Tag Archives: aftensmad

Langsommelig oksegryde til efteråret – et varmt kram

Jeg er lige kommet hjem fra to uger i Indonesien.

Og selvom er jeg dybt forgabt i de asiatiske madtraditioner og laver, spiser og elsker virkelig mange retter med ingefær, fiskesauce og nudler, så er der visse ting, som de køkkener ikke kan tilbyde. Skovbundsaromaer fra krydderier som timian og rosmarin. Robusthed og fylde fra rodfrugter.

Følelsen af at være på madhjemmebane. Midt i efteråret.

Fil 29-10-2017 12.33.50

Du skal bruge 500-600 gram oksekød – bov, tyksteg, klump eller et af de andre billige, men smagsproppede stykker på koen.

Du skal også have fat i 2-3 store rødløg, to store gulerødder, en dåse flåede tomater, 400-500 gram svampe, tre fed hvidløg, et glas rødvin, lidt hvedemel, en teskefuld dijonsennep, masser af frisk rosmarin, worcestershire sauce, en teskefuld brun farin, salt og sort peber.

Start med at skære kødet i store tern og brun det godt af. Sørg for at bruge din store, onde støbejernsgryde, så du kan frembringe masser af varme og stegeskorpe. Steg lidt af gangen. Det er sgu vigtigt.

Tag kødet op af gryden. Smid lidt olivenolie i og løgene, som du har grofthakket. Sauter løgene til de falder sammen og får gennemsigtighed. Tilsæt lidt mel, rør rundt og smid rødvin over. Kog vinen ned.

Herefter tilsætter du kødet, tomat, hvidløg, farin, sennep, rosmarin – hakket, naturligvis. Du skal også have gulerod og svampe i. Svampene kan du eventuelt brune inden, og rødderne skal hakkes i rustikke stykker.

Nu skal retten simre. En 2-3 timer under låg.

Når det er sket, smager du til med salt og tilsætter ufattelige mængder sort peber og en god tår worcestershire sauce. Den sauce er vigtig, da den tilføjer lidt skarphed og syre i baggrunden og dermed balance og dybde.

Lad retten hvile i gryden under låg i 20 minutter, inden du serverer den.

Ro, varme.

med emneordet , , ,

Pulled pork-sliders med det hele – rub og stub

Disse sliders indeholder – ud over den splittede gris – en omgang coleslaw, hjemmelavet barbequesovs og masser af frisk koriander.

Pulled pork på fx nakkefilet kan du lave ved at pulverisere brun farin, salt, sort peber, paprika og spidskommen i en kaffekværn og derefter massere blandingen godt ind i kødet. Lad fileten trække i køleskabet natten over, hvis du har tid til det, eller smid den direkte ind i ovnen ved omkring 120 grader i en 6-8 timer indtil den falder fra sig selv og hinanden. Ganske nemt.

Du kan også vælge at prøve denne lidt mere asiatiske version, som jeg skrev for et par år siden.

Coleslaw er revet gulerod og finthakket hvidkål blandet op i en dressing på mayonnaise og yoghurt, lidt sukker, salt og peber.

Fil 27-09-2017 16.17.52

Barbequesovsen laver du ved at koge lidt tomatkoncentrat, en dåse flåede tomater, en god omgang brun farin, lidt æbleeddike, løgpulver, et fed hvidløg, paprika, røget paprika, chilipulver, salt og masser af friskkværket sort peber. Og et par nelliker og en stjerneanis og en lille stang kanel i en tepose, så du kan finde den senere.

Kog, kog, kog en times tid.

Herefter tager du krydderposen op og blender det hele til en klæg og tæt masse med ketchupkonsistens.

Jah, så er vi vist klar.

Sliderboller kan købes. Men husk altid at grille dem, inden du putter fyldet i.

med emneordet , , ,