Tag Archives: ovnret

Moussaka med dildsyltet agurk – grækerkrammer

Moussakaen lever en forholdsvis stille tilværelse i skyggen af den italienske fætter lasagnen. Og det er sgu da lidt af en fejl.

I den klassiske græske version – den findes nemlig også i det tyrkiske, serbiske, bosnisk/hercegovinske, bulgarske og rumænske køkken – er den befriet for kartofler, ganske enkel og helt igennem eminent.

Og kombineret med et syrligt tilbehør er vi helt i mål. Et meget velsmagende mål.

fullsizeoutput_4b81

Du skal først stege to auberginer.

Skær dem i tynde skiver og steg dem i opulente mængder olivenolie på en pande. De skal tage lidt farve, og bitterheden skal eksorceres. Læg dem derefter i bunden af dit ildfaste fad og giv dem en del salt og masser af friskkværnet kulsort peber.

Så går du i gang med kødsaucen.

Hmm, faktisk giver det mening at starte med den. Årh ja, start med den. Hvis du allerede har stegt auberginerne, så fred være med det, men hvis du er en af de der anale kontrolfreaks grundige typer, der læser hele opskriften først, så start med saucen.

Nå men…

Brun omkring et pund hakket lamme- eller oksekød i en stor gryde. Det skal virkelige brunes – indtil det mørkner. Giv det farve. Tag kødet ud og smid i stedet to store fintsnittede løg i sammen med lidt olivenolie og en kanelstang. Lad løgene sautere og tilsæt mindst fire fed hvidløg, hakket groft.

Stik gryden et glas rødvin, lad det boble lidt ned og miste alkoholen og tilsæt så et par spiseskefulde tomatkoncentrat, en dåse hakkede tomater, en halv liter fond eller vand og en håndfuld hakket frisk oregano.

fullsizeoutput_4b82

 

Læg låg på og lad gryden simre ved lav varme i en times tid, indtil du har en mørk og intens kødsauce, der klæber til skeen. Smag til med salt og peber. Til sidst fisker du kanelstangen op.

Mens kødsaucen bobler lystigt, steger du auberginerne og laver en bechamelsauce ved at smide omkring en 75 gram smør og den samme mængde mel i en kasserolle. Lad det mødes et par minutter og tilsæt sødmælk af tre omgange, indtil du har en tyk sauce, som du er tilfreds med. Tilsæt en stor håndfuld revet hård ost – for eksempel pecorino eller parmesan – rør det ud og smag til med salt, peber, citronsaft og revet muskatnød. Lad saucen køle godt ned og tilsæt et par æggeblommer.

Kødsaucen over aubergineskiverne, bechamelsauce over kødsaucen og ind i en 180 grader varm ovn i cirka en halv time.

Færdig.

Hov, vi glemte de syltede agurker. Skær agurk tyndt på mandolinjern – eller med en kartoffelskræller – og mariner i æblecidereddike, citron, sukker og lidt salt. Masser af friskhakket dild skader absolut ikke. Nigellafrø heller ikke. Bland godt sammen og lad agurkerne trække et kvarters tid.

Nu er vi færdige.

med emneordet ,