Restaurant Kadeau på Vesterbrogade, som siden starten i efteråret 2011 har høstet stort set alle de hædersroser københavnske medier kan tromme sammen, har nu transformeret sig til Pony. Kadeau flytter til Christianshavn, ponyen passer på de gamle lokaler på Vesterbro.
Jeg var heldig at være dernede med tre gode kammerater en onsdag aften. Gemütlige lokaler, god mad og – herligst af alt – behagelig og engageret betjening. Vi fik deres fire-retters-menu og drak svanesk øl til.
Først stegte kolde kammuslinger med syltet agurk og estragoncreme. Ikke helt min kop te, lidt for bleg i smagen, men enkel og frisk.
Næste ret var derimod fuld skrue: Tatar af okseinderlår. Jeg elsker tatar. Oftest laver jeg den helt klassisk, måske med friske krydderurter. Men her var den i et favntag med trompetsvampe og en svampebuillon med merian. Så svampet. Og på den særdeles gode måde.
Hovedretten var confiteret svin med smørkogt knoldselleri. Heldigvis akkompagneret af bitre og syrlige modspark i form af sprøde kål og salater og en vinaigrette. En rigtig fin ret med god balance.
Til sidst mælkeis og hvid chokolade med jernurt som pulver, granité og olie. Meget raffineret og proppet med velsmag. Bravo.
Tak for mad.