ristede markchampignoner, lidt af vandet fra aspargesen, 2 dl græsk yoghurt, 1 dl mayonnaise, en tsk sennep, lidt citronsaft, en god stærk karry, salt og friskkværnet peber.

Inden jeg kogte kyllingen, pillede jeg skindet af den og sprødstegte det. På toppen af salaten fik skindet selskab af blegselleri, karse og lidt af de stegte champignoner.

Kartoffelmad med radiser og kantarelcreme. Kantarelcremen lavede jeg ved at stege en stor bunke kantareller sammen med lidt hakket skalotteløg og et ditto fed hvidløg. Herefter tilsatte jeg lidt sherryvineddike, reducerede ned og smed en deciliter fløde i. Så fik den stavblender og til sidst salt og masser af peber.

Og til sidst en med kamsteg. Jeg kan godt lide at pille stegen ud af ovnen, når den har en kernetemperatur på 65 grader. Det giver en farve lige over rosa og en steg, som er saftig og mør og som fortsat er det, når kødet er kølet af. Perfekt til smørrebrød.

Pynten kører et æbleflæsktema: Sværen, en kvist timian og æblemos.

med emneordet , ,

Madeksperimenter i Småland – jävla!

Weekendens tur til Småland bød ikke bare på cowboygryde. Her er et par madeksperimenter, som vi nød sammen med kolde øl på en lun sensommerlørdag i september.

Frakken af svineskanken fra cowboygryden blev til hjemmelavede flæskesvær. Svinestregerne på en bageplade med salt og ind i en 200 grader varm ovn i cirka en halv time

Og så var der kantarellerne. Vi plukkede masser af specielt tragtkantareller i skoven lige ved huset.

Smør, timian, salt og peber.

Hjemmesaltet og -røget bacon – den endte med at få 10 timer.

Og sidst, men absolut slet ikke mindst, en grubestegt lammekølle. Vi tog en stor lammekølle på cirka 3 kilo og gav den masser af salt og peber, stak den med hvidløg og lagde masser af friskplukket lyng omkring den.

Så pakkede vi den ind i først stanniol og så masser af klædestof. Derefter gravede vi et hul i jorden, tændte et stort bål, lagde en masse store sten ind i det, ventede to timer, lagde de varme sten ned i hullet, lagde stegen derned, dækkede med resten af stenene og lukkede hullet med jord og til sidst græstørvene.

Og så ventede vi 8 timer og gravede køllen op. 

Køllen var så mør, at vi ikke behøvede en kniv. Kødet blev pillet fra benet med to gafler og serveret med flødekartofler, en skarp tyttebærkompot og masser af rødvin.

Dejlig weekend, drenge!

med emneordet , , ,

Svensk cowboygryde – svineskank, æbler og alt andet godt fra Småland

Denne opskrift startede i Willys supermarked i Eksjö midt i Småland ved synet af en svineskank. Weekenden var så småt ved at rulle i gang, og vi var på udkig efter noget, der kunne tilberedes over bål i lang tid, og som kunne mætte syv sultne gutter.

Mens der blev tændt op på bålpladsen, skar jeg frakken af svineskanken, der senere blev til en lille ølsnack i form af hjemmelavede flæskesvær. I den store gryde kom først bacon, og i det afsmeltede fedt brunede jeg benet fra skanken og derefter kødet skåret fra benet. Så fulgte grofthakkede løg, knoldselleri, et par røgede vildsvinepølser skåret op, en øl, masser af timian, en chili, sorte peberkorn, enebær, to store skefulde grov sennep, store stænk worcestershiresuce, æbleeddike, vand og salt. Og så…4 timer over bål.

Efter de fire timer tilsatte jeg tre store æbler groftskårne, to store håndfulde tragtkantareller, som vi samlede tidligere på dagen, en rigtig god sjat fløde og gav den en halv time mere over gløderne.

Kartoffelmos og tyttebærkompot – det sidste var desværre sluppet op, da billedet blev taget.

Kødet var faldet fuldstændig fra benet og blevet til trævler i retten. Næste dag var der en lille smule tilbage i gryden, der kunne smøres på brødet som en art griserillette. Mageløst!

med emneordet