Category Archives: Fjerkræ

En halv grillkylling med det hele

Køb en grillkylling. Altså ikke en af de der friturestegte måger, men en saftig rotisserie-kylling. Pil den og smid stykkerne i en salat med fx tomater, feta og radiser. Her er salaten vendt i en dressing af citronsaft, olivenolie, masser af fintrevet peberrod, salt og friskkværnet peber.

Peberroden gav et godt stærkt spark, og citronen tilføjede friskhed og syre i modspil til fetaen og de fede og saftige stykker kylling.

Dejlig aftensmad, Rikke!

med emneordet ,

Poussiner med ramsløg og rødder – rask forårssimring

Jeg brugte en lille del af min søndag på at fouragere og fik høstet mig ramsløg på Assistens Kirkegård. Bor du i Københavnsområdet uden køkkenhave kan du se, hvor der er urter, bær og grøntsager at høste på kortet her: http://bit.ly/hPKwGn. Du kan også selv tilføje steder til kortet. Genial udnyttelse af Google Maps!

Nå, men udover ramsløgene skal du bruge et par poussiner, nogle gulerødder, et par rødløg, et par persillerødder, en halv citron, en lille håndfuld hel hvid peber, salt og friskkværnet sort peber.

Skyl poussinerne og prop lidt ramsløg og citron i dem.

Brun dem i olivenolie og lidt smør, tag dem op af gryden og svits de groftskårne grøntsager. Returner kyllingerne til gryden sammen med et bundt ramsløg, hvide peberkorn og et stort glas vand. Lidt salt.

Lad retten simre ved lav varme under låg i en halv times tid. Skim skummet af en gang i mellem.

Tag poussinerne og grøntsagerne op af gryden.

Reducer saucen og pisk lidt koldt smør, citronsaft og en tsk sennep i. Smag til med salt og peber. Hæld saucen over retten og anret med friske ramsløg og ramsløgblomster. Server med brød.

Velbekomme.

med emneordet ,

Skødesløs ovnkylling

Ret vild med den her ret. Aftensmad på 15 minutter.

Køb en hel kylling og partér den. Smid den i en bradepande sammen med rustikt skårne kartofler, aubergine og rødløg, samt hele hvidløgsfed, chorizo, citronbåde og masser af rosmarin.

Vend hele baduljen i olivenolie, salt og friskkværnet peber. Ind i ovnen ved, tjaa…180 grader? I en times tid? Halvanden?

med emneordet ,

Masalakarry – mmm, koriander!

Ah, Indien! Landet med Sai baba…men også med gode ting: For eksempel fantastisk mad. Her er en herlig kylling tikka masala, som jeg har lavet i mange år efterhånden.

Du skal bruge:

600-800 gram skært lam, kylling eller oksekød, 4 store løg, 2 dåser hakkede tomater, 2 dåser kokosmælk, et bløb olie, 2-4 chilier, 6 fed hvidløg, en stor knold ingefær, saften fra en lime, et bundt koriander, et bundt mynte, salt, peber og vand.

Men inden du går i gang med de råvarer, skal du lave selve karryblandingen. Eller altså, ja, karry er jo en blanding…anyways…du skal blande din karry! Rist 4 nelliker, 1 spsk korianderfrø, 1  spsk spidskommen, 1 spsk. fennikelfrø, 1 spsk. sort peber, 4 kardemommekapsler, 1 tsk. gurkemeje, 1 tsk. kanel i en pande og smid den – karryblandingen ikke panden – i din morter eller kaffemølle. Knus eller mal fint.

Stor gryde på blusset. Hak løgene og svits dem i olien sammen med karryblandingen. Skær kødet i store tern og brun det af sammen med løgene. Smid hvidløg, chili, ingefær (uden skræl), halvdelen af korianderbundtet og myntebundtet i en blender sammen med limesaften og vand nok til at blende. Blend! Tilføj denne blanding til gryden sammen med tomaterne og kokosmælken. Kog karryen i mindst 2 timer. Juster med salt, chili og lime.

Anret karryen med koriander- og mynteblade. Server med ris eller naanbrød. En blob yoghurt er også godt, og du kan jo lige kan give det lidt hakket mynte, så vi nærmer os en raita.

med emneordet , , , ,

Kyllingedeller og kartoffelsalat – sommeren lever endnu!

Jeg kommer fra en slægt af store frikadellestegere. Et af mine blivende barndomsminder er af min far, der står og steger frikadeller i vores køkken. Et andet er min farmors superfrikadeller.

Dellerne her har jeg lavet af et pund hakket kylling, et finthakket skalotteløg, et æg, lidt hvedemel, en god håndfuld revet parmesanost, friskkværnet peber og en stor tsk salt. Lad farsen hvile lidt i køleskabet. Steg frikadellerne i smør ved middelsvag varme.

Kartoffelsalaten er med en hjemmerørt mayo blandet med ymer, lidt stærk sennep, en god karry, ruccolasalat, lidt citronsaft, salt og peber. Vend de kogte, afkølede kartofler i blandingen sammen med purløg og radiser.

Velbekomme.

med emneordet , ,

Tarteletter – hvor svært kan det være?

En klassiker.

Køb en kylling eller en høne. Køb en røvfuld glasasparges, 1 liter sødmælk, en pakke smør, en citron og en pakke festtarteletter. Fra dit skab tager du salt, peber og lidt mel.

Kog fjærkræet i en times tid. Tag det op, lad det køle ned og pil det. Med fingrene…så du får kød i lange trævler. Hæld fonden i en skål. Smid gryden tilbage på blusset og smid cirka en tredjedel af smørpakken i. Lad det smelte og bruse af og tilsæt melet. Bag melet igennem i smørret og tilføj fond lidt af gangen, mens du rører som en gal. Bare rolig: klumperne skal nok forsvinde. Tilsæt derudover lidt mælk og noget af vandet fra glasaspargesen. MEN…lad ikke saucen blive for tynd. Smid til sidst kødet i og varm igennem. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.

Frem med festtarteletterne og en mørk øl.

med emneordet ,