Tag Archives: morgenmad

Madeksperimenter i Småland – jävla!

Weekendens tur til Småland bød ikke bare på cowboygryde. Her er et par madeksperimenter, som vi nød sammen med kolde øl på en lun sensommerlørdag i september.

Frakken af svineskanken fra cowboygryden blev til hjemmelavede flæskesvær. Svinestregerne på en bageplade med salt og ind i en 200 grader varm ovn i cirka en halv time

Og så var der kantarellerne. Vi plukkede masser af specielt tragtkantareller i skoven lige ved huset.

Smør, timian, salt og peber.

Hjemmesaltet og -røget bacon – den endte med at få 10 timer.

Og sidst, men absolut slet ikke mindst, en grubestegt lammekølle. Vi tog en stor lammekølle på cirka 3 kilo og gav den masser af salt og peber, stak den med hvidløg og lagde masser af friskplukket lyng omkring den.

Så pakkede vi den ind i først stanniol og så masser af klædestof. Derefter gravede vi et hul i jorden, tændte et stort bål, lagde en masse store sten ind i det, ventede to timer, lagde de varme sten ned i hullet, lagde stegen derned, dækkede med resten af stenene og lukkede hullet med jord og til sidst græstørvene.

Og så ventede vi 8 timer og gravede køllen op. 

Køllen var så mør, at vi ikke behøvede en kniv. Kødet blev pillet fra benet med to gafler og serveret med flødekartofler, en skarp tyttebærkompot og masser af rødvin.

Dejlig weekend, drenge!

med emneordet , , ,

Morgenmadsbradepande – alt det gode samlet ét sted

Min gode madven André lavede på en sommerhustur i januar en enormt appetitvækkende smadrepandemorgenmad. Her er min version, der også involverer æg direkte i bradepanden og citronskal. Du skal købe eller bytte dig til: Gode stærke pøller, tomater på stænglen, bacon, små nye kartofler, æg, en citron, hvidløg, olivenolie, salt, peber og en rosmarinbusk.

Start (fx aftenen før) med vaske kartoflerne og forkoge dem i en 10-15 minutter. Lad dem køle ned og smid dem i en god stor bradepande. Giv dem lidt olivenolie, salt og peber. Steg pøllerne og baconen på en pande, men ikke helt færdigt. Smid dem ned i bradepanden sammen med tomater på stænglen, masser af rosmarin, hele fed hvidløg med papiret på og citronskal. Salt, peber og lidt mere olivenolie.

Giv bradepanden en halv time i ovnen ved 150-180 grader. Fem minutter inden den ryger ud, knækker du æg ned i bradepanden og giver det hele lidt mere rosmarin. Salt og peber til sidst.

Servér med godt brød og stærk kaffe, HP-sauce, tomatketchup og måske en hjemmerørt aioli.

God start på dagen, ik’?

med emneordet

Morgenmad og masser af det

Råstegte rosmarinkartofler, hummus, bacon, spejlæg og cherrytomater stegt på stænglen. Kaffe.

med emneordet

Bananpandekager – flad gul ting

Alright, lørdag morgen. Et par halvbrune bananer i bunden af frugtskålen. Lidt mælk i køleskabet. Pokkers, mangler æg. Købmand. Go!

Mine bananpandekager laves ved at komme 3 æg i en skål sammen med 2 tsk sukker, 1 knivspids salt og masser af vanillesukker. Pisk for at give æggene lidt fylde. Tilsæt 1/2 liter letmælk og en 2-3 spsk smeltet smør. I skålen med to meget modne bananer og stavblend dem i blandingen. Tilføj derefter hvedemel lidt af gangen indtil du er tilfreds med viskositeten.

Steg i smør ved middelhøj varme.

Lidt chokolade og solbærsyltetøj. Yir!

IMG_0878

Det giver i øvrigt god mening at smide dejen i en flaske med låg. Let at dossere fra, og hvis du ikke bruger det hele, smider du bare flasken i køleskabet. Så er du aldrig længere end 5 minutter fra en friskbagt pandekage.

Dejen kan sagtens holde sig en 3-4 dage i køleskabet.

IMG_0863

Og tjek så lige det her The Black Keys-nummer

http://www.youtube.com/watch?v=NnzIrRykilA.

Hold da kæft, det rykker!

med emneordet

Ruggrød – med æble, kanel, flødeskum og tørrede tranebær

Lækker og billig vegetarisk aftensmad. Der er vel ingredienser for en 15-20 kroner og nok til 3-4 personer.

Start med at koge 2 dl knækkede rugkerner og 1 dl grødris i nok vand, for lige at trække det værste stivelse ud af risene og give rugkernerne et forspring. Hæld kogevandet fra og tilsæt 2 dl havregryn, en håndfuld solsikkefrø, en håndfuld hørfrø, 2 dl vand, 1/2 liter letmælk, en knivspids salt, en tsk sukker og en tsk stødt kanel.

Kog ved svag varme under låg og rør ofte i grøden. Tilsæt vand hvis grøden er ved at koge tør. Det tager en lille time. Smag til med salt og sukker inden, du smider gryden på bordet.

Her har jeg serveret med tørrede tranebær, fintsnittet æble, flødeskum og kanelsukker, men det står dig jo frit for at smide fx blåbær, bananskiver, jordbær, hindbær, rosiner, smørklat, vanillesukker eller creme fraiche i. 

med emneordet ,