Tag Archives: spanien

Muslinger i massevis og stegte sprutter – Andalusien i gryden

I sidste uge var jeg så heldig at bo i en lille fiskerlandsby i Andalusien. Og så endda i et hus med tagterrasse, gasgrill og udsigt til Middelhavet. Ganske udholdeligt. Fiskerne i byen solgte hovedsageligt sardiner, men i nærliggende Salobreña og Almuñécar, var der masser af fisk og skaldyr på is.

Her er et par af de retter, jeg biksede sammen i løbet af ugen i Europas dybe syd.

En af de hyggeligste og i øvrigt også nemmeste retter, jeg kan komme på, er muslinger. Her fik jeg fat i to net med, hvad fiskehandleren kaldte chirla, som vist bare betyder små muslinger på spansk. Det lignede venus- eller tæppemuslinger. De var fra vandene udfor Andalusien og helt rene og fine.

Men selvom muslinger ser rene ud, så plejer jeg altid lige at give dem en halv times tid i en skål kold vand og til sidst en ordentlig svingtur, inden de ryger i gryden.

IMG_2186

Så varmede jeg en generøs gang olivenolie op i gryden og dumpede muslingerne i. Herefter lidt varme og et par svingture og så et glas hvidvin eller to og låget på.

Jeg gav dem et par minutter, til muslingerne havde åbnet sig, og imens stampede jeg en blanding af bredbladet persille, hvidløg, olivenolie og citronsaft.

IMG_2156

Blandingen vendte jeg muslingerne i lige inden, de røg på bordet sammen med lidt brød.

Og så blæksprutter – en absolut nødvendighed for mig, når jeg er ved Middelhavet. Fiskehandleren har ofte et stort udvalg, men til den her ret, er de helt små, hvor hovedet er skåret af, de bedste.

IMG_2353

Skyl sprutterne, dup dem tørre og vend dem i hvedemel eller durummel, eller hvad du nu kan få vristet fra kakerlakkerne i køkkenskuffen. Uanset hvilken meltype, du vælger, så bland en gang salt og stærk paprika i, inden blæksprutterne vendes.

IMG_2263

Herefter frituresteger du i lav olie, indtil armene er både sprøde og bløde. Til sidst en omgang frisk koriander.

En stærk aioli og en kold øl klæder retten virkelig godt.

med emneordet , , , , ,

Et par tapas fra min roadtrip i Andalusien – fisk og gris

Som de af jer, der følger med i mine madroderier på Instagram, sikkert opdagede, så var i sidste uge på road trip i Andalusien for at kaste mine smagsløg efter stegt fisk, skinke, blæksprutter, tinto, sherry og alle de andre fine produkter fra Spaniens dybe syd.

Vi startede i Malaga lufthavn og kørte via den meget smukt beliggende, men skuffende turistede skinkeby Trevelez, op til Granada. Videre til et par overnatninger og tapasrunder i Sevilla og så ned til kysten og dynger af seafood og lokal Manzanella i Sanlúcar de Barrameda.

Her har jeg lavet min egne version af to af den herligt uendelige række af tapas, vi fik undervejs.

Den første fik vi i Las Teresas i Sevillas Santa Cruz-område – et ærligt og livligt sted med en lang bardisk, hvorpå der løbende materialiserer sig skåle, tallerkner og brædder med simple andalusiske tapas.

Her er Ensalada patata y atun – ja, altså kartoffelsalat med tun. 

I min version her har små kogte, afkølede kartofler givet plads i gryden til indholdet af en god dåse tun i olie, lidt finthakket grøn peber og springløg, saft fra en halv citron, masser af god ekstrajomfruolivenolie, salt og friskkværnet sort peber. Vend det hele sammen og lad det finde sig selv i køleskabet en times tid.

image

I Cádiz fik vi en endnu mere simpel tapas, som skriger til himlen efter en stykke rustikt brød, nemlig stegte kikærter med chorizo.

En pæn mængde olivenolie i kasserollen sammen med et fed hvidløg til lidt at give lidt smag. Varme under. Når olien er blevet hed, fjerner du hvidløget og smider et par klumper chorizo, som du har fjernet skindet fra, i. 

Der er masser af forskellige typer chorizo, men se om du kan få fat i en af de blødere typer, så den kan koge helt ud og gå i forbindelse med ærterne.

Når pølsekødet er kogt lidt ud tilsætter du udblødte kogte kikærter og lader dem stege sammen med lidt paprika, spidskommen, et nip cayennepeber, salt og peber. Giv den også lige lidt mere olivenolie.

Rustikt brød og kold øl passer fint til den her.

image

med emneordet , , , , ,