Koldskål er sgu formidabelt og noget, jeg spiser store mængder af hver sommer. Men hvorfor ikke kombinere koldskålen med pandekagen? Ved at bruge kærnemælk og citron i dejen, får man pandekager med et syrligt tvist, som jeg synes rigtig godt om.
Du skal bruge: 1/2 liter kærnemælk, 3 æg, saften fra en halv citron, tre spiseskefulde smeltet smør, tre teskefulde sukker, en halv teskefuld salt, kornene fra en vanillestang og hvedemel efter behov.
Start med at piske alle ingredienserne sammen undtagen melet, og tilsæt det derefter lidt efter lidt, indtil dejen har den konsistens, du ønsker. Jeg plejer at røre en dej sammen, der er på den linde side – så er det lettere at stege tynde, sprøde og delikate pandekager.
Steg pandekagerne i smør og server med sukker, sirup, friske jordbær og knuste kammerjunker.
Man kunne måske også bare købe en færdigblandet koldskål og piske hvedemel og det smeltede smør i. Tja, mon ikke?