Blåbærtærte – den er…

…sgu ret vild og meget enkel.

Tærtedejen er her 2,5 dl sigtet hvedemel, 1 dl sukker, et nip salt, 1/2 tsk bagepulver og lidt citronsaft nuldret sammen med 150 gram koldt smør og sat i køleskabet en halv time. Fyldet er en pose frosne blåbær – sådan cirka 300 gram, kogt op med vand og lidt sukker og vanillesukker, taget af varmen og rørt sammen med 3 blade udblødt husblads.

Tærten er bagt ved 175 grader i en lille halv time og kølet af inden servering.

Har du aftensmaden klar til i aften? Hvad med ragú napoletano?

med emneordet

Morgenmad med min madklub – tak x 3!

Weekendens sommerhustur med min madklub inkluderede denne morgenmadsbrunchherlighedstallerken komponeret på elegant vis lørdag af André.

Ja, det er en brødmuffin med soltørrede tomater og feta! Ja, det er smadrepande med stegt chorizo, bacon, kartofler, tomater, champignoner og masser og masser af rosmarin! Ja, det er et perfekt spejlæg! Ja, det er ketchup og hvidløgsmayo!

 Fantastisk!

med emneordet ,

Masalakarry – mmm, koriander!

Ah, Indien! Landet med Sai baba…men også med gode ting: For eksempel fantastisk mad. Her er en herlig kylling tikka masala, som jeg har lavet i mange år efterhånden.

Du skal bruge:

600-800 gram skært lam, kylling eller oksekød, 4 store løg, 2 dåser hakkede tomater, 2 dåser kokosmælk, et bløb olie, 2-4 chilier, 6 fed hvidløg, en stor knold ingefær, saften fra en lime, et bundt koriander, et bundt mynte, salt, peber og vand.

Men inden du går i gang med de råvarer, skal du lave selve karryblandingen. Eller altså, ja, karry er jo en blanding…anyways…du skal blande din karry! Rist 4 nelliker, 1 spsk korianderfrø, 1  spsk spidskommen, 1 spsk. fennikelfrø, 1 spsk. sort peber, 4 kardemommekapsler, 1 tsk. gurkemeje, 1 tsk. kanel i en pande og smid den – karryblandingen ikke panden – i din morter eller kaffemølle. Knus eller mal fint.

Stor gryde på blusset. Hak løgene og svits dem i olien sammen med karryblandingen. Skær kødet i store tern og brun det af sammen med løgene. Smid hvidløg, chili, ingefær (uden skræl), halvdelen af korianderbundtet og myntebundtet i en blender sammen med limesaften og vand nok til at blende. Blend! Tilføj denne blanding til gryden sammen med tomaterne og kokosmælken. Kog karryen i mindst 2 timer. Juster med salt, chili og lime.

Anret karryen med koriander- og mynteblade. Server med ris eller naanbrød. En blob yoghurt er også godt, og du kan jo lige kan give det lidt hakket mynte, så vi nærmer os en raita.

med emneordet , , , ,

Pizza bianco – normalt nummer 17

Den hvide pizza er uden tomatsauce og aldeles bidværdig. Dejen har jeg lavet med 25 gram gær opløst i 3 dl. lunkent vand. Lidt sukker, 1,5 tsk. salt, 1,5 spsk olivenolie og 1/2 kg. hvedemel. Ælt godt.

Lad dejen hæve lunt en times tid og rul den tyndt ud til en to-tre pizzaer.

Gode toppings til pizza bianco: pesto, rosmarin, tyndskivede kartofler og forstegt bacon. Husk en god mozzarella. Du kan også slå et par æg ud i pizzaen og kværne peber over.

image

Bag ved høj varme.

med emneordet , , ,

Spaghetti Carbonara – enkelt og godt

Rist 200 gram god bacon i en pande og kog en god håndfuld spaghetti i en gryde. Imens rører du to æggeblommer, 1/4 liter fløde og 100 gram revet parmesanost sammen med et godt drys salt og peber i en skål.

Tag en suppeøsefuld kogevand fra og hæld resten af vandet fra spaghettien. Smid æggemassen, baconen og det tilbageholdte kogevand i gryden. Returner gryden til varmen, og rør rundt indtil saucen klæber rigtig dejligt til pastaen.

Anret med revet parmesan og masser af friskkværnet peber.

med emneordet , ,

Gris med salvie, æbler og spidskål – endnu en hyldest til grisen!

Et godt tykt stykke gris med masser af fedt på toppen. Gnid det med masser af salt, peber og salvie. Steg det godt på panden på alle leder og kanter. Fedtet nederst først, naturligvis. Over i et fad og slut det af i ovnen ved 180 grader. Hmm, 10 minutter?

Imens smider du fintsnittet porre og spidskål i panden. Rist af og tilsæt 2-3 dl creme fraiche, lidt vand, æblebåde og masser af salvie. Kog ind og smag til med salt og peber.

Anret grisen ovenpå en stor skefuld af saucen.

med emneordet ,

Crema Catalana – grundlæggende set: budding!

Læg 5 blade husblads i vand. Varm 1/2 liter sødmælk op i en gryde sammen med revet citronskal og et par kanelstænger. Imens pisker du 4 æggeblommer og 75 gram sukker luftigt. Bland æggemassen og et lille nip salt i mælken og fortsæt med at varme. Det må ikke koge, men du skal godt derop ad.

Tag gryden af blusset og fisk kanelstængerne op. Vrid husbladsen og rør den i. Hæld op i små forme – her er nok til en 6-8 personer. Stil i køleskabet i mindst 4 timer.

Drys flormelis over og karameliser med en gasbrænder.

Knæk! Og godt nytår!

med emneordet

Havregrød med kanel, rugkerner og æble

For mange år siden i Canada spiste jeg havregrød til morgenmad fra små ready-to-eat-poser, hvis indhold man blot skulle røre op med kogende vand. Morgenmadspakkerne havde forskellige smagsvarianter, som fx ahornsirup og æble/kanel. Her er min version af sidstnævnte, og hvis du kan spise den en råkold morgen på den canadiske prærie, er det bedst.

Kog 1 dl havregryn og 1/2 dl knækkede rug- eller havrekerner med 3 dl vand, lidt salt og en lille kanelstang i en 3-5 minutter. Rør godt undervejs.

Server drysset med sukker, stødt kanel, fintsnittet æble og lidt iskold mælk.

med emneordet ,

Appelsindessert – bum!

Appelsinfileter, knækkede rugkerner og flødeskum vendt med ahornsirup og et stænk skotsk whisky.

med emneordet

Arme arme riddere – mams!

Lad brødet suge lidt sødmælk og strø det med kanel, sukker og vanillesukker. Steg skiverne ved lav varme i smør, indtil de er sprøde.

Ahornsirup!

Danish style French Toast

We call them arms riddere – poor knights – in Danish.

Let the bread soak up some milk, sprinkle with cinnamon, sugar and vanilla sugar and fry them in butter at a low heat until crisp. Serve with syrup and dusted with icing sugar.

med emneordet