I sidste uge var jeg på den forholdvis nyåbnede Barburrito i Skindergade med en kær gammel veninde og proppe hovedet med tacos, ceviche og margaritas. Ganske hyggeligt sted med fin afslappet steming. Det er klart deres tacos, der er bedst.
Det gav mig lyst til at smide sådan nogle sammen selv.
To forskellige: En med fisk og en med gris.
Man kan sagtens selv rykke majsmel, vand og salt sammen, rulle ud og bage tacoerne i panden. Meen man kan også købe dem fikse og færdige. For eksempel kan du købe de der hvedetortillas og så bruge en morgenmadsskål til at stikke eller skære dem ud i den rigtige diameter – en 15-20 cm.
Til den første slags taco lavede jeg en omgang trukket gris.
Du kan sagtens køre ned ad den 12 timer lange nakkefiletvej, men hvis du køber nogle store fede nakkekoteletter, kan du sagtens nå den rigtige konsistens med en tre-fire timer i ovnen.
Jeg snittede koteletterne lidt og brunede og brankede i et fad på gasblusset. Så gav jeg dem en god gang ketchup, brun farin, et par fed hvidløg, cayennepeber, spidskommen, salt og sort peber. Lidt vand ved og så ellers stanniol over fadet og i ovnen ved 150 grader.
Jeg lavede også nogle syltede rødløg, som kunne skære i grisens fedme. Lige dele æbleeddike, tequila og vand. Nok til at dække løgene i kasserollen. Lidt honning og korianderfrø ved.
Kog op og direkte over i et steriliseret glas.
Løgene bliver bedre og bedre i glasset, efterhånden som tiden går, men kan sagtens benyttes allerede efter et par timer.
Taco nummer et: Gris, syltede løg og koriander. Mageløst.
Og så fisketacoen.
En god dåsetun, avocado, springløg og en god skrap pico de gallo – altså hakkede løg, tomater, chili og koriander i limesaft. Salt og hvid peber. Og selvfølgelig hotsauce og limesaft og mere koriander til sidst.